Brændeafgiften udskydes
Den omstridte brændeafgift kommer ikke til at træde i kraft den 1. januar 2014. Kritikken har gjort indtryk.
Den omstridte brændeafgift, der var planlagt til at træde i kraft den 1. januar, bliver udskudt.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten, der har fået en skriftlig kommentar fra skatteminister Holger K. Nielsen (SF), som har opgivet at indføre afgiften som planlagt.

Den omstridte brændeafgift kommer ikke til at træde i kraft den 1. januar 2014. Kritikken har gjort indtryk. Foto: Træ.dk
Ikke på denne side af nytår
”Dette arbejde har givet anledning til nogle overvejelser om, hvordan vi konstruerer den her afgift på den mest hensigtsmæssige måde. Derfor kommer lovforslaget ikke på denne side af nytår,« siger ministeren i et skriftligt svar til avisen, hvor han også kalder afgiften ”en teknisk kompliceret opgave”.
Aftale har mistet opbakning
Afgiften på brænde til rumopvarmning er en del af regeringens bebudede ’Forsyningssikkerhedsafgift’, siden døbt ’brændeafgiften’, blev oprindeligt aftalt med både Venstre og Konservative.
De to oppositionspartier er dog i mellemtiden blevet modstandere af afgiften, da de mener at regeringens plan vil medføre kraftigt bureaukrati.
Kritik har gjort indtryk
Den brede kritik har gjort indtryk på politikerne og ifølge Socialdemokraternes klima- og energiordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, åbnes der nu op for, at der kan komme ændringer.
Hun kan dog ikke give detaljer omkring ændringerne, bortset fra at der skal kigges nærmere på de høringssvar der er indsendt til lovforslaget.