Huset blev færdigt

0

Efter flere års arbejde og planlægning kan sommerhuset endelig tages i brug. Læs fjerde blogindlæg om Jettes sommerhus her.

Af -

Læs forrige indlæg om Jettes sommerhusbyggeri her.

Efter at tømreren forlod huset, tog andre håndværkere over. I et byggeri af træ, da er det meget begrænset, hvor meget de skal lave. Men en vvs ‘er, elektriker, maler og murer har der været brug for.

Og som jeg har været imponeret af tømrernes arbejde, så er jeg det også af disse håndværkere. De kan bare deres arbejde.

Huset blev færdigt - sommerhus - Jette Rosendal.

Foto: Jette Rosendal.

Fliserne lå snorlige, malingen var kun der, hvor den skulle være, og vvs’eren tænkte virkelig konstruktivt, når toilet, vaskemaskine og bruseniche skulle laves.

Jeg bor til daglig i tjenestebolig – og har dermed ikke så meget indflydelse på, hvordan tingene ser ud. Så her i sommerhuset kunne jeg blive helt begejstret over et flot afløb 😊 For det er mig, der har valgt, hvilken rist der skulle bruges. Gulvfliserne er gamle – de er overskud fra da præstegården fik nyt badeværelse for godt 20 år siden. Men nu fik de altså nyt liv her.

Huset blev færdigt - sommerhus - Jette Rosendal.

Foto: Jette Rosendal.

Da tømreren var færdig, blev der ryddet op og de overskydende materialer er blevet sat til salg i DBA.

Og med et færdigt hus – ja, så kom den sjove del. Det, jeg havde forberedt mig på i små to år – at indrette huset, at tage det i brug, at fylde det med ting, jeg synes om og holder af. Det er indrettet med en blanding af genbrug og nye indkøb. Og med masser af træ.

Bæredygtig indretning med historie og personlighed

Da jeg købte nyatoh-bordplader, fik jeg lidt for meget. Men det var tømreren god til at udnytte, så der både kom hylde under kogeøen og to plader til brug i badeværelset.

Der er stadig lidt træ fra indvendig beklædning tilbage. Af det bliver der lavet hylder til værelserne og en i køkkenet – men de er stadig på vej 😊

Huset blev færdigt - sommerhus - Jette Rosendal.

Foto: Jette Rosendal.

Opvarmningen i huset sker kun med den lille brændeovn og så er der gulvvarme i badeværelset. Indtil videre har der ikke været tændt op – for huset er virkelig lunt at være i, og holder godt på varmen.

Det er et lille hus på 50 m2, så udfordringen har været at indrette og begrænse sig. Så her er virkelig kun det allermest nødvendige.

Skænk, kommoder og knagerække er alle af træ og købt igennem DBA – for det har været et mål også at tænke genbrug og bæredygtighed ind i indretningen. Og så har det været sjovt at lede efter fine ting på den måde.

Huset blev færdigt - sommerhus - Jette Rosendal.

Stolene er købt i DBA og så har jeg selv givet dem nyt stof på sæderne. Foto: Jette Rosendal.

Det vigtigste er et stort og skønt spisebord. Det er lavet af et træ, som væltede helt tilbage i december-stormen i 1999. Dejligt at få et bord med historie – nu glæder jeg mig til, at der kan fortælles utallige historier rundt om bordet 😊

Når det er det hele værd

Huset blev færdigt - sommerhus - Jette Rosendal.

På terrassen står nu to stole og et lille bord og venter på, at vi kommer og sætter os. Solsengen har fået en hynde med betræk af stofrester. Foto: Jette Rosendal.

Jeg har for sjov talt op, hvor mange forskellige træarter, der er brugt i mit lille hus – og nåede op på 9 forskellige træarter. Det giver liv til selve huset, at træets udseende og farve veksler. Men det er også i det store perspektiv godt for naturen – at der bruges forskelligt træ. Det er med til at fremme bæredygtig skovdrift.

Men hvad koster det? Et meget naturligt spørgsmål at stille. For nok er det super med bæredygtighed og klimahensyn og energivenlige tiltag – men står prisen mål med idealerne?

Det afhænger naturligvis af øjnene der ser det, men jeg synes, det har været det hele værd. Jeg er endt med en kvadratmeter pris på 21.000 kr. – og dertil kommer så grund, kloakering og vandtilslutning.

Nostalgi med plads til nye minder

Huset blev færdigt - sommerhus - Jette Rosendal.

Foto: Jette Rosendal.

Og her til allersidst – det som gav navnet til huset: En gammel kasse fra min svigerfars gamle grøntforretning, hvor den blev brugt tilbage i 70’erne. Nu er kassen på plads og klar som brændekurv.

Nu er jeg blevet færdig – vi kan flytte ind, og vi kan begynde at bruge sommerhuset. Det bliver så dejligt. Og samtidig er jeg både glad og lidt stolt over, at det lykkedes. Projektet med at finde et byggefirma, der ville bygge et lille hus af udelukkende certificeret træ og med bæredygtighed som overskrift.

Tak fordi I læste med. Har det givet anledning til spørgsmål, vil jeg gerne forsøge at besvare dem 😊

God sommer.

 

Dette er fjerde og sidste del i serien om Jettes sommerhus. Læs første, anden og tredje del, og kig forbi Jettes personlige blog, hvor du både kan læse mere om Kærnehuset og om lækkert bagværk. 

4

Jette Rosendal

Blogger om byggeri af nyt træsommerhus af bæredygtige materialer.

Profil

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Alle blogindlæg fra Jette Rosendal

Huset blev færdigt

Efter flere års arbejde og planlægning kan sommerhuset endelig tages i brug. Læs fjerde blogindlæg om Jettes sommerhus her.

Vi bygger videre

Det går fremad med det bæredygtige sommerhusbyggeri, og huset er så småt ved at tage form indvendigt. Læs tredje blogindlæg om Jettes sommerhus her.

Et sommerhus tager form

Et typehus udelukker ikke personligt præg og bæredygtige valg.

Fra tanke til handling – nyt træsommerhus ved Falsled

Hvis man knap nok kan slå et søm i et bræt - så er det godt at man kan købe og få overdraget et nøgleklart typehus. Læs nyt blogindlæg på Træ.dk.

Se flere

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.

×