Boom i etagebyggeri af træ, men endnu ikke i Danmark

1

Træ er ikke kun fortidens, men i mindst lige så høj grad også fremtidens byggemateriale.

Af

Mennesker har bygget med træ i tusinder af år. Moderne beton har været brugt siden 1850’erne, stål siden 1880’erne, og disse materialer gjorde det muligt overhovedet at bygge højhuse.

Træ har i 1900-tallet ofte været anset for fortidens byggemateriale og mest egnet til skure og sommerhuse.

Træ bliver fremtidens byggemateriale

Men fortidens byggemateriale begynder rundt omkring os også at blive til nutidens og fremtidens byggemateriale. Flere og flere etagebyggerier af træ skyder op. Introduktionen af krydslamineret tømmer (CLT) (Læs: Træets tekniske fordele gavner også højt byggeri) i 1980’erne har nu verden over skabt opmærksomhed om træets muligheder i etagebyggeri.

I Sverige er mere end 10 % af alle fleretagers huse bygget af træ igennem de seneste 10 år.

Huse af træ har opsigtsvækkende fordele for klima, miljø og forsyningssikkerhed (Læs: Træhuse er nødvendige for klima og miljø), og fleksibilitet på byggepladsen og i det færdige byggeri (Læs: Træets tekniske fordele gavner også højt byggeri). Mange mennesker oplever også at have det særlig godt inde i huse af træ (Læs: Træets tekniske fordele gavner også højt byggeri).

Den canadiske arkitekt Michael Green er med TED-talken Why we should build wooden skyscrapers fra 2013 blevet en af stjernerne i gennembruddet for højhuse af træ.

Hans argument er, at træ som det eneste byggemateriale både kan imødekomme verdens behov for boliger til tre milliarder mennesker og behovet for at beskytte klimaet. Nu har vi teknologien til at udnytte træ i den skala. Vi står foran et ”Eiffel Tower moment”, siger han og sammenligner med, hvordan Eiffeltårnet i 1889 revolutionerede stålbyggeriet og dermed udformningen af storbyer i de godt hundrede år, der fulgte.

Kilde: https://ThinkWood.com

Læs også hans (og medforfatteres) nyklassiker fra 2012 The case for tall wood buildings. How Mass Timber Offers a Safe, Economical, and Environmentally Friendly Alternative for Tall Building Structures.

Verdensrekorderne for højeste træhus

Siden slutningen af 00’erne er højhuse af træ skudt op som paddehatte verden over. Rekorden som verdens højeste træhus skifter nu næsten en gang om året. Kapløbet handler ikke kun om at bygge højt, men også om at flytte grænserne for det mulige.

2009: Stadthaus, Murray Grove i Hackney, London, UK, er 30 meter og ni etager høj og rummer private udlejningslejligheder og almennyttige billige boliger. Oprindelig var bygningen tænkt i beton, men på grund af Londons forberedelser til OL 2012 var der lang leveringstid på beton. Derfor valgte man CLT, selv om der endnu ikke var stor erfaring med CLT i Storbritannien på det tidspunkt.

2013: Forté Living i Melbourne, Australien, er en 32 meter og 10 etager høj boligbygning af CLT. Det er også Australiens første bygning af CLT.

2015: Treet i Bergen, Norge, er en 49 meter og 14 etager høj boligbygning. Den er opført i tre etaper (1–5. etage, 6–10. etage samt 11–14. etage), og lejlighederne er præfabrikerede byggemoduler, som er stablet på hinanden i fire etager. Mellem hver etape er etableret en platform af gitterdragere i limtræ. På disse er lagt et dæk af beton, blandt andet for at give huset tyngde. Korridorer, trappeopgang og elevatorskakt blev udført i CLT. Den bærende konstruktion er et gitter af limtræ. Huset kan siges at være en bro, der står op. Der blev kun brugt kendte materialer, men de blev sat sammen på en ny måde.

2017: Brock Commons Tallwood House er en 53 meter og 18 etager høj studenterbolig på University of British Columbia, Vancouver, Canada. Bygningen står på et podium af beton, og to elevatorkerner i beton støtter mod vind og jordskælv. Det er en banebrydende bygning med nye træprodukter og metoder. Den giver en unik mulighed for at lære om design, opførelse, drift og beboelse af et højt træhus under nordamerikanske forhold.

