Nysgerrighed og smitsom entusiasme

0

Snedkeruddannelsen giver stolthed og succesoplevelser. I Træ.dk's interview med snedker og underviser, Rasmus Holten, kommer vi bl.a. ind på de spændende udfordringer, som snedkerfaget giver.

Af -

Dette er anden del af Træ.dk’s interview med Rasmus Holten. Læs første del her.

Rasmus Holten, snedker og underviser på AARHUS TECH.

Hvad har gjort dig stolt over dit fag?

Det gør mig stolt, hver gang jeg ser, at vi på ny udfordrer os selv og udvikler os som fag. Vi kan være med til at definere fremtiden. Snedkerens arbejde handler ofte om synlige flader i rummet, eller brugbare funktioner, indretninger, møbler og inventar, som skal kunne holde til et bestemt formål, fortælle en bestemt historie eller gengive et bestemt udtryk gennem længere tid.

Andre mennesker skal røre, se eller anvende vores udførte arbejde. Der ligger stor psykologi i, hvordan vi indretter os, agerer i det offentlige som private rum, hvordan vi interagerer med hinanden eller vedligeholder vores kulturarv, etc. Vores fag er ofte med i de processer i samarbejde med andre faggrupper. Det gør mig stolt, når tingene lykkes, og man kan forbedre situationer, funktioner eller gøre en enkelt privatkunde lykkeligere ved blot at udføre mit arbejde.

Hvad er din største succes inden for faget?

Det var et sværere spørgsmål. For hvad er succes? Jeg ser succes som at lykkes med en planlagt målsætning. Jeg synes, jeg har været med til mange. At se en kunde blive rørt over en udført opgave er en god succes, men ikke større end stoltheden over at udføre et lært stykke arbejde. Det er jo det, man kan som snedker. Og det man udfører hver dag. Også selv om man ikke har den direkte kontakt til kunden.

Jeg har svært ved at kalde det en succes, men det har givet mig mange gode lærerige oplevelser at blive optaget i Møbelsnedkerforeningen, hvor vi gennem vores netværk, dialoger, foredrag, vidensdeling, rejser og udstillinger er med til at bevare og fremme ældre danske håndværksmetoder. Men også for at udfordre hinanden og vores materiale gang på gang og for at inspirere omverdenen og vise, hvad faget kan føre til.

Jeg var med på forrige udstilling: ”My Precious” på Kunstindustrimuseet i 2010. Det er på samme tid spændende og enormt inspirerende og samtidigt lidt angstprovokerende at være i samme lokale med så mange vidende mennesker, der fordyber sig af kærlighed til faget og vil dele den viden. Det burde vi nok gøre meget mere. Stå stærkere sammen.

En anden form for succes, jeg mærker i mit fag, er, når man når dertil, hvor man mestrer en bestemt ting. Når man har udført opgaven gentagne gange og mærker, at nu sidder det i hænderne. Når man opbygger så stor rutine med et værktøj, en maskine eller et materiale, at man får det tæmmet, og det agerer efter ens ønske hver gang.

Da jeg startede i lære, fik jeg den første dag en slibeklods i hånden og fik at vide, at om ca. et år, så ville jeg vide, hvordan den fungerede. Det forstod jeg ikke dengang. Den kunne jo ikke andet end at slibe. Der var ingen knapper eller justeringer på den eller noget jern, der skulle holdes skarpt. Men efter mange, mange timer med slibeklodsen i hånden, erfarede jeg, at der var stor forskel på, hvordan jeg holdte klodsen i hånden, med hvilket tryk jeg anvendte den, om den havde en hård eller blød bund, eller hvordan et hjørne skulle rundes uden at faser eller slibespor kunne ses i lyset.

Hvad kan være udfordrende ved snedkerfaget?

Det, der kan være udfordrende, er som regel også det, der gør det interessant og gør, at vi aldrig har to ens dage på jobbet. det handler om livslang læring. F.eks. så findes der ikke to ens stykker træ. Og træet reagerer forskelligt, når det udsættes for varme, fugt, lys, spændinger, vægt mm.

En anden spændende udfordring er de mange forskellige materialer, en snedker arbejder med i dag. Ud over træ arbejder en snedker også med finer, laminater, linoleum, glas, lak, maling og f.eks. kompositmaterialer. Vi arbejder med mange forskellige pladematerialer og overflader. En snedker i dag er alsidig i både tankegang, værktøjer og materialer.

