Afsnit 6: Træets sociale dimension
Materialevalg, der bygger bånd mellem mennesker og steder
Artiklen er sjette del af en serie.
Find alle udgivne afsnit her: Et opgør med det fossile byggeri
Træets rejse begynder i skoven, men ender ofte i fællesskaber. I det foregående har vi set på materialets oprindelse – nu ser vi på dets sociale betydning.
Hvordan former træet måden, mennesker bor og lever sammen på? Og hvordan skaber det rum, der er mere end blot funktion?
Træ som social teknologi
Træ er et materiale, der har forbundet mennesker gennem handling og samarbejde. Gennem historien har det været omdrejningspunkt for byggeskikke, traditioner og fællesskaber.
Træ er blevet fældet af mennesker i flok, bearbejdet i værksteder, rejst i fælles byggerier og tilpasset lokale behov. Det bærer præg af hænder, beslutninger og tilstedeværelse.
Fra landsbyens fælles fårestald til storbyens træbeklædte torvekiosk har træ skabt rammer der har været med til at udvikle relationer og kulturel identitet.
Fællesskabsmateriale gennem tiderne
I det historiske byggeri var træ ikke bare et givet materialevalg – det var det tilgængelige. Det blev fældet i nærskoven, bearbejdet på stedet, brugt i konstruerede bygninger, der kunne tilpasses over tid.
Huse og haller blev rejst i fællesskab, og det tekniske arbejde var uløseligt knyttet til sociale rytmer. En bindingsværksvæg var også en fortælling om samarbejde, viden og stedstilhørsforhold.
Denne praksis rummer en viden og et potentiale, som vi i dag risikerer at tabe. Med industrialisering og global forsyning er byggeri blevet adskilt fra sted, fra sociale relationer og fra materialeforståelse.
Det har gjort byggeprocessen mere effektiv – men ofte mindre menneskelig.
Materialer og menneskelighed
Materialevalg er ikke neutrale. De påvirker, hvordan vi bruger, oplever og forholder os til rum. Træ indbyder til berøring, skaber varme og forandres over tid. Det reagerer på fugt, temperatur og brug – og det viser spor af liv.
Denne foranderlighed skaber en relation mellem bruger og bygning, som mange industrielle materialer ikke tilbyder.
Træ kan være det materiale, der trækker os tættere på vores omgivelser. Et rum med trævægge, synlige konstruktioner og naturlige overflader kommunikerer noget andet end et rum beklædt med gips og plast.
Det skaber identitet og tilhørsforhold – og åbner mulighed for deltagelse, omsorg og forankring.
Træ som bindeled i lokalsamfund
I mange nyere projekter indgår træ i byggerier, der har til formål at styrke fællesskab og lokal forankring: forsamlingshuse, daginstitutioner, skolehaller, fælleshaver og byrumsinstallationer. Her bliver materialet ikke kun valgt for dets økologiske profil, men fordi det tilbyder åbenhed, nærvær og medskabelse.
Det er lettere at være i dialog med et materiale, man kan forstå og forarbejde med håndkraft. Og det er ikke kun brugeren, der bliver styrket. Også lokale småerhverv, håndværkere og råvareproducenter indgår i kredsløbet.
Et byggeri i træ kan blive et ankerpunkt i en lokal økonomi, en formidler af viden og en konkretisering af æstetiske og sociale ambitioner. Når mennesker føler tilknytning til et sted, passer de bedre på det.
En bygning, der opleves som meningsfuld og smuk, bliver værdsat og vedligeholdt. Det sociale og sanselige engagement fører til længere levetid, færre ombygninger og lavere ressourceforbrug over tid.
Med andre ord: en stærk social forankring bidrager også til økonomisk og klimamæssig bæredygtighed.
Træetshus og den sociale dimension
I Træetshus arbejder vi aktivt med at styrke træets sociale dimension.
Vi tilbyder kurser og aktiviteter, hvor deltagelse, materialeforståelse og fællesskab går hånd i hånd. Vi bygger i skala 1:1, hvor mennesker mødes om det konkrete: en konstruktion, en beklædning, et snit. Vi oplever, hvordan træ fungerer som både fagligt og menneskeligt bindeled.
Gennem samarbejder med skoler, kommuner, håndværkere og arkitekter søger vi at kabe en ny praksis, hvor materialet nok specificeres, men også forstås og viden bliver til gavn i fælles projekter. En helhedssøgende bygningskultur.
Invitation: Kom til gratis inspirationsdag i Træets Hus søndag den 21. september 2025 kl. 11–15
Al indhold på bloggen er udtryk for skribenternes egne holdninger, som Træ.dk ikke nødvendigvis deler og derfor heller ikke kan holdes ansvarlig for.