2019: Mjøstårnet i Brumunddal, Norge, var oprindeligt kun tegnet 81 meter høj til sine 18 etager. Men for at sikre verdensrekorden i længere tid, især over for det samtidige byggeri af HoHo i Wien, blev der under byggeriet projekteret en pergola, som gjorde huset godt fire meter højere.

2019: HoHo i Wien, Østrig, var projekteret til at blive verdens højeste træbygning med 84 meter og 24 etager, og er derfor med på listen her. Men titlen missede for HoHo, fordi nordmændene fandt ud af at lægge ekstra fire meter på Mjøstårnet. Navnet HoHo er en forkortelse for Holzhochhaus, altså træhøjhus.

Fantastiske fremtidsprojekter

Mange ideer til spektakulære træbyggerier rammer medierne, længe inden byggerierne er besluttet. Der har blandt andet været tale om kommende træhuse med højder på henholdsvis 244 m (Chigago), 300 m (London) og 350 m (Tokyo).

De store enkeltstående projekter giver masser af omtale af træets muligheder, og de giver værdifuld viden og erfaringer, når de bliver bygget. Men deres egen direkte virkning for klima, miljø og boligbehov er ikke så afgørende.

Det afgørende for byggeriets grønne omstilling er den store bygningsmasse, altså millioner af byggerier, typisk i nogle få etager. Her kan etagebyggerier af træ gøre en stor forskel.

Derfor er Danmark bagud med etagebyggeri af træ

I Danmark er bybilledet generelt ikke præget af byggerier over otte etager, men flere etagebyggerier er dog skudt op i de større byer i 2010’erne.

Foto: Moxy Hotel

I København fik Moxy Hotel i 2018 rekorden som Danmarks største træbyggeri, uden at træet dog er synligt.

Men andelen af etagebyggeri af træ er stadig begrænset i Danmark. Barrieren er vores endnu manglende erfaring på området.

I 400 år er træ blevet opfattet som en mangelvare i Danmark. I al den tid har byggeriet haft tradition for at gå uden om træ. Sten og tegl til facader og tage har båret byggetraditionen, og nu om dage er beton det kendte og forudsigelige materiale til stort byggeri i Danmark. Det giver usikkerhed og misforståelser om metoder, brandsikring, lovgivning og økonomi for etagebygeri af træ.

I det øvrige Norden og i Nordamerika, hvor der er masser af skov, har træ altid været det dominerende byggemateriale til lavt byggeri. Det giver nok også mere erfaring, viden og selvsikkerhed til at tage fat på at bygge højere med træ.

Flere af de udenlandske projekter er sat i gang og bakket op af myndigheder og private organisationer i byggeriet for at vise, at træ også kan bruges til etagebyggeri. Også i lande med lige så lidt skov og trætradition som Danmark, fx UK og Holland, er bygget enorme træhuse, som man kan se på listen over verdensrekorderne.

De seneste år har der også i Danmark været øget interesse hos bygherrer for at bruge træ, samtidig med at arkitekter, ingeniører, bygningskonstruktører, entreprenører og leverandører viser mærkbart øget interesse for at nedbringe klima- og miljøpåvirkningerne fra fleretagers byggeri – og træ er oplagt til det.

 

Modtag gratis nyt om træ:

En kommentar

  1. Per Bro, Byggechef siger:

    Boligselskabet Sjælland er undervejs med at bygge flere hundrede boliger i CLT i en rammeaftale med Adseballe og Knudsen A/S, Vilhelm Lauritzen A/S og Holmsgaard Ingeniører A/S.
    Skademosen i Trekroner med 44 boliger er toetages rækkehuse og færdig i 2020, Toppen er treetages bygninger med 67 boliger i fra en til tre etager, 1.etape er indflyttet i maj 2021 og 2. etaper indflyttes pr. 1. december 2021. Skousbo i Viby er med 115 boliger den største bebyggelse i to og tre etager, hvor boligerne er i en og to etager, indflytning i etape 1 primo 2022 og i 2. etape ultimo 2022 og Vibehaven i Ringsted med 72 boliger i en og toetager. Her er der byggestart ultimo 2021.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum