100.000 nye træer til København
En grønnere by
Med målet om at få en grønnere by og et bedre klima har Københavns Kommune besluttet at der i de kommende år skal plantes 100.000 nye træer.
New York som inspiration
Ideen er inspireret af et lignende projekt i New York, hvor der under navnet ’One million new trees’ skal plantes 1.000.000 nye træer i den amerikanske storby.
Gamle træer erstattes af nye
De fleste at de nye træer, nemlig 90.000 stk., skal plantes i hovedstadens nye lommeparker og eksisterende park- og naturområder, bl.a. som erstatning for mange gamle træer som var rådne eller syge og dermed farlige for forbipasserende.
Fokus på træløse gader
Også byens veje og gader kommer i fremtiden til at nyde godt af det store træplantningsprojekt. De resterende 10.000 træer skal nemlig plantes som gadetræer, med fokus på gader der i forvejen ikke har træer. De ellers træløse gader vil derfor få en ny grøn karakter med beplantningen.
Figur 1 København skal have 100.000 nye træer. En del af dem skal være gadetræer, som denne lind på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg |
Træer for bedre sundhed
»Det er vigtigt for mig, at vi har grønt i vores by. Det giver højere livskvalitet, når man tæt på, hvor man bor, har udsigt til træer. En undersøgelse har for eksempel vist, at indlagte på sygehuse bliver hurtigere raske, hvis de har udsigt til træer, end hvis de kun kan se betonmure«, siger Teknik- og miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard til Politiken.
Han påpeger desuden, at træer på gaderne er med til at adskille cykelstierne fra biltrafikken og nedsætte hastigheden og dermed skabe større sikkerhed.
Gadetræer er dyre
Gadetræer er dyre og et enkelt af slagsen kan koste op mod 30.000 kroner. Ud over selve plantningen kræver hvert træ nemlig løbende vedligeholdelse med f.eks. tilføring af muld, støttestolper og afskærmning imod vintersaltningen, for at give det nye træ optimale vækstbetingelser.
Bestand øges med 50 %
København har i dag 20.000 gadetræer. Med tilplantningen af 10.000 nye, bliver bestanden dermed øget med 50 procent.
Træarter
De nye gadetræer vil fortrinsvist blive mere eller mindre eksotiske træarter som f.eks. ambra, robinie, platan, tulipantræ, tyrkisk hassel og paradisæbler, men også mere velkendte træarter som birk, mirabelle og elm vil komme til at pryde de Københavnske gader.
Det bemærkes at den sidstnævnte, nemlig elmen, er at en variant som har vist sig modstandsdygtig overfor den ellers altødelæggende elmesyge, der har udraderet nærmest alle andre elmetræer i Danmark. Kommunen erkender dog at valget af elm er et sats, da elmesygen kan ende med at få bugt med træerne alligevel.
I parkerne vil de nye træer blive pil, eg, el, birk og en del andre løvfældende træer.
Bliv frivillig træpasser
Københavns Kommune opfordrer byens borgere til at komme med forslag til, hvor der bør plantes træer i de kommende år.
Desuden opfordres også interessereder i at melde sig som frivillige, hvis de har lyst til at være med til at plante og vedligeholde træer i København.
Kilde:
Politiken.