Hvorfor smider asketræet sine blade om efteråret mens de stadig er grønne?

0

Af -

Hej Træ.dk

Kan I fortælle hvorfor asktræet har “valgt” at smide sine blade om efteråret mens de stadig er grønne (måske lidt blege). Bladene bliver ikke gule, røde eller brune som på de fleste andre træer?

Jeg mener at mange træer trækker den sidste rest af klorofyl ud af bladene for at “få det hele med”, og det er derfor man oplever de smukke farveskift om efteråret. Men asken er måske mindre gerrig eller hvad?

Venlig hilsen
Lasse

Svar

Kære Lasse

De fleste træer har behov for at genbruge de næringsstoffer der findes i bladene. Det drejer sig bl.a. om kvælstof og fosfor, men især magnesium, der er et vigtigt element i klorofyl – stoffet som gør bladene grønne og som planter bruger til at lave fotosyntese, dvs. skabe organisk stof ud fra vand, kuldioxid og sollys.

Træerne taber først bladene, når al klorofyl er nedbrudt, og al magnesium er transporteret i sikkerhed inde i træet. Det er under den proces at man oplever efterårets smukke farveskift i skoven.

Ask er i denne sammenhæng et forkælet træ. Igennem evolutionen har ask vænnet sig til at gro på steder hvor der ikke mangler magnesium. Den gror på fugtige og næringsrige steder, hvortil der hele tiden tilføres nye næringsstoffer, fra grundvand eller overfladevand. Derfor er der ingen grund til at nedbryde det grønne klorofyl og trække magnesium tilbage hvert eneste efterår.

Til gengæld trives ask dårligt på næringsfattige jord og kræver faktisk næringsrig og helst ret fugtig muldbund for at trives.

Det er samtidig grunden til at jorden under asketræer sjældent har et tykt lag af gamle blade, kaldet førne, som er almindeligt under f.eks. bøg og eg. Askebladene indeholder jo alle deres næringsstoffer når de rammer skovbunden og det er det rene guf for regnorme, svampe og bakterier, som lynhurtigt nedbryder bladene og får fordelt næringsstofferne i jorden. Jordbunden under en askeskov består derfor ofte af den fineste muldjord, og da træet lukker meget lys ned i skovbunden, finder man ofte en meget rig og varieret flora i askeskoven.

Vi håber du kan bruge svaret.

Med venlig hilsen
Træ.dk

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×