Træ kan holde længe – Hvis det vedligeholdes!

0

Det er ingen hemmelighed at havemøbler af træ ikke er vedligeholdelses frie, men det bør ikke lade dig afskrække for at anskaffe dig nogle. Plejen er langtfra årlig, og til gengæld kan du få nogle holdbare og flotte møbler.

Af -

Vedligeholdelse skal der til

Træ er et fantastisk materiale, men det er ikke vedligeholdelsesfrit, og det er der vist i øvrigt ikke rigtig noget, der er. Træ er organisk materiale, der nedbrydes i naturen og indgår i naturens kredsløb. Det er på mange måder godt, for det betyder, at der ikke er problemer med de udtjente træprodukter. Vi kan kompostere træet eller udnytte træet til energi, når træprodukterne kasseres efter mange år i menneskets tjeneste.

Træ kan holde rigtig længe, hvis det ellers vedligeholdes, men rigtig mange træprodukter kasseres, fordi ejeren ikke har kendskab til, hvordan træet skal vedligeholdes eller ikke magter at foretage
vedligeholdelsen. Det er jo ærgerligt, for med den rigtige vedligeholdelse vil disse træprodukter let kunne fungere mange år mere, og samtidig fremtræder godt vedligeholdte træprodukter næsten smukkere end nye produkter. Det vil jeg vise et par eksempler på.

Arvet havemøblerne

Min familie og jeg har boet i hus med have i mere end 20 år, men vi har aldrig købt havemøbler! Vi har derimod arvet dejlige havemøbler, som vi passer godt på.

Teaktræsmøblerne af mærket Marguerit har jeg arvet fra min morfar. Der er indkøbt ca. 1953, og har altså fejret 60 års fødselsdag.

Havestolene er konstrueret, så man let kan afmontere sæder og ryg, og derved vedligeholde træet, uden at man sviner metalskelettet. Tilsvarende kan bordbenene let skrues af bordet, så
bordpladen kan vedligeholdes.

Jeg vedligeholder teaktræsmøblerne ca. hver fjerde år. Først afrenses træet med teakrens. Jeg har en gammel skurebørste, som egner sig fint til formålet. Behandlingen fjerner
algevækst, snavs og den olie, som træet tidligere har været imprægneret med.

Når træet er tørt, fremtræder det næsten hvidt, og det er klar til at blive behandlet med ædeltræsolie. Der er særlige olier på markedet, som er udviklet specielt til havemøbler. Jeg har brugt en ædeltræsolie med teakfarve. Det er et år siden at jeg sidst ordnede havemøblerne, men de står fortsat flot, synes jeg.

Også trykimprægneret træ bør vedligeholdes

Vi har også et sæt havemøbler, som er lavet af trykimprægneret træ. Ib Hansen har fortalt mig, at de er fra firmaet Aage Bruun og Søn og formentlig produceret i 1970’erne. Jeg har ni stole, to bænke og to borde, og da jeg overtog dem i 1993 havde de aldrig været vedligeholdt. Omtrent i 2000 malede jeg hele sættet med en dækkende træbeskyttelse, fordi stolene var ret forskellige i udseende, og skjoldede, og jeg var usikker på, om skjolderne ville kunne ses gennem en transparent træbeskyttelse.

I år trængte sættet igen til vedligeholdelse, hvilket man vel godt kan forstå. To gange vedligeholdelse på ca. 40 år, er ikke for meget.

Arbejdsprocessen

Det er ret let at adskille stole og borde, og det letter vedligeholdelsen meget. Det er besværligt at male en havestol, når den er samlet, for der er så mange sider og hjørner på den. Det er derimod let, når man kan arbejde med stykkerne separat. Efter adskillelse blev sættet først vasket grundigt med grundrens og tørret. Dernæst strammede jeg alle skruer i sædestykkerne, og skiftede skruer, som var for rustne. Tilsvarende strammede jeg skruerne i bordpladen og limede nogle samlinger i sidestykkerne, som var gået fra.

Dernæst gik malearbejdet i gang. Jeg havde valgt en heldækkende træbeskyttelse i farven lys dodenkop.

Det tog flere uger, for alle stykker blev malet to gange. Det rakte lige med de fem liter træbeskyttelse, som jeg havde købt. Efter maling lod jeg stykkerne tørre i mindst en uge, for malingen er ikke særlig holdbar lige efter påsmøring. Endelig kunne jeg samle sættet, rense penslen og rydde op i garagen.

Solide møbler – Også i fremtiden

Jeg tvivler på, om man om 40-60 år kan finde nogen af de flettede havemøbler, som er så populære i dag. Nuvel, de sælges som vedligeholdelsesfrie, men jeg tror ikke på, at holdbarheden kommer i nærheden af godt vedligeholdte træhavemøbler af høj kvalitet.

Foto: Kjell Suadicani

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Havemøbler

Læs om havemøblers brug, opbevaring og vedligeholdelse.

Vedligeholdelse af træ

Læs om vedligeholdelse af udendørs, overfladebehandlet træ.

Læs mere

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×