Tulipwood (Almindelig Tulipantræ)

Geografisk udbredelse

Tulipwood er en af de mest udbredte løvtræarter i

Østamerika er Tulipwoods naturlige udbredelsesområde

og er visse steder den mest fremherskende art, der vinder indpas på bekostning af andre arter, når disse dør eller fældes. Træarten kan tilpasse sig en række varierende voksesteder, jordbundstyper og klimatiske forhold, og kan derfor findes på tværs af de nordlige og østlige stater fra New England til Michigan ved de store søer og mod syd til Louisiana og Florida.

Den optræder rigest og opnår de største dimensioner i Ohio River-dalen og på bjergskråningerne i North Carolina, Tennessee, Kentucky og West Virginia. Appalacherne og de nærliggende Piedmont bjerge, som strækker sig mod syd fra Pennsylvania til Georgia, rummede ved skovtællingen i 1974 hele 75% af den totale Tulipwood vedmasse. Ligesom det er tilfældet med mange andre amerikanske løvtræarter, forekommer Tulipwood ikke i Rocky Mountains eller langs den vestlige stillehavskyst.

Tulipwood i europa

Selvom Tulipwood i dag udelukkende eksisterer som oprindelig skovtræart i Nordamerika, findes arten også som plantede eksemplarer, i byer som Nantes og Bordeaux i Frankrig og i Storbritannien (Kew Gardens), hvor den trives godt. Fossiler viser at arten var naturlig udbredt i Europa før den seneste istid, men at den forsvandt under denne periode. Det skyldes at Alperne, der er udstrakt i øst-vest gående retning, skabte en effektiv barriere efterhånden, som isen trængte træerne mod syd. Arten kom aldrig på fode igen, da isen atter trak sig tilbage mod nord. I modsætning hertil strækker Appalacherne i Nordamerika sig fra nord til syd og forhindrede derfor ikke arten i at finde refugium mod syd ved den varme Mexicanske Golf. Dette bidrager også til at forklare graden af Tulipwoods store udbredelse. Det er interessant at bemærke, at det faktisk er en af grundene til at andre løvtræarter fra de kølige klimater, så som ahorn-arterne, findes udenfor deres foretrukne voksesteder.

Træets udseende

Anvendelsen af navnet Tulipwood er meget velegnet, når man betragter de enlige, 4-5 cm brede tulipanlignende blomster med 6 kronblade, der varierer i farver fra lys gul-grøn i randen til dybt orange i et tværbånd mod centrum.

Bladene er blanke, langstilkede næsten firlappede, afskåret i spidsen. Høstfarverne er stærke gulbrune. (Kilde: Danmarks Træer og buske, (2001), Peter Friis Møller og Henrik Staun)

Stammen

Tulipwoods gennemsnitsstørrelse og form er årsagen til en række af dets fordele allerede inden, man betragter veddets egenskaber. Det generelle fravær af nedre grene på dette høje, rette træ sikrer en relativ lav forekomst af knaster og sikrer derved tilgængeligheden af skåret langtømmer. Modne træers store diameter skaber også brædder af stor bredde, som kan anvendes i praksis, fordi artens ved særlig let lader sig tørre. Denne tørrelethed betyder samtidig, at Tulipwood ofte er lettere tilgængelig i de større dimensioner end visse andre arter.

Veddet udseende

Arten producerer, afhængig af proveniensen, en stor andel splintved, som er hvid eller cremehvid, og som er den foretrukne farve blandt mange brugere. Derfor anvender man ofte artens andet almindelige navn Whitewood om brædder, der udelukkende er fremstillet af splintved. Dette er relevant, fordi kerneveddet kan variere i farve fra blegt brun til dramatisk mørk lilla i ekstreme tilfælde.

Et eksempel på veddets udseende

Kerneveddet er sædvanligvis grønligt farvet, når det er nyskåret, men vil normalt oxideres i kontakt med luftens ilt og efter kort tid få en gylden lød.

Tulipwood som erstatning

I efterkrigstiden, hvor udbudet af tropisk løvtræ var rigeligt og tilsyneladende uudtømmeligt, eksisterede der et lille selvstændigt marked for Tulipwood der blev efterspurgt af specialister.

Det var imidlertid ikke førend forsyningerne af Ramin Gonystylus spp. var truet, at man fik øjnene op for Tulipwood som erstatning. Reduktionen af den stående vedmasse af Ramin og vanskelighederne ved en vellykket dyrkning af arten; forbudet mod eksport af kævler i hjemlandene Malaysia og Indonesien samt eksportafgifterne og bestemmelserne knyttet til Ramin træ, bevirkede tilsammen at forbrugerne i Europa så sig om efter alternative arter. Mange af fandt frem til Tulipwood. Der var imidlertid ikke tale om en perfekt erstatning, især ikke for de brugere som anvendte træets naturlige farve og udelukkende havde behov for hvidt Tulipwood for hvilket, der gives pristillæg.

Den italienske møbelindustri og liste- og billedrammeindustri, som i vid udstrækning anvender farver og overfladebehandling, værdsætter artens forarbejdningsegenskaber. Til indfarvningsformål er træet ideelt. Italien, der førhen var verdens største marked for Ramin, er i dag aftagerland nummer et og importerede i 2000 mere end 80000 m3 Tulipwood. Tulipwood i Italien betragtes ikke længere som en substitut for Ramin, men anerkendes som en selvstændig træsort på markedet.

