Træleksikonet
Masser af viden om træ

Opbygning af træet

Resumé: I denne artikel gennemgås træets opbygning og bestanddele: barken, splint- og kerneved, årringe, reaktionsved, ungdomsved, celletyperne og nogle af veddets fysiske egenskaber.

Forfatter:
Teknologisk Institut - Træteknik

Adressen på dette dokument:
http://www.trae.dk/Dokumenter/
Dokument.asp?DokumentID=141

Blandt industriens forskellige råmaterialer er træ det materiale, der har de mest varierende og særegne egenskaber. Det er derfor væsentligt for udnyttelsen af træ at kende dette materiales opbygning og egenskaber.

Begrebet "træ" benyttes både for det levende træ og for materialet træ, mens "ved og veddet" alene er materialet.

Du kan finde flere informationer om træs egenskaber og udnyttelse i følgende artikler:

Træs kemiske sammensætning, Træs fugtbetingede egenskaber, Vi omgiver os med træ, Levetidseksempler på udendørs trækonstruktioner, Træs miljøegenskaber.

Træets bestanddele

Det levende træ har som formål at brede sig mest muligt og føre arten videre. Træet er arveligt styret, og det har tilpasset sig naturen således, at træmaterialet opfylder alle de krav et levende træ må stille for at kunne trives.

Det kan således ikke forventes, at alle træmaterialets egenskaber er hensigtsmæssige for de produkter, hvortil det anvendes.

Det levende træ har fire hoveddele:

  • Roden
  • stammen
  • grenene 
  • bladene.

Roden forankrer træet og optager vand og mikronæringsstoffer fra jorden. Stammen med grenene bærer bladene, løfter dem op i lyset, danner ledningsbaner for saftstrømmene samt opmagasinerer næringsstoffer. I bladene opbygges organiske stoffer ved solenergi og fotosyntese af luftens kuldioxid og vand med mineraler fra jorden. Vandet transporteres fra jorden op gennem den yderste del af stammen (splintveddet) til bladene. 

Træstamme med bark
Figur 1 Træstamme med bark. På snitet er vist vækstlaget, splint- og kerneved samt 2 knaster.
(Kilde: Thomassen, 1995)
Figuren er venligst udlånt af Teknologisk Institut, Træteknik. Figuren må ikke anvendes til andre formål uden forudgående skriftlig tilladelse derfra.

Træerne i vort klimaområde deles i løv- og nåletræarter. I troperne findes flere former fx palmer. Veddet varierer ikke alene mellem løv- og nåletræer, men også mellem træarterne og indenfor arten mellem splint- og kerneved samt vår- og høstved mm.

Barken

Barken sidder yderst og indeholder: korklaget, grønbarken og basten. Barkens funktion er dels at beskytte det underliggende ved mod udtørring, infektion og fysiske beskadigelser og dels at lede de organiske vækststoffer, som dannes i bladene, videre til grene, stamme, rod og frugter.

Vækstlaget

Mellem barken og veddet findes et ganske smalt lag af levende celler, vækstlaget (eller kambiet), der danner nye barkceller udadtil og nye vedceller indadtil. Træets tykkelsesvækst sker altså i vækstlaget, idet der hvert år vokser én ny årring udenpå den foregående. Træets højdevækst sker i træets top.

Tværsnit af en stamme
Figur 2 Stammetværsnit.
Klik på figuren for at se den i større størrelse.
Figuren er venligst udlånt af Teknologisk Institut, Træteknik.

Splint- og kerneved

Alle træarter har yderst nogle årringe, splinten, som indeholder mange levende celler, og hvori vand og næringssalte sendes fra roden op til bladene. Hos de såkaldte splintvedstræer, avnbøg, birk, bøg, el, ær (ahorn) m.fl. sker der ikke nogen normal kernedannelse i stamme-midten, og der kan findes levende celler i hele stammens tværsnit. Hos kernetræerne begynder kernedannelsen gennemsnitlig ved 15-30 års alderen, dog med meget store variationer. Nåletræ har som regel et større antal splintvedsringe end løvtræerne, således har fuldvoksen skovfyr 20-80 årringe i splinten, lærk 20-40 og eg 6-20.

