Holdbarhed: Standarder for træ

Begreber: Varighed og holdbarhed

På dansk anvendes to begreber: “Varighed”, som skønnes at være mest korrekt, idet varig i denne forbindelse alene refererer til tid, medens “holdbarhed” skønnes at være det mest populære og anvendte, om end holdbar foruden varig også omfatter solid. Efterfølgende er – som af DANSK STANDARD – alene benyttet “holdbarhed”.

Hvorfor standarder?

Når man bruger træ f.eks. i byggeriet er det nødvendigt at vide hvor længe man kan regne med at en given trækonstruktion vil holde.

Brugen af træ er ofte styret af eksemplets magt. Dvs. at vi – fornuftigt nok – bruger træet på den måde, vi har set det lykkes for andre.

Hvad angår træets holdbarhed overfor nedbrydning sker det ofte efter simple velprøvede tommelfingerregler.

Dette betyder i nogle tilfælde, at vi ikke udnytter træets holdbarhed til fulde. Med en mere detaljeret viden om, hvilke træ- og konstruktionstyper, der giver en god holdbarhed under de ønskede forhold, kan vi bruge træet til flere formål, uden at begå fejl, som giver os skuffende oplevelser med træ.

Brugen af fælles, velgennemtænkte standarder for træbeskyttelse og træs holdbarhed gavner både den private og den professionelle træbruger:

• Den private forbruger opnår en tryghed ved et træprodukt gennem en ensartet varedeklaration og kvalitet.
• Den professionelle træbruger får en mulighed for at overskue den omfangsrige viden der findes på dette felt.

Hvad er en standard?

Når et produkt er produceret efter en standard, betyder det, at det er lavet efter en række fælles aftalte regler. Det betyder f.eks. at man altid kan sætte et dansk batteri i en fjernbetjening, selvom fjernbetjeningen er lavet i Japan. Standarden betyder nemlig at man har valgt at gøre tingene på samme måde- også på tværs af landegrænser.

En standard gør således indkøb nemmere for forbrugeren, men den gør det også nemmere for erhvervslivet at udvikle og producere nye varer. Standarderne anviser nemlig en bestemt måde at gøre tingene på, som gør, at varerne lettere kan afsættes. Standarden gør det også lettere for virksomheder at samarbejde og en standard mindsker omkostninger til udviklingsarbejde og prøvninger.

En standard stiller som oftest krav til den tekniske udformning af et produkt, f.eks. mål, brudstyrke, og holdbarhed, men også sikkerhed, sundhed, miljø, arbejdsmiljø og samfundsmæssige hensyn kan dækkes af en standard.

Inden for træbranchen gælder der en lang række standarder. Standarderne sikrer at træprodukterne lever op til regler for mål, udseende, brudstyrke og holdbarhed etc. Denne artikel handler om 3 standarder der definerer holdbarhed af træ.

Betegnelser for standarder

De fælleseuropæiske standarder betegnes med:

• “EN” (Europæisk Norm)
• et tal (fortløbende nummer)
• et tal efter bindestreg (del nr.)
• årstallet for vedtagelsen.

Ved udgivelsen som en national Dansk Standard – normalt senest 6 måneder senere – tilføjes “DS/” foran CEN’s betegnelse og årstallet ajourføres. – “prEN” benyttes på et principielt færdigbearbejdet forslag til en europæisk standard.

3 standarder for holdbarhed

Nedenfor er kort beskrevet de tre standarder, der handler om træs holdbarhed overfor biologisk nedbrydning under forskellige vilkår. Følgende tre standarder er aktuelle:

• DS/EN 335:2006: Træ og træbaserede materialers holdbarhed – Definitioner af brugsklasser for biologisk nedbrydning.
• DS/EN 350:1995: Holdbarhed af træ og træbaserede produkter – Naturlig holdbarhed af massivt træ.
• DS/EN 460:1995:Træ og træbaserede produkters holdbarhed – Naturlig holdbarhed for massivt træ. Vejledning til holdbarhedskrav for træ i forhold til risikoklasser.

DS/EN 335 Definitioner af risikoklasser for biologisk nedbrydning

DS/EN 335:2006. Træ og træbaserede materialers holdbarhed – Definitioner af risikoklasser for biologisk nedbrydning

• Del 1: 2006. Generelt.
• Del 2: 2006. Vejledning i anvendelse af risikoklasserne til massivt træ.
• Del 3: 1996. Vejledning i anvendelse af risikoklasserne til træbaserede plader.

