Kan man sælge havetræer til et savværk?

11

Af -

Hej Træ.dk

Jeg har en ca 15 meter høj japansk kryptomeria i haven som skal fældes af hensyn til naboen.

Målt en meter over jorden har stammen en omkreds på 124 cm. Halvanden meter over jorden findes en enkelt større sidegren, ellers er alle andre sidegrene med en tykkelse som på en overarm.

Jeg ved, at kryptomeria bruges til møbelfremstilling, og jeg synes det er synd, hvis træet ender som brænde, såfremt stammen ellers er sund.

Kan man sælge sådan en stamme?

Kan træet måske bruges til beklædning af vores garage/udhus, hvor lang tid skal det ligge opskåret, før det kan anvendes, og hvor godt holder det til dansk vinter?

Mange tak for svar.

Ved venlig hilsen
Birthe

Svar

Hej Birthe

Tak for spørgsmålet.

Havetræers vækst er ofte ganske anderledes end for træer i skoven. En væsentlig forskel er, at der som regel er færre eller ingen nabotræer. Da der dermed ikke er konkurrence og ingen skygge, kan sidegrenene udvikle sig uhindret og vokse sig store. Dermed bliver knasterne i opskåret træ også store.

Uden at have set dit træ, tror jeg desværre at det vil blive svært at finde et savværk der vil købe dit havetræ. Stammen har ganske vist en flot dimension (omkring 40 cm i diameter så vidt jeg kan regne ud), men sidegrene med tykkelse som en overarm er desværre nok i overkanten. Gren-/knast-størrelse foretrækkes væsentligt mindre. F.eks. reklamerer gulvfabrikanter med knaststørrelse på maksimalt 30 mm. Store knaster giver nemlig dårlig styrke og frasorteres desuden pga. visuelle egenskaber.
Du kan naturligvis prøve at kontakte et lokalt savværk for at høre deres konkrete vurdering, men jeg tror som sagt at det bliver svært.

Hvis du selv ønsker at bruge træet til beklædning er sagen naturligvis anderledes. Træets styrke ved beklædning er uvæsentlig, da det ikke har bærende funktion, de visuelle fejl i træet opvejes af at det er sjovt at anvende sit eget træ med en speciel historie. Det vil evt. også kunne anvendes til træskærearbejde med godt resultat.

Japansk Kryptomeria har ry for at have god naturlig holdbarhed, så den burde godt kunne holde til en dansk vinter. Hvor lang tid træet skal ligge opskåret før det kan anvendes afhænger af træets tykkelse? Jeg vil gætte på at det skal tørre 2-3 måneder før det kan anvendes. Spørg evt. det savværk du vil anvende til råds.

Held og lykke med projektet

Med venlig hilsen
Træ.dk

11 kommentarer

  1. Holger Broegaard siger:

    Vedr. havetræer.
    I bør gøre opmærksom på at havetræer kan være fuld af søm fra ophængte fuglekasser og tørresnore og vil give ikke uvæsentlig udgifter til ødelagte savklinger på savværket som haveejeren vil komme til at betale for. Helt galt går det hvis der er brugt jernspir eller porcelænsklokker.

    1. Træ.dk siger:

      Hej Holger.
      Tak for relevant kommentar. Risiko for søm og andre fremmedlegemer i havetræer taler ganske rigtigt også imod, at savværker skulle interessere den slags træer i produktionen. Det er hermed tilføjet.
      Mvh Træ.dk // Simon

  2. Gitte siger:

    Kan man sælge lærke træer ????

    1. Træ.dk siger:

      Hej Gitte.
      Det kommer helt an på kvaliteten af træet. Som nævnt ovenfor er havetræer som regel ikke egnede til tømmer og anvendelsen bliver derfor ofte brænde med en beskeden pris.
      Faktisk vil det ofte være sådan at man må være tilfreds hvis man kan bruge træet/brændet som betaling for at få det fjernet. Andre gange bliver man nødt til at betale for at få træet fældet og fjernet.
      Mvh Træ.dk // Simon

  3. Simon siger:

    Kan man sælge birketræer?? Vi har et kæmpe træ vi skal have fældet pga. plads.

    1. Træ.dk siger:

      Hej Simon. Jeg tror det bliver svært at sælge et birketræ fra haven til et savværk. Kvaliteten af havetræer er som regel dårlig og med høje transportomkostninger for et enkelt træ vil det ikke kunne betale sig. Chancen for at sælge træet til brænde er formentlig noget større – hvis da ikke du bliver nødt til at give det væk gratis for at få det fjernet.

      1. Simon siger:

        Tusind tak for brugbart svar. Er bestemt også interesseret i at give det væk gratis, hvis vedkommende selv fælder og fjerner. Har I et tip til hvor man finder den slags mennesker??

        1. Træ.dk siger:

          Nej, det har vi desværre ikke. Du må på udkig efter en nabo med brændeovn og motorsav. Hvis træet allerede er fældet kan det evt afsættes på den blå avis.

  4. Sigurd Marthendal siger:

    Hej. Har med interesse fulgt debatten, for jeg har haft den samme tanke. Forskellen er dog, at jeg har ca. 30 grantræer, der vokser tæt, så det skulle vel være en fordel. De er omkring 30 år gamle. Hvordan ser det ud med sådan en mængde?

  5. jesper siger:

    Hvordan mon 3 bøgetræ med 1-1,5meter afstand imellem og ca. 60-80cm i diameter kunne indbringe. Aner ikke hvor høje de er men høje. De er vel fra 70’erne eller måske ældre.

  6. Lene lange siger:

    Vi har et par meget store stammer fra kirsebærtræ. Er der nogen værdi i dem udover til brænde?

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Stil et spørgsmål om træ

Har du et træ- eller skovrelateret spørgsmål, som du ikke selv kan finde svar på, så send det til Træ.dk's brevkasse.

Spørgsmål og Svar om træ

Herunder kan du læse svar på spørgsmål om træ stillet til Træ.dk's træeksperter.
Læs mere

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×