Bomben under træet
Træ er en ‘Klimabombe’
Berlingske Tidende bragte den 3. januar en artikel under overskriften ”Afbrænding af træ en klimabombe”. Artiklen handler om at der kommer mere CO2 ud af kraftværkernes skorstene når de producerer 1 kilowatttime af træ i stedet for af kul. Det antydes dermed at den politiske satsning på træ til energi forværrer klimaet stik imod hensigten.

“Afbrænding af træ en klimabombe”. “Misforståelse” siger Dansk Skovforening. CO2 fra træ er kulstof der allerede indgår i naturens kredsløb – det belaster dermed ikke klimaet ligesom CO2 fra kul, olie og gas. Foto: Istockphoto.
Dansk Skovforening tager til genmæle
Dansk Skovforening mener imidlertid at denne udmelding er helt forkert. Det fremgår af Dansk Skovforenings artikel ”Bomben under træet”, der blev bragt på foreningens hjemmeside den 4. januar 2009.
Budskab bygger på misforståelse
Dansk Skovforening skriver at budskabet i Berlingske Tidendes artikel bygger på en misforståelse. En misforståelse der ”svarer til at grøntsager er fedende fordi de øger kropsvægten når man spiser dem”.
”Det vil være fatalt hvis politikerne og kraftværkerne sidder tilbage med en misforståelse af træers og træprodukters enorme muligheder i en klimastrategi” skriver Skovforeningen og bringer denne berigtigelse:
”Træer og alle planter indeholder energi og kulstof som allerede indgår i naturens kredsløb. Hvis træets energi udnyttes, kan vi undgå at hente endnu mere kul, olie og gas op af jorden og belaste naturens kredsløb (herunder atmosfærens CO2-indhold) med dét.
Men hvis træ ikke brændes af, vil det i sidste ende rådne – og det udleder nøjagtig lige så meget CO2 til atmosfæren som afbrændingen, blot fik man ikke udnyttet energien.
Derfor er træ en CO2-neutral energikilde. Den bør udnyttes mest muligt. Træ og andre planteprodukter er nøglen, nemlig råstoffet, til udvikling af bæredygtige, CO2-neutrale teknologier, både til energi og til varige produkter som fx bygninger, møbler og interiør.”
Få mere at vide om træ og klima
Du kan lære mere om hvordan træ er en del af løsningerne på verdens klimaproblemer når Træ Er Miljø i slutningen af januar 2009 lancerer informationskampagnen ’Træ Gavner Klimaet’.
Frem mod FN’s klimakonference i København i december 2009 vil Træ Er Miljø og trae.dk sætte fokus på træets klimafordele uanset om træet står i skoven eller anvendes i produkter, i byggeri eller til energi.

“Træ Gavner Klimaet”: Ny informationskampagne fra Træ Er Miljø.