Træer fremviser endnu en klimafordel

0

At træer ”suger” CO2 ud af atmosfæren er velkendt. Nu viser en ny undersøgelse imidlertid, at også den potente drivhusgas metan bliver optaget af træerne – nærmere bestemt af mikroorganismer i barken - og at træer dermed gør endnu mere klimagavn, end vi vidste i forvejen.

Af

Drivhusgassen metan forårsager omkring 30 procent af den samlede globale opvarmning fra gasser, og den er cirka 86 gange så kraftig som CO2, kan man læse hos Københavns Universitet.

Altså alt i alt en fætter, man ikke har lyst til skal optage alt for meget plads i atmosfæren i en tid, hvor temperaturen stiger, og klimaforandringer sætter sine spor verden over. Men ganske overraskende kan træer spille en større rolle i nedbrydningen af metan, end man hidtil har været klar over, skriver forskning.se

Træer for klimaet

Det er i den øvre atmosfære, nedbrydningen af metan primært foregår. Her nede på jorden sker der imidlertid også en nedbrydning af drivhusgassen. Men mens man indtil nu har troet, at kun bakterier i jorden var leveringsdygtige udi den disciplin, kan forskere fra Linköping University og University of Birmingham nu fortælle, at også træer er en vigtig allieret i bestræbelserne på at nå COP26-målet om at reducere metanudledningen med 30 procent inden udgangen af ​​årtiet.

Ifølge forskerne kan selv mikrober, altså mikroorganismer, der lever i barken eller inde i træer, fjerne lige så meget – eller måske endda mere – metan end de bakterier, der findes i jorden.

”Indtil nu har vi troet, at træerne hovedsageligt bidrager [med klimafordele, red.] ved at optage kuldioxid via fotosyntesen, men det her viser, hvordan træerne gør nytte på en ny og overraskende måde”, siger professor Vincent Gauci fra University of Birmingham.

Forskel på tropisk og tempereret skov

Forskernes foreløbige beregninger viser, at Jordens træer fanger mellem 24,6 og 49,9 millioner tons metan, primært i tropiske skove.

Ifølge professor Per Gundersen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet har metanoptaget derfor heller ikke den store betydning for skovene i vores del af verden, fortæller han til Videnskab.dk.

Han vurderer, at metanoptaget i barken giver en ekstra klimaeffekt på omkring en halv procent i Danmark, mens tallet er 7-12 procent i de tropiske skove.

Per Gundersen tilføjer, at det havde været interessant, hvis det ellers solide studie havde undersøgt yderligere to ting: Er der den samme effekt i nye træer som i gamle skove? Og hvordan fungerer mikroorganismerne højt oppe i trækronerne?

»Det er desværre ikke veldokumenteret, hvad der sker højere oppe. Det er ellers spændende, hvad der sker oppe i trækronerne, hvor der er en masse mikroorganismer, som vi ikke ser og derfor ikke tænker på,« siger Per Gundersen til Videnskab.dk.

 

Læs den videnskabelige artikel: Global atmospheric methane uptake by upland tree woody surfaces, Nature

Kilde: forskning.se og Videnskab.dk

 

 

Tags: ,

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum