Byluft bliver renere med bytræer
En svensk undersøgelse fastslår, at træer – også nåletræer – bidrager til renere luft i byerne, fordi blade og nåle optager forurenende stoffer.
Luftforurening i Danmark er skyld i cirka 4.000 for tidlige dødsfald og samfundsudgifter på op mod 30 milliarder kroner om året, viser forskning fra Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet, som udfører opgaven med at overvåge luftforureningen for Miljøministeriet.
Men noget tyder på, at træer kan opsuge nogle af alle de skadelige partikler, så færre af dem ender i lungerne på mennesker.
Ny forskning fra Göteborgs Universitet viser, at forureningen i bytræers blade stiger over tid, og forskerne kunne samtidig påvise en klar sammenhæng mellem mængden af forurenende stoffer i luften og mængden af forurenende stoffer i bladene.
”Undersøgelsen slår fast, at bladene opsamlede luftforurenende stoffer i løbet af sommeren, og dermed reducerede folks udsættelse for skadelige stoffer i luften. […] undersøgelsen bekræfter, at træer er vigtige for at forbedre luftkvaliteten i byer”, siger Håkan Pleijel, professor i miljøvidenskab ved Göteborgs Universitet til forskning.se.
Nåletræer klarer jobbet om vinteren
Et par steder i Göteborgs bymiljø samt i Botanisk Haves arboret fandt forskerne også forureninger i nåletræer, nærmere bestemt hos arten Østrigsk fyr (Pinus nigra). Målingerne viste, at forureningsniveauerne var væsentligt højere i nåle, der var tre år gamle, sammenlignet med nåle, der var et år gamle.
”Det viser, at nåletræer også er vigtige for at rense byluften. En fordel ved nåletræer er, at nålene forbliver selv om vinteren, hvor forureningsniveauet i byerne normalt er på det højeste”, siger Jenny Klingberg, forsker i miljøvidenskab ved Göteborgs botaniske have.
Træer skal tænkes med i byplanlægning
Selvom flere træer i byerne næppe løser alle problemer med luftforurening, har forskerne dog et håb om, at undersøgelsen kan blive en vigtig brik i planlægningen af byområder.
”Vi skal arbejde med flere metoder for at reducere luftforureningsniveauet i vores stadigt mere befolkede byer. En reduceret udledning er det vigtigste tiltag, men undersøgelsen viser, at grønt også har en vigtig rolle at spille i at skabe bæredygtige byer, hvor beboerne har det godt”, understreger Jenny Klingberg.
Læs den videnskabelige artikel: Polycyclic aromatic hydrocarbon (PAH) accumulation in Quercus palustris and Pinus nigra in the urban landscape of Gothenburg, Sweden
Kilde: forskning.se
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.