Engelske designere af pubber og restauranter gør almindeligvis brug af mørke mahogni (redwood-arter), og Tulipwoods indfarvningsegenskaber skabte derfor en markedsfordel for en forhandler, der havde specialiseret sig som leverandør af træ til sådanne designere. Der blev etableret et udstillingslokale, hvor løvtræ emner i alle nuancer fra hvidt til mørk mahogni blev vist frem. Først da emnet med den ønskede træeffekt var udpeget, blev designerkunderne informeret om, at hele sortimentet var Tulipwood indfarvet i forskellige nuancer.

Anvendelse

Udvikling i USA

Tulipwood er mere anvendt på det amerikanske hjemmemarked end på eksportmarkedet og benyttes blandt andet som blindtræ i fremstilling af krydsfinér af både løvtræ og nåletræ. Men siden man fik problemer med at få adgang til visse nåleskove i det vestlige USA, har man rettet opmærksomheden mod at anvende Tulipwood som konstruktionstræ.

Anvendelse i Europa

Tulipwoods hovedanvendelse er i indvendigt snedkerarbejde på steder, hvor man har behov for langt knastfrit træ eller brede planker. Det anvendes også i vid udstrækning i møbeldele og komponenter. I mange tilfælde indarbejdes det i møbelsider og på mindre udsatte møbeldele, hvor det indfarves for at kunne matche den ydre træsort, eksempelvis Glansbladet Hæg, Prunus serotina eller (American black walnut), Juglans nigra. I Italien anvendes det ofte som middelklasse møbler som en substitut for Almindelig Valnød, Juglans regia. Tulipwood ses ofte anvendt til køkkenskabe og ved fremstilling af døre. Dets hårdhed på 2042 N ligger ikke langt fra Amerikansk Lind med en hårdhed på 1824 N, og veddet er derfor anvendeligt ved træskærer- og trædrejerarbejder. Veddets limholdende evne gør Tulipwood ideelt til kantlimede plader og frembyder derved et væld af muligheder for producenter af fix mål.

Fysiske- og mekaniske egenskaber

Veddet er finporet, ensartet og meget let. Tulipwood er en alsidig træart, som er let at høvle, lime og bore. Den tørre let med et minimum af ændring i ydeevne. Træet har en mindre tendens til at flække når det sømmes.

Markedsudvikling og eksportfordeling

Som tidligere antydet har Tulipwood indenfor de seneste ti år fundet eksportmarkeder og er nu ganske udbredt. Næstefter Italien er Storbritannien, Belgien, Tyskland og Spanien de primære markeder, selvom andre markeder er i vækst i f.eks. Portugal, Grækenland og Israel. Den totale eksport har rundet mere end 200.000 m³ årligt.

Nuværende og langsigtet tilgængelighed

Tulipwoods evne som naturligt foryngende art er nærmest legendarisk. Der berettes således om folk, der under Den Amerikanske Borgerkrig, forlod deres gårde i en årrække for at vende hjem som, hvadenten de brød sig om det eller ej, indehavere af skove domineret af Tulipwood, der havde sået sig selv og været i kraftig vækst.

Arten sætter frø i rigelige mængder. Optegnelser viser frøfald på mere end 1.500.000/acre, hvor enkelttræer producerer op til 29.000 frø. Målinger af frøfaldet i 1966 i 19 bevoksninger i de sydlige Appalacherbjerge viste et gennemsnit på 3.7 mio. frø pr. ha. Arten blomstrer første gang når den er mellem 15 og 20 år gammel og kan fortsætte blomstringen i op til 200 år. Frøplanterne kan trives ved lav lysintensitet, så lav som mellem 3% og 10% af fuldt dagslys. Denne skyggetålsomhed er til gavn for frøplanternes etablering under foryngelsen, selvom arten, når den nærmer sig modenhed, er relativ skyggefølsom og synes at drage fordel af lysninger i kronetaget, når sådanne opstår. Tulipwood synes også at være relativt forskånet for skadedyr (pests) i sammenligning med mange andre kommercielt vigtige arter, hvilket giver den et yderligere fortrin i foryngelses og bæredygtigheds sammenhænge. Disse samt en række andre attributter gør arten til den næsthurtigst voksende amerikanske løvtræressource.

Hugstens miljømæssige betydning

Hugsten af Tulipwood har minimale miljømæssige konsekvenser, når man tager artens evne til naturlig foryngelse for givet. Den stående vedmasse vokser år for år og overstiger forbruget af denne populære art både på det hjemlige marked og på det nyere eksportmarked. Tulipwood har veletablerede anvendelsesområder i de fleste kvaliteter, og artens udnyttelsesgrad er høj. Ved at være et indfarvningsalternativ til visse tropiske løvtræarter, så som Ramin og tempererede løvtræarter som Almindelig Valnød, bidrager Tulipwood sluttelig til at lette efterspørgselspresset på de tilbageværende ressourcer af disse arter.

Et eksempel på anvendelse af Tulipwood – fra USA