Tags:

Finér

 

Vidste du ?

  • At ordet finér stammer fra det tyske ord funieren der betyder at finére.
  • At ordet finére oprindeligt blev brugt i forbindelse med beklædning af mindre fine træsorter med tynde plader af mere eksotiske og dyrere træsorter.
  • At de mennesker som arbejder med udskæringen af finér kaldes finérere, finér-skærere eller endnu finere: finér-mestre.
  • At ispinde er lavet af skrællet bøgefinér. Skynd dig hen og køb en is – og se selv efter.

 

Hvad er finér ?

  • Finér er helt tynde træplader der er skåret eller skrællet eller savet af træstammer. Det er typisk fra 0.04 til 10,00 millimeter tykt.
  • Finér er lavet af fint træ. Det bliver brugt til at beklæde mindre fint træ som spånplade eller møbelplade så det også kan se fint ud.
  • Finér bliver også brugt i krydsfinér.

 

Hvordan fremstiller man finér?

Finér kan fremstilles på tre forskellige måder:

1) Knivskåret finér

Knivskåret finér laver man ved at anbringe en træblok i en skæremaskine. Maskinen er udstyret med en kniv, der langsomt og forsigtigt skærer tynde finér-plader sideværts i blokkens længderetning – ligesom en osteskærer skærer ost (se tegning).

For at undgå alt for mange revner (brag) i finéren, og for at lette arbejdet for kniven, damper man træet – eller koger det – inden det bliver skåret. Bagefter bliver den våde finér tørret i specielle tørrekanaler.

 

Knivskåret finér: Når finér er knivsåret er der skåret ligesom en osteskærer skærer ost. (Tegning: Eva Wulff)

Knivskåret finér: Når finér er knivsåret er der skåret ligesom en osteskærer skærer ost.
(Tegning: Eva Wulff)

 

Træsorter som bøg, ask og eg skifter tit farve når de bliver opvarmet. Derfor må man ofte skære dem uden at dampe eller koge dem, selvom det er mere besværligt. Du kan selv prøve at snitte med en kniv i en træklods. Hvis du koger træklodsen lidt og prøver igen, kan du mærke at det bliver meget lettere.

2) Skrællet finér

Når man skal fremstille skrællet finer, begynder man med at spænde en trækævle op i en skrællemaskine. I skrællemaskinen roterer kævlen om sin egen akse. Imens skræller en skarp kniv finéren af kævlen i én lang bane – næsten som når du ruller papiret af en køkken-rulle (se tegning).

Skrællet finér: Tegningen viser hvordan kniven skræller finéren af - næsten som når du ruller papiret af en køkken-rulle. (Tegning: Eva Wulff)

Skrællet finér: Tegningen viser hvordan kniven skræller finéren af – næsten som når du ruller papiret af en køkken-rulle.
(Tegning: Eva Wulff)

 

Inden træet bliver skrællet, koger eller damper man det. Når fineren er skåret, bliver den tørret i tørrekanaler. Herefter bliver den skåret ud i passende stykker. Risikoen for revner (brag) er større for skrællet finér end for den knivskårne finér.

3) Savskåret finér

Savskåret finér bliver savet ud med båndsav eller rundsav i træets længderetning (se billede). Man vælger stort set kun den metode når træet er for hårdt eller for fyldt med knaster eller andre fejl til at det kan skæres eller skrælles. Savskåret finér har ikke den samme risiko for revner (brag) som de andre to typer finér, men metoden er langsom og der er et stort træspild i form af savsmuld.

 

Savskåret finér: Her skæres fineren med en båndsav eller rundsav i træets længderetning. (Tegning: Eva Wulff)

Savskåret finér: Her skæres fineren med en båndsav eller rundsav i træets længderetning.
(Tegning: Eva Wulff)

 

Hvad bruger vi finér til ?

Finér blev oprindeligt brugt til at beklæde møbler, paneler, døre og andet, så det færdige arbejde fik et mere eksotisk udseende. På en måde kan det godt virke som en gang snyd at lime en tynd finér af f.eks. mahogni på et møbel af gran- eller fyrretræ. Snyd eller ej, det gjorde det muligt for håndværkeren at lave et flot stykke arbejde til en overkommelig pris.

Finér i dag

Metoden bruges i dag som aldrig før. Prøv engang at gå en tur hvor du bor – eller på din skole – og kig godt på møbler, køkkenlåger, gulve, døre og andre ting af træ. Du vil næsten helt sikkert støde på finér ét eller andet sted.

