Aktiv indsats mod kastanie-minérmøllet
Baggrund
Kastanie-minérmøllet (Cameraria ohridella) blev første gang observeret som skadevoldende insekt i Makedonien i midten af 80’erne og har siden spredt sig hastigt nordpå. De første møl kom til Danmark i 2002 og hærger nu i store dele af landet.
Det er larverne der forvolder skaden – primært på Hestekastanie (Aesculus hippocastanum). I bladene graver de gange eller miner, deraf navnet minérmøl. Bladene misfarves og visner allerede i løbet sommeren. Skaderne har først og fremmest æstetisk karakter, men det sker, at træerne svækkes og dør efter flere års afløvning.
Kamp mod møl i kastanietræer
De fleste hestekastanier er plantet i parker og langs vejene for at give folk noget smukt at se på. Men på grund af møllet er mange træer nu blevet et trist syn. Og hvis ikke der sættes tidligt ind med en række modforanstaltninger vurderer eksperter at det kan gå hårdt ud over hestekastanierne i alle landets byer og parker. Indtil videre er Vest- og Nordjylland gået fri.
Derfor har Skov- og Naturstyrelsen blæst til kamp mod minérmøllene. Hjælpen kommer i form af en brochure med råd og vejledning til, hvordan kommunerne kan beskytte kastanietræerne mod møllet.
I Københavns kommune, hvor man knap er kommet sig over elmesygens hærgen, har man særligt mange hestekastanier langs vejene og i bybilledet. Kommunen skønner at der findes ca. 6000 hestekastanietræer i hele kommunen, og man har nu opstillet en handlingsplan for bekæmpelsen af minérmøllene:
- Vej & Park iværksætter et monteringsprogram, som kan forudsige, om minérmøllet udgør en væsentlig trussel i København. Der ophænges et antal feromon-fælder i udvalgte hestekastanietræer.
- Vej & Park kontakter og samarbejder med øvrige grønne aktører i og omkring Københavns Kommune.
- Vej & Park sikrer indsamling og destruktion af inficerede Hestekastanieblade
Den foreløbig eneste effektive metode til at begrænse populationen og den videre udvikling af minérmøllene er i løbet af efteråret og vinteren at foretage en grundig indsamling og destruktion af alle blade der falder af træerne. Destruktion kan enten ske ved afbrændning eller kompostering ved høje temperaturer.
Borgerne involveres i processen
Det er et kæmpe arbejde og derfor beder kommunen nu om borgernes hjælp. Vej & Park inviterer borgerne – både børn og barnlige sjæle – til løvindsamling i Fredens Park sammen med kommunens naturvejledere. Ønsker du at deltage i løvindsamling i Fredens Park, søndag d. 13 november kl. 10.00-15.00 kan du kontakte Vej & Park ved Klaus Hansen Petersen, email klpet@btf.kk.dk.