Tags:

Spånplader

Opbygning og produktion

Spånplader er et af de ældre træbaserede pladematerialer. Den første fabrik til kommerciel fremstilling af spånplader blev bygget i 1941 i Tyskland.

Spånplader er lavet af træspåner, lim og voks. Træet er oftest nåletræ, der leveres som høvlspåner, træflis og rundtræ. Spåner og flis kommer fra træindustrien, fx savværks-, møbel- og vinduesproduktion. Rundtræet kommer fra udtynding i skovene.

Spånplader udnytter dermed affaldstræ fra træindustrien og små træer med begrænsede anvendelsesmuligheder fra skovene. Resultatet er et ensartet pladeprodukt med mange anvendelsesmuligheder.

Spånerne og limen blandes og presses sammen under høj temperatur og tryk. Processen hærder limen, og efter afkøling er spånpladen stiv og stærk. Den mest anvendte limtype er Urea Formaldehydlim, når der ikke er særlige krav til fx fugttolerance.  Der er normalt 6-10 % lim (vægtprocent) i en spånplade.

De fleste spånplader har tre lag. Spånerne tilpasses så overfladen bliver tættere og hårdere end mellemlaget. Det er nemt at se langs en afsavet flade på en spånplade.

Spånplader produceres blandt andet i Danmark.

 

Spånplade

Spånplade. (Kilde: Træsamlingen. DTI Træteknik)

 

Anvendelse og bearbejdning

Spånplader bruges meget til bærende konstruktioner dvs. vægge og gulve, men anvendes også hyppigt til møbler og inventar.

Som regel er pladerne ikke synlige i konstruktionen, fx fordi de er dækket med et lag af finer eller kunststof. Belægningen kan både gøre konstruktionen flottere og give særlige egenskaber som fx øget tolerance for fugt eller varme.

Spånplader anvendes i et vist omfang til kortvarig forskalling og formarbejde.

Spånplader bearbejdes med de samme metoder og værktøjer som almindeligt træ.

Plader med særlige egenskaber

Spånplader kan laves med særlige egenskaber til specielle behov, fx køkkenelementer og møbler. Typiske produkter er:

  • melaminbelagt spånplade
  • vandfast spånplade
  • brandimprægneret spånplade
  • farvet spånplade
  • spånplader med særligt lange spåner for at opnå større styrke (f.eks. OSB plader)

Typer, anvendelsesklasser og mærkning

For at kunne bruge spånpladen forsvarligt i byggeri, er der lavet standarder for pladernes kvalitet. Standarderne sætter minimumskrav til pladetyper og materialeegenskaber i forhold til den konkrete anvendelse.

De standardiserede kvaliteter er angivet i de europæiske produktstandarder, de såkaldte DS/EN´er. For spånplader i forskellige anvendelser hedder den relevante produktstandard DS/EN 312. Standarden er opdelt i syv dele, hvor del 4 til del 7 definerer de fire kvaliteter, der kan anvendes til byggeri.

Ved valg af kvalitet skal der tages hensyn til den fugtpåvirkning, der kan forventes ved pladens anvendelse. Trænormen DS 413 definerer tre klasser for anvendelse:

  • Anvendelsesklasse 1 er karakteriseret ved tørre omgivelser,
  • Anvendelsesklasse 2 tillader lejlighedsvis højere fugt (f.eks. i uopvarmede fritidshuse, garager o.l.)
  • Anvendelsesklasse 3 tillader stor fugtpåvirkning.

Til konstruktionsbrug (i henhold til DS/EN 13986) accepteres alle fire pladekvaliteter i anvendelsesklasse 1. Pladekvaliteter der tilfredsstiller kravene for standardens del 5 og del 7 accepteres i både anvendelsesklasse 1 og 2. Spånplader accepteres ikke i anvendelsesklasse 3

Spånplader til konstruktionsbrug – som fx gulv og tag – skal være CE-mærket.

Få nærmere detaljer om standarderne og CE-mærkning hos Dansk Standard, Teknologisk Institut eller Træinformation.

Fysiske egenskaber

Densitet

Spånpladers densitet er højere end densiteten af det anvendte træ. Det er nødvendigt for kunne lime spånerne til hinanden: Limen har en højere densitet end træet, og spånerne presses tæt sammen når limen skal hærde. Typiske middeldensiteter for spånplader ligger mellem 600 kg/m³ – 750 kg/m³. Tynde plader har normalt højere densitet end tykke plader.

Fugtbalance

Fugten i spånplader indstiller sig i balance med den relative fugtighed i den omgivende luft – ligesom almindeligt træ. På grund af varmepresningen er spånpladernes fugtprocent ved ligevægt lidt lavere end i almindeligt træ.

