Brænde af gran

Gran eller bøg?

Der hersker fra gammel tid den fordom, at bøgebrænde er det bedste, mens granbrænde ikke rigtigt dur. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Granbrænde er mindst lige så godt som bøgebrænde.

Gran har større brændværdi

Ser vi først på brændværdierne, så viser mange undersøgelser, at gran har en større brændværdi end bøg. Det skyldes, at gran og andre nåletræer indeholder små mængder af harpiks. Harpiks har en brændværdi på størrelse med fyringsolie. Forskellen er ikke særlig stor, men man kan regne med, at brændværdien i et kg granbrænde er fem procent større end i et kilo bøgebrænde – under forudsætning af, at træet har samme fugtindhold.

Brændværdien i et kg granbrænde er fem procent større end i et kilo bøgebrænde. Det skyldes indholdet af harpiks (Foto: Simon Auken Beck)

Brændværdien i et kg granbrænde er fem procent større end i et kilo bøgebrænde. Det skyldes indholdet af harpiks (Foto: Simon Auken Beck)

Gran er billigere

Prismæssigt er gran billigere end bøg. Det skyldes selvfølgelig, at fordomsfulde brændekøbere foretrækker bøg. Her er tale om forskelle, som let kan udgøre tyve procent.

De fleste brændekunder er interesseret i at skove deres brænde selv. De køber en tilladelse til at hugge et bestemt antal rummeter, og så gør de arbejdet selv.

Gran er lettere at håndtere

Her er gran og andre nåletræer som regel lettere at have med at gøre end løvtræer som for eksempel bøg. De fleste skovdistrikter sælger med glæde selvhugst af grantræer som udtyndes af unge bevoksninger. På grund af sidste store stormfald ligger der også mange steder gran og andre nåletræer, som let kan skæres op til brænde.

Her skal man dog som selvhugger passe på. Gå ikke ind og skær brænde i et stormfald, hvori der ikke er ryddet op af skovens egne folk. Det er for farligt.

Brænde af gran

Gran og andre nåletræer har en regelmæssig rund stamme, som er let at skære ud i passende stykker. Det gør gran nemt at håndtere (Foto Simon Auken Beck)

Men er stammerne trukket fri og stødene væltet, så er her en jagtmark, der giver rigt udbytte af godt granbrænde.

Gran og andre nåletræer har en regelmæssig rund stamme, som er let at skære ud i passende stykker og som også for de fleste nåletræer er let at kløve ud, hvis stykkerne er for tykke. Derfor er det nemmere at stable brændet tæt og pænt, i forhold til for eksempel bøg.

Gran tørrer hurtigere

Gran tørrer hurtige end bøg.

Det skyldes veddets opbygning, hvor det lette og mere porefyldte grantræ afgiver fugtigheden hurtigere end det tunge, tætte bøgetræ.

Et lavt vandindhold er en forudsætning for at opnå en ren og effektiv forbrænding, så der er igen et plus for granbrænde.

Forklaring på fordelene ved gran

Så langt så godt. Den bedre brændværdi og den lavere pris forsyner os nu med granbrænde, der alt i alt er cirka 25 procent mere værd end tilsvarende bøgebrænde. Men hvorfor er det så, at forbrugerne i langt højregrad foretrækker bøg frem for gran?

Der er ingen tvivl om, at en væsentlig årsag skal findes i brændets vægtfylde. Bøg er tungere end gran og derfor anser de fleste bøg for at være et bedre brændsel end gran.

Vægtfylde for de mest almindelige brænde arter

Træart Tørt træ Index
Avnbøg 790 kg/m3 122
Bøg, eg, ask og lignende 600-650 kg/m3 100
Lind, pil, el, poppel 400-500kg/m3 72
Lærk, bjergfyr 550 kg/m3 85
Rødgran, sitka- og ædelgran 400-450 kg/m3 68

Blev brænde handlet pr. kg, så ville gran være lige så meget eller lidt mere værd end bøgebrænde.

