300 meter høj træskyskraber måske på vej til London
Et træhus i London kan blive seks gange højere end verdens nuværende norske rekordholder.
Forskere ved Cambridge University i England har sammen med arkitekter og ingeniører fremlagt planer for verdens højeste træhus for Londons borgmester.
Forslaget er en 300 meter høj træskyskraber med 80 etager, som med sine tilbygninger skal have mere end 1.000 lejligheder, skriver universitetet.
Og netop lejligheder er der stor mangel på i det centrale London, fortæller Dr Michael Ramage, som er en af forskerne bag den spektakulære plan.
”Hvis London skal overleve er det nødvendigt at fortætte byen meget mere. Det kan gøres ved at bygge højere bygninger. Vi tror at mennesker tiltrækkes mere af højere bygninger i naturmaterialer frem for stål og beton”, fortæller Dr. Michael Ramage, leder for center for udvikling af naturmaterialer på Cambridge University.
”Træ og andre naturmaterialer udnyttes ikke nok og vi giver dem overhovedet ikke nok anerkendelse”, fortsætter han og tilføjer, at næsten alle Londons historiske bygninger er bygget med omfattende brug af træ.
Træ som konstruktivt materiale
Brugen af træ som konstruktivt materiale i høje bygninger er i rivende udvikling i disse år. Ifølge Cambridge University skyldes det forskellige fordele ved træ, hvor den mest oplagte er at træ er en fornybar ressource, modsat fremherskende byggemetoder som benytter stål og beton. Universitetet har også identificeret andre potentielle fordele som reduceret pris, kortere byggetid, bedre brandsikkerhed og markant reduktion af bygningens samlede vægt.
Dr. Michael Ramage og hans kolleger har designet, beregnet og konstateret at det er muligt at opføre den høje bygning, i en skala som ingen andre har forsøgt at gøre før.
”Vi udvikler en ny forståelse for de primære udfordringer med struktur og konstruktion. Der er meget arbejde forude, men vi er overbeviste om at vi nok skal klare de udfordringer der ligger foran os”, siger Dr. Michael Ramage.
En målsætning med projektet er at udvikle et nyt designkoncept som ikke blot skal være en kopi af de metoder som bruges for at bygge konventionelle højhuse i stål og beton.
En almindelig opfattelse er at risikoen for brand er større i et træhus og det kan skabe uro hos potentielle beboere. Men ifølge forskerne fra Cambridge University vil deres forslag opnå en brandsikkerhed som faktisk kan være større end hvad der tilbydes i huse bygget af stål og beton.
Ny rekordholder
Hvis huset bliver bygget bliver det verdens højeste træhus og seks gange højere end den nuværende rekordholder ”Treet” i norske Bergen, med sine 14 etager fordelt på 51 højdemeter.
Læs mere:
Kilde:
-
Timber skyscrapers could transform London’s skyline
Pressemeddelelse fra University of Cambridge om ideen om en 80 etagers og 300 meter høj træbygning midt i London.
4 kommentarer
Det lyder som et fedt projekt, men måske er det alligevel tosset med 80 etager?
Det er da heller ikke alle der er lige begejstrede: Ham her Treehugger-skribenten synes i hvert fald at det er for meget af det gode: http://www.treehugger.com/green-architecture/80-storey-plyscraper-too-much-wood-thing.html
Hvad mener du?
For meget af det gode? Tja – jeg ville nok sige at det er helt ok. Hvorfor? Jamen hvorfor ikke, hvis man kan, indenfor rimelighedens grænser. Jeg synes det er en meget god idé og et fedt projekt. Det ville være meget interessant at se det ført ud i livet – og hvordan? Måske den bygning, bliver et fremtidigt afsnit til Discovery’s “Extreeme Engineering”. 🙂
Måske kan det lade sig gøre, måske det er sikkert at bygge 80 etager i træ. Men jeg tror, at der er en del mennesker skal overbevises om sikkerheden før de flytter ind.
Meget spændende med højt træ byggeri. Det er fremtiden.
Selvfølgelig skal man bygge højt i træ! Et naturligt materiale som er flot! Lav en skyskraber der er beklædt med lodret listebeklædning i teak! Vinduer, tag og div. skal laves i kobber!