“At sammentænke materialer vil formentlig give den bedste balance mellem vækst, produktion og anvendelse”

0

Seks skarpe om træ til...

Af

Isak Worre Foged, professor MSO ved Det Kongelige Akademi og leder af et nyt forskningsprojekt om at øge anvendelsen af genbrugstræ i byggebranchen.

1. Vil du med dine egne ord kort fortælle, hvad projektet går ud på?

Projektet tager udgangspunkt i, hvordan vi kan analysere og designe med genbrugstræ i fremtidens byggede miljø – fra bærende konstruktioner til rumadskillelser og inventar.

Studierne vil indeholde eksperimentelle undersøgelser, som skal muliggøre anvendelse af genbrugstræ som konstruktionsmateriale og som del af nye hybridstrukturer og kompositter med andre træarter.

2. Hvilken forskel håber du, projektet kan gøre for træbyggeriet?

Først og fremmest skal vi undersøge og demonstrere metoder for, hvordan vi kan anvende genbrugstræ på nye måder i det byggede miljø.

Projektet skal levere konkret viden, metoder og eksempler, som hurtigt kan omsættes til industrien, hvorigennem projektets aftryk vil gøre en forskel.

Læs artikel: Gang i genbrugstræet

3. Hvad er den største udfordring ved at øge brugen af træ?

I den almene befolkning er det for mange en udfordring, at træ er et organisk materiale, der forgår eller kræver vedligeholdelse.

For fagfolk fremstår udfordringer med fugtstyring og brandrisiko som centrale diskussionspunkter, selv når en undersøgelse måske omhandler noget helt andet.

En anden udfordring, og det vi arbejder meget med i vores forskning, er analyse og design af den komplekse inhomogenitet, der opstår i træ under dets vækst. Vi ønsker at forstå og udnytte denne inhomogenitet.

4. Hvad kan træ, som andre materialer ikke kan?

Træ har selvsagt nogle mekaniske egenskaber, som andre materialer ikke har. Vi taler ofte ikke om træ, men om de specifikke arter, for deres karakteristika er nøglen til både anvendelse og udvikling.

For eksempel har egetræ termiske egenskaber, der gør det muligt at udnytte den anisotropiske (at en fysisk egenskab ikke er den samme i alle retninger – under tørring svinder træ fx ikke lige meget i alle retninger; se leksikonartikel Fugtighed og træ, red.) udvidelse af materialet til termisk responsive kompositstrukturer til bygningsfacader. Når vi sammensætter forskellige arter, vil vi kunne skabe nye innovative muligheder.

5. Hvordan skal vi prioritere mellem anvendelsen af træ og biodiversitet i den grønne omstilling?

Det skal samtænkes og samudvikles. Det drejer sig om at forstå og indtænke vækstprocesser, design og anvendelse sammen.

Vi arbejder i øjeblikket på modeller, hvor selve designet udvikles i direkte relation til træartens vækstfaser, CO2-optag, allometri (forskel i væksthastigheder, red.), geometri, forarbejdning og samlinger af elementer. Den type komplekse modeller skal give os en helt ny indsigt i, hvordan vi skal designe med træ, der gavner både det byggede og naturlige miljø.

6. Hvilken rolle håber du, træ kommer til at spille som byggemateriale i fremtiden?

At vi forstår og anvender træ på en poetisk og funktionel måde i sammenspil med andre materialer. At sammentænke materialer vil formentlig give den bedste balance mellem vækst, produktion og anvendelse.

Dertil har træ nogle egenskaber, som gør det særligt attraktivt som forarbejdet og taktilt materiale, og vi skal måske i højere fra udnytte dette i måden, vi anvender de forskellige arter fremover.

Fremtidens byggematerialer på Søren Kierkegaards Plads. Foto: Klaus Bo

Fremtidens byggematerialer på Søren Kierkegaards Plads. Foto: Klaus Bo

 

 

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum