Fra tanke til handling – nyt træsommerhus ved Falsled

10

Hvis man knap nok kan slå et søm i et bræt - så er det godt at man kan købe og få overdraget et nøgleklart typehus.

Af -

Er det en god historie, at der bygges et lille nyt sommerhus lige Syd for Falsled? Det afhænger naturligvis af øjnene, som ser det – men ja, det er en god historie! For det er fortællingen om, at det er muligt at bygge et nyt lille standard-sommerhus af bæredygtige materialer, certificeret bæredygtigt træ, energivenlige hårde hvidevarer og lys, og ikke mindst fortæller det om et fint CO2 regnskab.

For knap to år siden fandt jeg en tom byggegrund i naturskønt område, men en grund med masser af stubbe, store brændenælder og græs. Og så et beskyttet dige mod øst.

Den tomme byggegrund med masser af stubbe, store brændenælder og græs. Foto: Jette Rosendal.

Nøgleklart typehus af træ

At blive grundejer var en spændende oplevelse. Jeg er præst, kan spille en salme, sy en kjole og skrive en prædiken, men knap nok slå et søm i et bræt. Så tanken om at jeg skulle bygge et hus og anlægge en have var lidt fjern. Og derfor tænkte jeg, det skal være et typehus, hvor jeg kunne få overdraget et nøgleklart hus.

Men nok ville jeg have et typehus, men jeg ville gerne selv kunne bestemme materialerne. Det kan du normalt også. Udfordringerne kom når det skulle være certificeret bæredygtigt træ, træfiberisolering og bæredygtigt tagpap. Og det skulle bygges på et skruefundament.

Det lykkedes dog til sidst at finde et mindre byggefirma som gerne ville bygge mit hus. Der var dog tale om et medbyg-hus, så firmaet leverede kun råhus og materialer, så skulle jeg selv stå for den indvendige færdiggørelse. Altså finde håndværkere og indkøbe alt fra brændeovn til toilet og opvaskemaskine. Det var som at kigge ind i en helt anden verden 🙂

Stubfræseren planede grunden

Første maskine på grunden blev stubfræseren. En ret så kraftig maskine med skarpe knive gnavede sig gennem de mange stubbe. Hurtigt og effektivt – og maskinen efterlod flis og jord i niveau med overfladen. Ret imponerende. Og der var mange stubbe – 14 stk. Og skal det være bæredygtigt, skal jeg plante 14 nye træer 🙂 Det er målet, men det tager lidt tid at nå dertil.

Der gik over et halvt år før der rigtig skete noget igen. Men endelig kom der en byggetilladelse. Og så tænkte jeg i min naivitet, at nu ville det går hurtigt. Men ikke helt. Møder, planlægning og lange leveringstider gjorde, at der gik endnu et halvt år, før der kom antydning af et hus på grunden.

Let fundament med kæmpe skruer

Inden da, var der dog blevet sat af til huset og der var etableret skruefundament. Det er meget store skruer, som skrues i jorden, og som huset så bygges oven på. Skal huset en dag tages ned, så kan skruerne også tages op og genanvendes. At bygge med skruer betyder at jorden stort set ikke beskadiges, der skal ikke graves ud eller støbes noget. Skruerne sættes direkte i jorden. Samme skruer er blevet brugt som fundament under Dome of visions i Århus.

Fundamentet består af store skruer der skrues direkte i jorden. Gravearbejdet er derfor minimalt og skal huset en dag tages ned, så kan skruerne også tages op og genanvendes. Foto: Jette Rosendal

Inden skruerne kom i jorden havde kloakmanden gjort klar til, at VVS’eren en dag kunne komme til.

Huset ankom på blokvogn

Nu manglede bare huset. Men igen gik det langsomt, der var lige andre huse, der skulle bygges først. Men lige inden jul blev huset meldt klar til levering. Vi besluttede dog at vente til det nye år havde taget sin begyndelse.

Men en tidlig morgen først i januar 2017 kom en stor lastbil med et sommerhus på ladet. Et fascinerede syn – og helt imponerende, så var huset rejst inden lastbilen igen forlod grunden.

Hele sommerhuset blevet leveret på blokvogn – og inden lastbilen forlod grunden var huset rejst. Foto: Jette Rosendal

Følg med i næste afsnit af Jettes blog og den spændende proces det er at bygge nyt sommerhus af træ.

4

Jette Rosendal

Blogger om byggeri af nyt træsommerhus af bæredygtige materialer.

Profil

10 kommentarer

  1. Anette Allerslev siger:

    Kære Jette Rosendal spændende læsning ikke mindst fordi jeg selv er på trin 0 dvs. søger byggegrund og med tanken om neop at få bygget et træhus.