Imidlertid foregår handlen med brænde næsten altid i rummeter, og der betyder grantræets mindre vægtfylde, at pr. rummeter køber man en brændværdi på cirka totredjedele af bøgs – under forudsætning af samme mængde fugt. Heller ikke det er imidlertid helt rigtigt.

Mere gran i en rummeter

Der er mere træ i en rummeter granbrænde end i en rummeter bøgebrænde. Det skyldes, at granbrænde er rundt og mere regelmæssigt end bøgebrænde og derfor lettere at stable tæt.

Gran er ikke til pejsen

Gran spytter gløder på samme måde som eg. Derfor er det ikke egnet til pejs, hvor bålet må afskærmes med et net. Men vil man spare fyringsolie, skal man heller ikke fyre i en pejs. Brug en god brændeovn – så er der til gengæld også noget at hente.

Brænde i brand

En pejseindsats kan løse problemet med spruttende brænde. (Foto: Janne Bavnhøj)

Vær opmærksom på, at man ved fyring med gran skal være mere påpasselig med luften end ved fyring med bøg. Lidt mindre luft og granbrænde brænder lige så længe som bøg.

Gran versus Olie

Regnes det hele sammen, så svarer én rummeter granbrænde til ca. 150 liter fyringsolie i brændværdi og en rummeter bøg til cirka 200 liter fyringsolie – under forudsætning af, at der er tale om rimeligt tørt brænde.

Det er let at få adgang til selv at skove gran til brænde og alt i alt sparer man ikke så få penge i sammenligning med bøg.

Husk at ét kilo tørre aviser har cirka samme brændværdi som en halv liter fyringsolie.

Prøv at veje en søndagsavis, og se hvor meget olie den kan erstatte.

Fakta

Læs mere:

7 kommentarer

  1. P.U. Larsen siger:

    Jeg ved at gran og fyr har ca. 48 – 4900 cal. pr. kg. tørt træ og bøg mm. har ca. 4500. Teknologisk institut. Som spejder i 50’erne skulle vi altid fortælle at bøg og eg havde den største brændværdi. Jeg prøver nu at få de spejdere og andre til at forstå værdien af gran. Mvh. PU

  2. Tom Andersen siger:

    Jeg er enig i at granbrænde er undervurderet som brændsel, men ingen køber jo brænde pr. kg/ton, men derimod pr. rummeter. Jeg vil tro at jeg skal bruge dobbelt så mange rummeter gran i forhold til bøg og det er jo så dobbelt så mange læs med traileren hjem fra skoven, dobbelt så meget der skal saves, flækkes og stables osv. Tid er penge så derfor er bøg mit 1. valg. Tom

  3. Tonny Sander Holm siger:

    Du glemmer at gran ved afbrænding ,udsender væsentlig flere dioxiner (ca. dobbelt så mange) end de andre brændseltyper.

  4. Tune Sabroe siger:

    Ifølge dansk lovgivning er det ulovligt at fyre med aviser. De må kun anvendes til optænding, her er en stak på 10cm til én fyring nok lige i overkanten.
    Se evt. link til miljøstyrelsen, hvor det fremgår hvad man skal undgå at putte i brændeovnen:
    https://braendefyringsportalen.dk/borger/vejledning-til-god-fyringsteknik/affald-er-ikke-braende/

  5. Træ.dk siger:

    Hej Tune
    Tak for din kommentar – vi har tilrettet teksten, så den ikke længere opfordrer til at begå ulovligheder 😉
    Mange hilsner fra Træ.dk

  6. Michael Larsen siger:

    Tonny Sander Holm – Hvorfor mener du der udledes dioxiner ved afbrænding af grantræ?

  7. Richard J siger:

    Er det korrekt at Gran kun skal tætte er halvt år inden brug, det er kløvet i april

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Omvendt optænding

Vend bålet på hovedet og opnå bedre forbrænding i din brændeovn. Det giver færre røggener, mindre partikeludledning og et mindre brændeforbrug.

Find brændet på nettet

Du kan købe brændet i en skov i nærheden af hvor du bor. Vi viser dig hvordan.

TEMA: Brænde

Træ er en fornybar ressource og står for den største del af vores vedvarende energi. Læs alt om brænde her.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×