Kernedannelsen følger ikke helt årringene, og oftest findes hos nåletræerne flere splintvedsringe i rod end i top. I gamle fyrretræer er set 80 årringe med splintved i rodenden mod 40 i toppen. Løvtræerne har omtrent samme antal splintvedsringe op gennem stammen. Hos Elm er grænsen mellem kerne- og splintved stærkt bugtet i stammetværsnittet. I dannelsen af kerneved dør de endnu levende celler i splintveddet, og der kan i nåletræ udfældes harpiks, fedtstoffer, sukkerarter, garvestoffer, alkaloider og voks hvorved veddet bliver mørkere og tungere. Løvtrækernen indeholder i første række garvestoffer, farvestoffer samt mineralstoffer. Endvidere kan der dannes tyller, der er tynde indposninger, som fra parankymcellerne sendes ind i karrene og tilstopper disse. Tylledannelse er især typisk for de ringporede løvtræer som fx eg, ask, elm, robinie og kirsebær. Kernedannelsen beskytter mere eller mindre effektivt veddet mod angreb af svampe og insekter, dels gennem giftvirkning og dels gennem tilstopning og -klæbning af kar og porer. Kerneved er gennemgående mere dimensionsstabilt end splintved trods højere densitet (tørrumvægt).

Vandindhold

De yderste splintvedsringe er vandfyldte. Hos nåletræerne falder vandindholdet i de inderste splintvedsringe og videre ind i kernen, der ofte kun rummer en tredjedel af vandindholdet i splintveddet. Hos granartene benævnes kerneved som hjerteved, der er ufarvet kerneved. Hos ædelgran kan der forekomme vådkerne i træets nederste del. Hos løvtræerne er der kun lille forskel mellem vandindholdet i splint- og kerneved.

Falsk kerne

Hos nogle splintvedstræer optræder falsk kerne. Mest kendt er bøgens rødkerne eller rødmarv. Der skelnes mellem to former for rødmarv: svampe-rødmarv og sund-rødmarv, begge har tyller. Svampe-rødmarv udgår fra rådne knaster, veddet kan være mere eller mindre nedbrudt, det er stærkt farvet, ofte flammet og har en ubehagelig lugt. Svampehyfer og evt. bakterier forekommer ofte i svampe-rødmarv. Sund-rødmarv indeholder ingen trænedbrydende svampe eller bakterier, og derfor har sund-rødmarv ingen betydning for veddets styrke. Sund-rødmarv antages at være i en forsvarsreaktion, som følge af sår, streng frost eller stærk udtørring.

Vår- og høstved

Den inderste del af hver årring kaldes vårveddet. Det er ofte noget lysere, da disse celler er mere tyndvæggede og som regel også noget større end cellerne i den yderste, mørkere del af årringen, som kaldes høstveddet. I veddet kan der findes hulrum eller kanaler fx harpikskanaler i visse nåletræarter.
Figur 3 Udsnit af en træramme (ringporet løvtræ) (Kilde: Thomassen, 1995). Figuren er venligst udlånt af Teknologisk Institut, Træteknik. Figuren må ikke anvendes til andre formål uden forudgående skriftlig tilladelse derfra

Årringe

Årringsbredden varierer inden for ret vide grænser, også indenfor samme art, og bestemmes af klimatiske forhold, jordbund, hugststyrke, træets alder med mere. Årringe kan dels være så smalle, at de næppe kan skelnes, og dels op til 30 mm brede. Årringsbredden kan have indflydelse på veddets densitet og dermed på styrken, idet en forøgelse af årringsbredden i nåletræ normalt medfører lavere densitet og styrke, mens den hos de ringporede træarter giver tungere og stærkere ved. Årringsbredden har derimod ikke nogen væsentlig betydning for densiteten af spredtporet ved. I de nordligste egne og højt oppe i bjergene forekommer nåletræ, som på grund af dårlige ernæringsforhold har meget smalle årringe og "ingen" høstved. Dette lette og svage ved kaldes hungerved.

Marvstråler

Marvstrålerne går fra marven eller fra årringene ud til barken. De sørger for transport af næringsstoffer i radial retning. På radialsnittet aftegnes marvstrålerne som et "spejl". Væsketransporten fra celle til celle sker gennem særlige porer, der er karakteristiske for træart og celletype.

Reaktionsved

Træer udvikler under væksten reaktionsved i stamme og grene, der i længere tid er udsat for ensidige belastninger, fx vindpres, vækst på skråninger. Formålet er at stabilisere træet mod påvirkningerne. Reaktionsved har en unormal struktur med negative brugsegenskaber. Det er tungere og har større tendens til at vride og krumme pga. større længdesvind end normalt ved.

I nåletræ udvikles trykved med mere lignin - end normalt - på stammens læ- og trykside og på undersiden af grenene. Tilvæksten er excentrisk og medfører et ovalt tværsnit. På høvlet træ er trykved mørkere og hornagtigt.