Finér bruges ikke kun som en form for dekoration. I f.eks. gulvbelægninger er finér tit et glimrende, slidstærkt alternativ til massive træplanker eller parket. Finér kan altså bruges som det er til et væld af forskellige opgaver.

Men man kan også lime finerpladerne sammen. Så opstår der helt andre produkter som fortjener deres eget afsnit: Krydsfinér og møbelplader.

Finér og skov

Mange danske skovejere gør sig stor umage for at fremavle og dyrke fine finérkævler – det vil sige træstammer der er gode til at lave finer af. En finérkævle skal være rimelig tyk og lang. Den skal være ret og uden for mange knaster og andre fejl.

De perfekte ege

Et par steder i Danmark står nogle utroligt fine egetræer, der er over 100 år gamle. Hvert eneste år har man puslet om dem. Hvis en sidegren tittede frem, huggede man den hurtigt af. Hvis stammen begyndte at skyde vanris, så fjernede man dem med det samme. De træer der voksede sig krumme er tyndet bort efterhånden. Tilbage står nu nogle fantastisk flotte, høje og rette egetræer uden det mindste tegn på fejl.

Disse træer er skabt med det ene formål at ende som knivskåret eller skrællet finér. Det at træerne er så perfekte til det formål + de utallige arbejdstimer der er blevet lagt i træerne ude i skoven, gør dem til skovens dyreste træer.

Mode

Brugen af finér er meget afhængig af hvad der er på mode lige nu. Det har fået mange skovejere til at rive sig i håret i tidens løb. Træarter som ahorn (ær), fuglekirsebær og ask blev indtil for ret nylig næsten betegnet som ukrudt i skoven. Nu er de meget eftertragtede som finérkævler. Det samme gælder bøg med rødkerne (en misfarvning af kernen som bøgen får med alderen). Før var rødkerne en alvorligt nedsættende fejl i bøgekævler. Nu er den særdeles eftertragtet som finér – især til møbler og køkken-elementer.

Det er meget svært for en skovejer at gætte, hvad der er moderne om 80 – 100 år, så en vis variation i trævalget er en fordel.

Træer til finér

  • Af hjemlige træsorter fremstilles i dag mest finér af: Ahorn (ær), ask, bøg, eg, birk, fyr og kirsebær.
  • Af udenlandske finértyper kan nævnes: Mahogni, Maple, Teak, Koto og Wenge.

36 kommentarer

  1. Nana siger:

    Hejsa.

    Jeg har et spørgsmål omkring finér. Er det muligt at købe finer i DK som er bøjeligt og i hvor høj grad kan det i så fald bøjes?

    1. Simon Auken Beck siger:

      Hej Nana. Ja, det er muligt at købe finér i Danmark som er bøjeligt. Bøjeligheden afhænger af finerens tykkelse og træart og hvordan den behandles. Finér kan fx bøjes mere hvis den behandles med varme og damp.

  2. Jens Peter siger:

    Hej
    Jeg har købt et bord som er beklædt med finér af Ask. Skal man sæbebehandle det som var det massivt?
    Jens Peter

  3. Claus siger:

    @Jens Peter
    Ja du kan godt sæbebehandle et aske fineret bord, selvfølgelig med forbehold for hvad det evt. måtte være behandlet med i forvejen, lak, olie ect. som jo så skal slibes af (pas på finer er som regel ikke mere end 0,5-0,7mm tyk)
    Ved en evt. sæbebehandling ville jeg nok også passe på med hvor meget sæbevand du pøser på, nu ved jeg jo ikke hvor gammelt bordet evt. er, men er det af nyere dato kan det måske være limmet med vandbaseret lim, og man skulle jo nødig opløse noget lim som fineret sidder fast med. Derfor ville jeg altid vælge at piske sæbevandet op, så det skummer en hel masse, for derefter kun af bruge skummet, på den måde for du mest mulig sæbe og mindst mulig vand på overfladen.
    Sæbebehandling kan gøres med sæbespåner og varmt vand 2 dele sæbe til 10 dele vand

  4. Per siger:

    Hvor kan man købe finer på Sjælland, eller online?

