Bombesikkert massivtræ
Historien om de tre små grise skal skrives om. Den store stygge ulv kan nemlig ikke blæse moderne træhuse af CLT omkuld, end ikke hvis han bruger 90 kg TNT.
Træ bliver til stadighed brugt på nye, udfordrende og innovative måder, når bygherrer, arkitekter og ingeniører søger at udnytte træets potentiale som byggemateriale og samtidig reducere byggeriets kulstofbelastning. Og da CLT massivtræselementer (Cross-Laminated Timber) er en relativ ny teknologi, er materialet naturligvis også genstand for en lang række forskellige tests, der skal vise hvad materialet kan holde til, som fx undersøgelse af bæreevne, brudstyrke, fugtstabilitet, mv.
En af de mere hårdtslående udfordrere i denne sammenhæng må være folkene i Pentagon, nemlig Det Amerikanske Forsvarsministerium. De har nemlig sat sig for at teste, hvordan CLT massivtræselementer reagerer på en eksplosion.
Således blev der bygget en række toetagers bygninger af CLT i forskellige kvaliteter. Og så gik de ellers i gang med at lege med dynamit – eller dvs. TNT – et kraftigt sprængstof med mærkbar slagkraft.
Endnu en fordel ved CLT
Der blev gennemført tre sprængninger med henholdsvis 15, 30 og 90 kg TNT, for at demonstrere virkningen i forskellige eksplosionsscenarier.
Og massivtræet klarede sig godt. Selvom der blev observeret mindre brud i panelerne, så forblev samlinger og bæreevne intakte på alle tre bygninger.
Så nu kan vi tilføje endnu en gevinst til listen af fordele ved CLT massivtræskonstruktioner: Det er bombesikkert! Og det er jo rart at vide!
Læs mere:
MODTAG GRATIS NYT OM TRÆ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.