Det er omvendt i løvtræ, som udvikler trækved med mere cellulose - end normalt - på stammens vind- og trækside og på grenenes overside. Tværsnit bliver ikke ovale. Veddets kulør er uændret, men en savet snitflade bliver lodden og flosset.

Ungdomsved

Ungdomsved er de 5 - 20 årringe af kerneveddet, som ligger nærmest marven. Det afviger fra det øvrige voksne kerneved ved bl.a. større længdesvind, mindre styrke og mangel på stoffer, som fremmer holdbarheden.

Marven

Inderst i stammen findes marven, hvis diameter normalt er 1 - 3 mm.

Knaster

Knaster er den del af en gren, som sidder inde i stammen. De oprindelige grene har forbindelse til marven. Sekundære knaster hidrører fra grene, der er begyndt som vandris på barken. Omkring knaster er fiberforløbet ændret, idet årringene fra stammen løber ud i den levende gren.

Vedcellerne

Veddet er opbygget af ganske små enheder, såkaldte celler. Trakeider i nåletræ er fx få hundrededele millimeter tykke og få millimeter lange. Veddets celler kan opdeles i 4 typer med hver sin funktion:

  • Parenkymceller
    Parenkymceller, der er nogenlunde firkantede, hovedsagelig langstrakte, fungerer som depot for næringsstoffer og medvirker ved transport af vand og næringsstoffer. Parenkymceller er de eneste levende celler i det færdigdannede ved. Marvstrålerne består væsentligst af parenkymceller.
  • Trakeider
    Trakeider er oftest langstrakte enkeltceller med tilspidsede eller afrundede ender. Nåletræ består af trakeider (over 90 %) og parenkymceller, mens løvtræ indeholder kar, taver, parenkym og trakeider.
  • Karceller og porer
    Kar (ofte kaldet porer) fungerer som ledningsbaner for vand og næringssalte, samt som støttevæv. Et kar er sammensat af flere celler og kan være flere meter langt. De spredtporede eller strøporede løvtræer, som fx. bøg, ær (ahorn), birk, el, poppel og valnød har de store karceller spredt i årringen, mens de ringporede løvtræer som eg, ask, elm, robinie og kirsebær har store karceller liggende i vårveddet i mere eller mindre regelmæssige bånd. Grovporede træarter som fx eg og ask har brede kar, mens de finporede som fx bøg og birk har snævre kar.
  • Vedtaver
    Vedtaver, der også benævnes fibre, er lange tilspidsede, tykvæggede celler, der udelukkende virker som styrkeelementer.

Veddets celler består af følgende stoffer i varierende mængde i de enkelte cellelag.

  • Cellulose:    40 - 50 % 

  • Hemicellulose:    25 - 30 %   

  • Lignin:    18 - 35 %    (mest i nåletræ)

  • Bistoffer    1 - 10 %   

I artiklen Træs kemiske sammensætning er givet en detaljeret beskrivelse af kemien.

Veddets fysiske egenskaber

Vedstoffets densitet er ca. 1560 kg/m³, men træ indeholder kun et skelet af vedstoffer, mens resten er vand og luft, hvorfor alle træarters densitet ligger under 1560 kg/m³. Densiteten er meget varierende for de forskellige træarter. Som eksempler kan nævnes, at densiteten for balsatræ kan være så lav som 50 kg/m³, mens pokkenholt kan veje 1300 kg/m³. Inden for samme træart kan densiteten variere stærkt, for rødgran for eksempel fra 300 til 640 kg/m³, for eg fra 390 til 930 kg/m³ og for balsa fra 50 til 410 kg/m³.

Veddets store vægtvariation giver tilsvarende store forskelle i styrkeegenskaberne. Styrken er nogenlunde proportional med træets rumvægt. Det benhårde pokkenholt kan således være mere end 50 gange så hårdt som balsatræ, der normalt er så blødt, at det kan klemmes sammen mellem to fingre. Styrkeundersøgelser har vist, at fx bøjningsstyrken for små, knastrene prøver af rødgran kan variere fra 49 til 136 MPa. Veddet fra de enkelte træarter har en række styrkeegenskaber, der måles ved standardprøvninger. Se beskrivelserne af udvalgte træarter her i Træleksikonet.

Til toppenTil toppen

Træ Er Miljø
3F - Brancheforeningen Danske Byggecentre - Dansk Skovforeningen - Dansk Træforening
Danske Træindustrier - Miljøstyrelsen - Naturstyrelsen - Træ- og Møbelindustrien - Træinformation