    1. Træ.dk siger:

      Hej Per. Finér sælges sjældent til private i detailhandlen, så som i alm. almindelige byggecentre eller online i netbutikker. Det skyldes at finér er et specialiseret produkt, der ofte kun har interesse for professionelle snedkere og møbelfabrikanter. Finer sælges oftest engros, igennem en grossist eller distributør, hvor man typisk skal være momsregistreret for at handle. Du skal derfor selv være momsregistreret, eller handle igennem én professionel snedker eller lignende.
      Danske finer-grossister tæller bl.a. Copenhagen Hardwood, HH Træ & Finer, Einar Risør Finerhandel, Hårdttrælasten, samt Gunnar T. Strøm og Keflico.

  5. Johanne Landbo siger:

    Hejsa 🙂 jeg har et finerbord i elm, der har fået et grimt mørkt mærke. Vil jeg kunne fjerne dette ved at slibe eller dampe?

  6. Mehdi Amir Khosravi siger:

    Hej
    Vi producerer store mængder af valnød finer i Iran, hvor i Danmark kan vi finde opkøber til vores produkter?
    Mvh Mehdi

    1. Træ.dk siger:

      Som nævnt ovenfor, så forhandler bl.a. Copenhagen Hardwood, HH Træ & Finer, Einar Risør Finerhandel, Hårdttrælasten, samt Gunnar T. Strøm og Keflico. Du kan prøve at forhøre dig hos dem!

  7. Ane Læntver siger:

    Hej. Vi er ved at lave køkkenlåger i mdf plader beklædt med egetræsfiner. Hvad skal de behandles med inden vi tager køkkenet i brug, voks, lak eller noget helt 3.? Vi vil gerne have en mat overflade som ikke tager imod fedt, snavs etc. Håber I kan hjælpe mig

    1. Træ.dk siger:

      Hej Ane. Umiddelbart vil jeg foreslå en mat lak, men fx olie, lud og voks beskytter også imod fedt og snavs. Det er ret meget en smagssag og hvad I synes bedst om. Spørg evt. en farvehandler til råds og se om der kan fremvises vareprøver så I kan se forskellen.

      1. Ane Læntver siger:

        Tusind tak.
        Det vil jeg gøre

        Mvh Ane

  8. Henning Gravesen siger:

    Hej.jeg er ved at restaurere en gammel engelsk veteranbil fra 1935 og i den forbindelse har jeg brug for hjælp til det indvendige træværk som er en blanding af massivt træ og finer( muligvis manony) . Kan bare ikke finde ud af hvilken træsort det er og hvor man kan få hjælp til monteringen af fineren .MVH Henning Gravesen-Haderslev

  9. Therese siger:

    Hej
    Jeg søger finer rester til smykke fremstilling. Ved i hvor jeg kan henvende mig?

    1. Træ.dk siger:

      Hej Therese.
      Du kan prøve at kontakte en af Træ.dks ambassadører der handler med finer, fx Copenhagen Hardwood: https://www.trae.dk/ambassadoer/copenhagen-hardwood-aps/, HH Træ & Finer: https://www.trae.dk/ambassadoer/hh-trae-finer/ eller Einar Risør Finerhandel: https://www.trae.dk/ambassadoer/einar-risoer-finerhandel/

  10. Jens Nielsen siger:

    Hej
    Jeg søger den bedste metode til at bore præcise huller i meget tyndt finer. Jeg har prøvet at lægge gaffatape på begge sider af fineren, men det flosser alligevel – både med metal- og træbor. Hilsen Jens

    1. Træ.dk siger:

      Hej Jens
      Du kan prøve at kontakte en af Træ.dks ambassadører der handler med finer. De har måske et bedre kendskab til bearbejdning. Du kan fx prøve Copenhagen Hardwood: https://www.trae.dk/ambassadoer/copenhagen-hardwood-aps/, HH Træ & Finer: https://www.trae.dk/ambassadoer/hh-trae-finer/ eller Einar Risør Finerhandel: https://www.trae.dk/ambassadoer/einar-risoer-finerhandel/

  11. Birgitte siger:

    Har købt Egefiner møbler… men de afgiver et fedtet lagt olie på alle vores ting. Forhandler kan ikke hjælpe. Kan I hjælpe med hvor jeg kan få hjælp – har nogle spørgsmål som hvad er det, hvor længe bliver det ved, kan vi selv gøre noget….
    mvh Birgitte

  12. Morten Bo Johansen siger:

    Jeg har lagt et billede der viser en vægbeklædning med finerede plader her:

    http://mbjnet.dk/finer.png

    Der er et fint spil i pladerne omkring knasterne. Jeg går ud fra at det er birkefinér, men hvordan er det lavet – er det knivskåret? Det er vist ikke bare alm. krydsfiner.

