Bark har retning mod medicinskabet
Biokemikere arbejder på at hive vigtige stoffer ud af overskudsbark fra new zealandske fyrretræer – stoffer, der potentielt kan bruges i alt fra antiinflammatoriske midler til kræftbekæmpende medicin.
Der vokser rigtig mange pinus radiata i New Zealand - her i Rosedale Park, Auckland - og nu finder barken måske nye anvendelsesmuligheder. Foto: Bjankuloski06/Wikimedia Commons
New Zealand er måske mest kendt for sin guddommeligt smukke natur og sine utrolig mange får. Men også når det kommer til forskning i bioteknologi og skovbrug, gør det lille land væsen af sig.
I landets kommercielle skove udgør Monterey-fyr (Pinus radiata) mere end 90 procent. Radiata’en vokser rigtig hurtigt – op til to meter om året – og udover træ til bjælker og planker producerer de mange fyrretræer 2,5 millioner ton bark om året, hvoraf det meste ikke rigtig bruges til noget, skriver Wood Central.
Men det er måske ved at ændre sig.
Sumanth Ranganathan er kemiingeniør, tilknyttet forskningsinstituttet Scion, der blandt andet forsker i skovbrug, træ- og biobaserede materialer og industriel bioteknologi. Han har stået i spidsen for et projekt, der har nye planer med al den bark:
”Kun en brøkdel [af barken] udnyttes, primært til landskabspleje eller energi; resten efterlades på høst- eller håndteringsstedet til naturlig nedbrydning”, siger han til Wood Central og tilføjer, at barken kan vise sig at være en skattekiste for lægemiddelvirksomheder.
En værdifuld råvare
De mange ton bark fra New Zealands talrige fyrretræer har med Ranganathan og kollegernes forskning lovende fremtidsudsigter. Men hvor meget man får ud af barken, afhænger af, hvordan man griber bioraffineringsprocessen an.
At få vristet de gavnlige stoffer – eller kemiske forbindelser – ud af barken kræver nemlig mere end som så. Ifølge Ranganathan afhænger resultatet af måden, man ekstraherer på – og ikke mindst af rækkefølgen af ekstraktionen.
Og det er præcis noget af det, han og hans team har eksperimenteret med. Ranganathan fortæller, at det kan øge det samlede ekstraktionsudbytte med 20 procent, når man udfører den hydrofile (vandopløselige) ekstraktion før den lipofile (fedtopløsende).
Den rækkefølge gav samtidig en betydelig stigning i de eftertragtede plantestoffer – flavonoider – der både kan bekæmpe mikroorganismer og virke som antioxidanter.
“Vores resultater viser, at der er gode muligheder for at forbedre udvindingen, mindske spild og tilpasse metoderne til forskellige formål – og dermed gøre barken fra P. radiata til en værdifuld råvare i udviklingen af biobaserede produkter,” lyder det fra forskerteamet.
Kilde: Wood Central
Forskningsartikel: Determining the sequence of extracting Pinus radiata bark to maximize the total yield of extractives–towards the development of a bark-based biorefinery
Hvad er bioraffinering?
Bioraffinering er en proces, der opdeler biomasse i forskellige værdifulde komponenter som proteiner og fibre, der kan bruges til fx fødevarer, foder, emballage eller bioenergi. De enkelte komponenter kan testes direkte i nye produkter eller videreudvikles efter behov.
Kilde: Teknologisk Institut
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.