Det er de færreste, der står i en baggård i byens centrum med en bugthøvl og producerer unika-produkter. Men det er ofte det billede, vi får op, og det billede pressen vil dyrke, når vi snakker om danske snedkere og dansk design. Men dansk design handler meget om, at vi er gode til at udvikle og være med til at definere udviklingen.

Den innovation, vi ser som en styrke, kommer ofte fra faglærte hænder og ikke fra akademiske. Så en udfordring for snedkerfaget er også at fortælle om de mange muligheder, en faglært uddannelse giver de unge fremadrettet.

Hvordan er det at være underviser i snedkerfaget?

Foto: AARHUS TECH.

Det er meget inspirerende og livsbekræftende. Man kommer ud på kanten en gang imellem, hvilket er sundt. Både fagligt og mentalt. Som undervisere arbejder vi både med uddannelse og dannelse, og det giver mig rigtig meget hver dag, at det handler om personlige relationer og menneskers udvikling.

Der findes ikke ’vidunderbørn’ i mine øjne. Men der findes nysgerrighed, interesse og talent på alle planer. Og det er en lille rejse hver gang, vi kan udfolde og styrke en elevs forventninger til sig selv og faget. Interessen og nysgerrigheden er meget vigtige for at blive god til at lære noget.

”Succes = produkt x entusiasme2”. Citat lånt af den innovative, tidligere designchef for Fiskars, finske Olavi Linden, der også er en meget dygtig instrumentbygger, som jeg har været så heldig at have mødt et par gange. Men det beskriver meget godt den tilgang, jeg ønsker en elev eller lærling skal have. Eller alle burde have inden for deres felt, dannelse eller liv generelt. Ligningen kan overføres til den måde, vi er ægtefolk på, eller den måde vi får en plante til at bære frugt i drivhuset.

Hvorfor er det vigtigt, at Aarhus har en snedkeruddannelse?

Fordi der er et stort uforløst potentiale i snedkerbranchen i Aarhus og omegn. Særligt lærlinge som bygningssnedkere er interessante. Dernæst kan snedkerbranchen være med til at gøre valget af erhvervsuddannelse attraktivt – også for de elever der ellers ville have valgt det almindelige gymnasium. Desuden giver det god mening, fordi der i Aarhus findes et uddannelsesmiljø, hvor der arbejdes med kreativitet, kvalitet og teknolog.

Det viser den store interesse også for faget. Vi har på nuværende hold en elev så langt væk som fra Haderslev, der kørte hertil og sov i bilen de første undervisningsdage. Han valgte Aarhus, fordi byen og skolen har et godt ry, tænker jeg. Men vi optager slet ikke så mange, som vi har ansøgere til. Og vi har startet op uden umiddelbart at påvirke optaget af elever på andre nærtliggende skoler.

Foto: AARHUS TECH.

Det uforløste potentiale har da også allerede vist sig ved, at 100% af første hold, der søgte læreplads, fik en læreplads. Det er meget bedre, end hvad vi ser rundt om i landet pt. Men eleverne har ikke kun fundet lærepladser i Aarhus og omegn. De 100% kunne vi kun opnå ved, at vi har en gruppe elever, der er opsatte på mobilitet for at opnå drømmen om den rette uddannelse. Mange vælger at flytte et par år væk fra Aarhus for at opnå den læring, de ønsker. Og det skal der til i øjeblikket for at finde sin rette læreplads i et fag, der er så populært.

Og så tror jeg på, at det kan give noget til snedkeruddannelsen og faget som helhed, at man tillader nye at starte op. Det giver os mulighed for at gribe det hele an på en ny måde. Vi benytter alle erfaringer til at forny det en smule og har høje ambitioner, hvilket smitter af på elevernes engagement. De første møder ind 45 minutter før underviserne, og skolens skolebetjente skal ofte ”smide” dem ud, når skolen lukker sent om eftermiddagen. En sådan entusiasme er meget ’smitsom’, og vi gør vores for at forøge den.

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Fra robotteknologi til snedkeri

Læs første del af interviewet med Rasmus Holten.

TEMA

Læs mere om uddannelser med træ.

Læs mere

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Følg os på Facebook

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×