    Vh Morten

  13. Rune siger:

    Hej.
    Hvor er det muligt i dagens Danmark at købe træfiner for private? Jeg synes jeg har ledt hele internettet gennem, men jeg kan ikke finde nogle virksomheder der reklamerer med priser til private.
    mvh Rune

  14. Mads Larsen siger:

    Hej jeg har lige købt et bord med egetræs finer. Er det muligt at slibe dette ned og gi en omgang ny lak? Og hvad skal man være OBS på osv? ????

  15. Finn Buhrkal siger:

    Hvornår begyndte man at bruge fineret træ til møbler?
    Hvornår “opfandt”man fineret træ?

  16. Nelli siger:

    Er det muligt at bruge et spisebord som er beklædt med ege finer i haven ?

  17. Tina Valentin siger:

    Hejsa. Jeg har et meget flot spisebord i kirsebær finer, som desværre har fået nogen mærker fra noget varmt og to af pladerne er mørkere end de andre da de ikke er brugt lige så meget. Er der noget jeg kan gøre??

  18. Mikkel rasmussen siger:

    Hej
    Jeg har nogle mørke, glate finerdøre fra 60 erne som vi vil friske op. Hvad ville du anbefale? Pusse dem helt ned og oliere dem, eller slipe dem lett for så at lakere dem? Er de mere modstandsdyktige hvis de bliver lakeret?

  19. rasmus siger:

    hej kan i forklare min hvorfor man bruger knivskåret finer til møbler

  20. Orla Nautrup siger:

    Ved hvilken temperatur og luftfugtighed langtidsopbevarer man bedst finer?

  21. Anne siger:

    Jeg har købt et spisebord med egefinerborplade. Da jeg bliver nød til at flytte det til et nyt rum, er der ikke plads til det i bredden. Er det muligt at skære af siderne og beklæde med kantbånd i eg?

  22. john hansen siger:

    Hej jeg har lige fået en grammerfon fra omkring 70-80 erne.den er beklædt med finer der er lakeret.
    Kan se at der er nogel sprækker i fineren,kan disse udbedres, og hvis hvad gør man.
    på forhånd tak
    john
    Hansen

  23. Mogens Hansen siger:

    Hej. Hvorfor betragtes finérproduktion som en produktion med stor træspild?

  24. Cecilie Hendriksen siger:

    Hej
    Hvilken lim bruger man til at lime finér? bruger man thermo hærdende lim eller thermo plastisk lim og hvorfor bruger man det?

  25. Tommy Eggers siger:

    Hej
    Jeg vil gerne bruge træ til vægbeklædning i er rum på ca 12 m2. Det skal ikke hverken være robust (skal sidde på murstensvægge) eller isolerende, det skal ligne palisander/teak/mahogni (et art hjemmebar lokale) lidt som f eks en engelsk pub. Fra fodpanel og op til ca 2 m højde og ca 10 m bredde, i alt 20-25 m2, så helt billigt bliver det nok ikke 🙁 Alternativt, men ikke ønskeligt kunne det være glatte vægge (pt er det savsmuldstapet), med påklæbet træ-lignende tapet eller folie.
    Det nærmest overkommelige, er 15 mm tyk krydsfiner af fyr, som jeg formoder man så kan bejse med palisanderfarve og evt lakere det. Har I et godt råd, evt til hvor jeg kan søge?

  26. Niels Bonnevie siger:

    Hej
    Jeg sidder med et projekt, hvor jeg skal bestille formspændte krydsfiner skaller med overflader i egefiner. jeg vil godt sikre mig, at skallerne og fineren lever op til standarderne FSC, FLEGT m.fl. og at jeg får beskrevet kvalitets krav korrekt. Hvor kan jeg finde viden om dette og eller eksempler?
    mvh. Niels B

  27. Nicki Schmidt siger:

    Hej
    hvad vil i anbefalede på finer døre fra 60erne lak eller olie ?

  28. Alex siger:

    Hej, jeg leder efter en finer blødgører og glattere. Fortæl mig venligst, kan du give mig nogle råd?

  29. Helle Rasbak siger:

    Hej
    Jeg har et gammelt mahogni finer chatol, jeg har arvet, Desværre er det efterhånden blevet mat i lakken, fedtet og med skader på lakken på den øverste plade. Hvordan kan jeg bedst behandle / rengøre det? Og er der nogen chance for at udbedre skaden på den øverste plade?

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×