Fugtbetingede dimensionsændringer

For at undgå problemer med fugtbetingede dimensionsændringer af spånplader, er det vigtigt at kende de fugttekniske egenskaber.

Pladernes fugtindhold skal allerede før indbygningen tilpasses til fugtforholdene på anvendelsesstedet. Ellers kan konstruktionen skades, når pladerne udvider sig eller svinder efter de er gjort fast.

Limningskvalitet

Kvaliteten af lim er afgørende for pladernes fugtbestandighed. Limen skal kunne tåle den fugt som pladerne udsættes for.

Formaldehyd

Formaldehyd er en kemisk forbindelse, som forekommer naturligt i bl.a. træ, æbler, tomater og gulerødder.

Formaldehyd indgår i visse limtyper som bruges i spånplader.
I 1970’erne konstaterede man store problemer med indeklimaet i boliger, skoler og institutioner på grund af høje formaldehyd niveauer i indeluften. Derfor er der indført begrænsninger så pladematerialer afgiver væsentligt mindre formaldehyd end før.

Spånplader limet med en formaldehydafspaltende lim skal opfylde følgende grænseværdier:

  • Formaldehydindhold ≤ 8  mg/100g
  • Formaldehydemission ≤ 0,124 mg/m3]

Læs mere om formaldehyd.

9 kommentarer

  1. Henrik Nielsen siger:

    Hvad koster de tykke plader? (Kildehenvisning?)

    Hvorfor er der ikke angivet tryk- og træk-styrker? Hvad med et par konkrete eksempler på konstruktioner, hvor man går til grænsen for styrkerne? (Fx et bord på et par kvadratmeter, hvorpå der ligger et par tons jævnt fordelt).

    1. Træ.dk siger:

      Hej Henrik.
      Træ.dk oplyser generelt om træ og træprodukter, fx. spånplader – men vi sælger dem ikke. Du må derfor forhøre dig om pris hos et udsalgssted.
      Tryk- og trækstyrker afhænger af det konkrete produkt og dem er der mange af, så vi har ikke mulighed for at angive disse værdier. Her må vi igen henvise til et konkret udsalgssted.

  2. Anders Knudsen siger:

    Hvad er mest miljøvenligt, at bruge spånplade eller MDF plade til møbler??
    – snedker lærling

  3. Anders siger:

    Jeg har brugt spånplader som første lag inden gips på mine indervægge. Nu er problemet så opstået, at samlingerne på den filt som er sat op, er begyndt at gå fra hinanden. Er det fordi spånpladerne giver sig?

  4. Anders Nielsen siger:

    Hej Anders
    Spånpladen vil selvfølgelig arbejde mere end gipspladen, men såfremt du har brug armeringspapir / armeringstape i dine gipssamlinger, burde det ikke ske.

  5. Johan Andersen siger:

    Jeg har næsten forgæves søgt efter spånpladers fugtudvidelse. Det eneste, jeg fandt, var et gammelt SBI-særtryk 234 fra 1973. Der er angivet en fugtudvidelse på 0,11-0,21 %, ved en ændring af luftfugtighed fra 35% til 85%. Gælder det også for nutidens spånplader?
    Jvf GulvFakta, https://www.gulvfakta.dk/gulvbelaegninger/traegulve/generelle-forhold/#b6056b9c-5590-48c1-98b9-e2d10482b712
    svarer denne ændring i luftfugtighed til en ændring fra 7 til 19 % fugt i rent træ, altså 12%. På langs af træet giver en fugt-procent en ændring på 0.0075 – 0,015 % ændring i dimension. Gange med de 12 % giver det en ændring på 0.09 – 0.18 % i dimension = samme ændring som i spånplade.
    Lyder det korrekt? Altså at fugtudvidelser i spånplade cirka svarer til fugtudvidelsen på langs a fibrene i rent træ?
    Jeg ved godt, at forskellige fabrikater kan have forskellige egenskaber, men I kunne måske skrive nogle cirka-tal/intervaller for fugtudvidelse.

  6. Ole Højer siger:

    Findes der gode råd til opstillingen af møbel-elementer i spånplade med direkte kontakt til flisegulve der vil blive vaskede og derfor forudsigeligvis vil skabe fugt-optræk i de rå endeflader ? -Jeg tænker i stil med en lim eller anden form for imprægnering der evt. kunne tænkes påført inden den endelige opstilling, for at give møblet et længere liv ?

  7. frans novak siger:

    Jeg er ved at lægge et klik-gulv og vil høre, om spånplader til undergulv og klik-gulvpladerne kan opbevares udendørs under et halvtag imens gulvet bliver lagt. Det er oktober måned og pladerne skal stå der ca. en måned.

  8. Josefine siger:

    Hvordan er levetiden på spånlader? Hvis de skal bruges til gulv på strøer inden gulvet?

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×