Træs holdbarhed er som sagt afhængig af de påvirkninger det bliver udsat for. Standarden definerer 5 brugsklasser for påvirkning af træ (brugsklasse er i en tidligere udgave af standarden benævnt som risikoklasse).

Tabel: Brugsklasserne, generelle vilkår og eksponering for fugt.

NB! Der er ikke fuldstændig overensstemmelse mellem de biologiske risikoklasser og Trænormens anvendelsesklasser, hvis definitioner ses i artiklen Anvendelsesklasser for træmaterialer.

DS/EN 350 – Naturlig holdbarhed af massivt træ

DS/EN 350:1995:    Holdbarhed af træ og træbaserede produkter -Naturlig holdbarhed af massivt træ

• Del 1:1995:  Principper for prøvning og klassedeling af træs naturlige holdbarhed.
• Del 2:1995:  Naturlig holdbarhed og imprægnerbarhed for udvalgte træarter af betydning i Europa.

Del 1- metoder til bestemmelse af ubehandlet, massivt træs holdbarhed

Del 1 af DS/EN 350:1995 giver vejledning om metoder til bestemmelse af ubehandlet, massivt træs holdbarhed over for angreb af

• trænedbrydende svampe
• insekter (biller og termitter) og
• marine organismer

Naturlig holdbarhed af træ karakteriseres ved holdbarhedsklasser. For trænedbrydende svampe og for træ i kontakt med jord haves 5 klasser.

Tabel: Klassedeling af massivt træs naturlige holdbarhed over for trænedbrydende svampe

For biller i “tørt” træ haves 2 klasser.

Tabel: Klassedeling af massivt træs naturlige holdbarhed over for biller i “tørt” træ (Husbuk, “træorm” og splintvedbiller).

For termitter og for marine organismer haves 3 klasser.

Tabel: Klassedeling af massivt træs naturlige holdbarhed over for marine organismer (Pæleorm og -krebs).

Heraf fremgår, at en træarts naturlige holdbarhed ikke er entydig. En træart har flere “naturlige holdbarheder”, der bl.a. afhænger af organismerne i det omgivende miljø, som igen relaterer til de ovenfor nævnte brugsklasser.

Normalt og hvis andet ikke er nævnt, så refererer en træarts naturlige holdbarhed alene til kerneveddets naturlige holdbarhed over for trænedbrydende svampe og i kontakt med jord, dvs. den fem-delte klassedeling.

Del 2 – klassedeling af naturlig holdbar for konstruktionstræ

Del 2 af DS/EN 350:1995 klassedeler naturlig holdbarhed for massivt kerneved af 20 nåletræarter og af 107 løvtræarter, der i Europa anvendes til konstruktionsmæssige formål.

Klassedelingen omfatter blandt andet træarternes relative holdbarhed over for:

• trænedbrydende svampe og i jord,
• insekter i “tørt” træ,
• termitter
• marine organismer

Denne del af DS/EN 350 angiver ikke levetid (= funktionstid) for komponenter af træ, men den klassedeler forskellige træarters kerneved således, at en ukendt træart kan sammenlignes med en velkendt.

I artiklen om træarters levetider er angivet forventede levetider for en række træarter under forskellige vilkår (brugsklasser).

DS/EN 460 – Vejledning til holdbarhedskrav for træ i forhold til risikoklasser

DS/EN 460:1995: Træ og træbaserede produkters holdbarhed – Naturlig holdbarhed for massivt træ. Vejledning til holdbarhedskrav for træ i forhold til risikoklasser

DS/EN 460:1995 giver vejledning til valg af træart – baseret på dens naturlige holdbarhed over for trænedbrydende organismer – til brug som massivt træ eller som limtræ i brugsklasserne defineret i DS/EN 335-1:1992. Standarden omfatter ikke holdbarhed for lime benyttet i limtræ.

Tabel: Massivt kerneveds holdbarhed i de enkelte risikoklasser eller kerneveds behov for imprægnering. Splintved er for alle træarter klassificeret i holdbarheds-klasse 5 (se 2. tabel).

Tabellen viser, at træarter i holdbarhedsklasse 1 (fx. teak) normalt kan anvendes i alle risikoklasser uden supplerende kemisk træbeskyttelse. Modsætningsvis påregnes træarter i holdbarhedsklasserne 4 og 5 altid at skulle imprægneres før brug i risikoklasserne 4 og 5 (se 1. tabel på siden).

Mere om standarder

For en oversigt over de til enhver tid gældende standarder, henvises til Dansk Standard. Her kan man også bestille publikationer, der beskriver indholdet i den enkelte standard.