“At foretrække en træsort fremfor en anden er lige så individuelt som farver”

1

Seks skarpe om træ til...

Af -

…designer Sara Martinsen, som har kurateret udstillingen The Home of Hans Bølling til 3DaysOfDesign 2022. Til at akkompagnere møblerne fra Bølling har Martinsen skabt en serie af kunstværker af amerikansk hårdttræ. 

1. Hvordan har det været at sammensætte en udstilling som denne, der kobler dig som ung, miljøbevidst designer og en 90-årig ikonisk arkitekt og møbeldesigner?

Jeg er selvsagt gået til opgaven med en stor respekt for Hans Bøllings mangeårige arbejde og erfaring. At lave en udstilling, der synliggør Hans’ design, har været vedkommende og spændende, og jeg opdagede meget hurtigt, at vi deler den samme kærlighed til materialet træ, det enkle udtryk og håndværket.

Hans har en drejemaskine på sit værksted og befinder sig tydeligvis godt ved at arbejde med sine hænder og være helt tæt på materialet. Den metode deler han og jeg.

Samtidig er der en stor omtanke og omhu i Hans’ arbejde, hvor mennesket og de gode stunder er udgangspunktet for hans design, og det har jeg ønsket at bringe frem i udstillingen.

2. Hvad gør det ved møblernes udtryk, at de er lavet i træ?

Hans Bøllings design er venligt, imødekommende og bærer en enkelhed. Derfor er det helt naturligt at fremstille møbelserien i træ, da det blot understreger den varme, ærlighed og kvalitet, der allerede er inkorporeret i hans produkter.

3. Hvorfor er det vigtigt at bruge træ?

Træ er et solidt og ordentligt materiale, der kan vedligeholdes – modsat mange andre materialer, der blot bliver grimmere med tiden.

Vi kan aflæse materialet med øjnene, se årerne i strukturen og forstå, at materialet har krævet tid til at gro. Vi kan dermed se, at der er indlejret en værdi i materialet.

Træ optager CO2, og således er det også indkapslet i vores møbler og facader. Det er en vigtig pointe for at vælge træ fremfor et alternativt materiale.

Samtidig bærer træ en vigtig taktilitet; når vi trækker en stol ud fra bordet, lægger armene på et spisebord, rører ved en dør eller går med bare tæer på træterrassen, er vi i berøring med træ som råmateriale. Det er essentielt, da vi ellers befinder os meget langt væk fra de råvarer og -materialer, der igennem utallige processer ender med at blive til de produkter, vi benytter hver dag.

4. Hvilket signal håber du, udstillingen vil sende om træ som materiale?

Grundlæggende skal udstillingen understrege, at træ er et fantastisk og vedkommende materiale.

At udstille de forskellige træsorter skal give folk et indblik i, at det at foretrække én træsort fremfor en anden, er lige så individuelt som farver. Der er mange fantastisk smukke træsorter, og de bærer alle forskellige egenskaber i forhold til fremstilling og produktion.

De besøgende skal gerne gå fra udstillingen med en lyst til at udvide deres materialepalette og deres viden om træ.

Ud over at kuratere udstillingen har jeg skabt tre værker i henholdsvis amerikansk kirsebærtræ, amerikansk ahorn og amerikansk rød-eg. Alle værker skal understrege fortællingen om de mange fantastiske udtryk og egenskaber, der kommer til syne, når vi bearbejder træ.

5. Hvad har dine vigtigste overvejelser været i forhold til at sammensætte denne udstilling?

Formidling om træ som materiale og fortællingen om Hans Bøllings arbejde som designer har været de to vigtigste fokuspunkter i udstillingen. Jeg har ønsket at skabe en hjemlig stemning fremfor et showroom.

Oplevelsen af Hans Bølling, hans arbejde, metode og design skal opleves med den tætte kontakt til tingene, som Hans selv sætter pris på i sit arbejde.

Kort sagt en udstilling, der balancerer en personlig fortælling og samtidig fremstår æstetisk og inspirerende.

6. Hvordan skal vi prioritere mellem anvendelsen af træ og biodiversitet?

Møbelbranchen har, i modsætning til eksempelvis modebranchen, en længere tidshorisont: Podukterne og de forskellige tendenser har en længere levetid, og det skal vi holde fast i.

Hvis vi derimod får tunnelsyn, og vi alle ønsker køkkener, møbler og designprodukter i de samme få træsorter, så skaber vi et problem i den anden ende, hvor det bliver svært at bevare en god biodiversitet i skovene, fordi vi som forbrugere er for snævre i vores efterspørgsel og materialepalette.

Hvis møbelbranchen og vi forbrugere undgår at være for tendensbaserede, og vi samtidig er gode til at vedligeholde vores produkter, så er vi et sted, hvor der er en bedre balance imellem skovbrug, produktion og forbrug.

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

En kommentar

  1. Thorvald Johannes Pedersen siger:

    Interessant nok. Men det kræver dog også at møbel- og inventarforretningerne og -firmaerne bliver bedre til at synliggøre at man kan vælge mellem en række forskellige træsorter. Sådan at folk i almindelighed opdager det og bliver åbne overfor at sprede paletten. Men ellers er idéen god nok, selvom det måske i starten vil gøre produkterne dyrere.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×