    Så derfor villle jeg rigtig gerne høre lidt mere om, hvilket slags hus det er og hvem der har bygget det for dig. Altså hvis du vil dele den information med mig. Det håber jeg, for det er et træhus, jeg skal bo i. Blot er det noget omstændeligt at finde frem til firmaer, som virkelig har stor ekspertise på området OG kan bygge bæredygtigt eks. som du nævner med skruer i jorden, isolering med træfiber etc..

    venlige hilsener Anette Allerslev

  2. Jette Rosendal siger:

    Kære Anette. Tak for din hilsen og jeg kan love dig, at du står overfor en spændende og lærerig periode, når du kommer til at bygge hus 🙂 Green House sagde ja til opgaven med at fremstille og bygge et råhus i bæredygtige materialer, selv om det også for dem bød på udfordringer og nye samarbejdspartnere. Men det lykkedes, selv om det tog tid. Der kommer her på bloggen lidt flere indlæg om selve byggeriet, så der vil du kunne se og læse mere om processen.
    Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis jeg kan bidrage ydereligere.
    Venlig hilsen
    Jette

  3. Henrik Sørensen siger:

    Hej Anette,
    Dejligt projekt
    Jeg er ved at starte et byggeprojekt og kunne godt tænke mig at finde din leverandør for fundamentskruer.
    kunne du sende mig et link ?
    På forhånd tak
    Henrik Sørensen

  4. Jette Rosendal siger:

    Hej Henrik. Tak for din kommentar – og dejligt at du kan gøre brug af nogle af idéerne. Firmaet bag skruerne er fra Tyskland men forhandles gennem Nemtfundament her i Danmark. http://nemtfundament.dk/
    Jeg kan kun tale godt om den måde at bygge på – enkelt og ligetil 🙂
    Held og lykke med projektet.
    venlig hilsen
    Jette

  5. Ole P. Jensen siger:

    Kære Jette.
    Uhhhhh en dejlig blog! Vi har netop skrevet under på køb af en dejlig sommerhusgrund på en lille dansk ø, så nu går tankerne videre mod vores sommerhusbyggeridrøm.
    Havde du problemer med at få godkendt skruefundamentet? Vi vil også gøre brug af punktfundament, og disse skruer ser jo unægtelig “nemme” ud. Og der skal ikke en betonkanon med færgen (vil fordyre projektet noget). Vi vil bygge “når pengene er der” 🙂
    Held og lykke med Kærnehuset 🙂
    Mange hilsner Ole, Sorø

  6. Jette Rosendal siger:

    Kære Ole.
    Tak for din kommentar både her og på det andet indlæg. Jeg tror, det bliver for omfattende at svare på alle spørgsmål her, men skriv gerne til mig på jela@km.dk, så vil jeg gerne videregive nogle af mine erfaringer.
    Men lige omkring punktfundamnterne – nej det gav ikke anledning til nogen kommentarer. Og det er virkelig en “nem” løsning, og kræver ikke en dråbe cement 🙂
    Tillykke med grunden og god fornøjelse med projektet.
    venlig hilsen
    Jette

  7. Thorvald Johannes Pedersen siger:

    Interessant læsning – her til frokostpausen, hehe. 🙂 Jeg har også stiftet bekendtskab med skruefundamenterne, uden at jeg dog endnu har prøvet at bruge dem i nogle af mine projekter. Hvis nogen derude mangler én, der kan designe, beregne osv. et hus eller sommerhus og sørge for at det bliver bygget og finde en totalentreprenør. Så kan jeg godt det – er lige her fra 1. januar 2019 startet for mig selv, med firmaet Corewood (hjemmeside er ikke aktiv endnu).

  8. Tobias Kildegaard siger:

    Hej Jette nu er det et lidt ældre indlæg men stadig relevant😃 jeg står netop og overvejer et sommerhus fra greenhouse tilfældigvis, også på skruefundandament og vil høre om greenhouse sørgede for træskelet på skruefundament, eller om der var en tredje mand der skulle klare den del af opgaven. Kærlig hilsen fra Tobias Lindh Kildegaard.

  9. Jette Holm Rosendal siger:

    Hej Tobias. Tak for din hilsen 🙂 Green House sørgede også for træskelet (rammer) til at sætte huset fast på. Jeg havde kun sørget for at få skruerne placeret, så de var klar. Men her havde skruemand og Green House også talt sammen.
    Held og lykke med projektet. kh Jette

  10. Nana siger:

    Hej Annette
    Jeg ved, at dit indlæg er ret gammelt, men jeg har brug for lidt af din erfaring ☺
    Fik du lavet kloak og vand, før eller efter du fik etableret skruefundamentet?

    Hilsen Nana ☀

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Alle blogindlæg fra Jette Rosendal

Huset blev færdigt

Efter flere års arbejde og planlægning kan sommerhuset endelig tages i brug. Læs fjerde blogindlæg om Jettes sommerhus her.

Vi bygger videre

Det går fremad med det bæredygtige sommerhusbyggeri, og huset er så småt ved at tage form indvendigt. Læs tredje blogindlæg om Jettes sommerhus her.

Et sommerhus tager form

Et typehus udelukker ikke personligt præg og bæredygtige valg.

Fra tanke til handling – nyt træsommerhus ved Falsled

Hvis man knap nok kan slå et søm i et bræt - så er det godt at man kan købe og få overdraget et nøgleklart typehus. Læs nyt blogindlæg på Træ.dk.

Se flere

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×