Certificeret træ

0

Certificeret træ har papir på, at der er taget bestemte hensyn til naturen og miljøet - både i selve skovdriften og i den efterfølgende håndtering af træet.

Af -

Certificering af skove og træproducerende virksomheder er et middel til at dokumentere, at træet er bæredygtigt produceret, og er et blandt flere tiltag for at fremme et mere bæredygtigt skovbrug.

Certificeringsordningerne stiller krav til bæredygtighedsstandarder, både for selve skovdriften og for håndteringen af træet i de efterfølgende bearbejdnings- og handelsled.

Kravene varierer lidt fra system til system, men omhandler typisk, at der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de ansatte arbejder under ordentlige forhold.

For at blive certificeret, skal skoven eller virksomheden vurderes af en uafhængig tredjepart. ”Uafhængig tredjepart” vil sige, at det hverken er skovejeren eller den organisation, der har udviklet certificeringsordningen, der kontrollerer, at skovdriften lever op til kravene.

Verdens mest brugte og udbredte certificeringsordninger for skove og træprodukter er FSC og PEFC, men der er også bæredygtigt drevne skove, som har andre eller ingen certifikater.

Status for certificering

Verdens certificerede skovareal udvikler sig hele tiden. FSC, PEFC og FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO opdaterer løbende oplysningerne, så der kan du se de nyeste tal.

I Danmarks Skovprogram fra 2018 vurderer Miljø- og Fødevareministeriet, at mellem 26 og 28 procent af skovarealet i Danmark er certificeret, og tallet er stigende. Både private skove, statens skove og kommunernes kan certificeres. Størstedelen af Naturstyrelsens arealer er certificerede efter både FSC og PEFC.

Sådan opstod certificering af skovdrift

Ideen til certificering af skovdrift opstod i 1980’ernes debat om driften af tropiske skove – især rydning af regnskov. Ideen var at forbrugerne – først og fremmest i den vestlige verden – ville foretrække træ med et mærke, der garanterede, at træet kom fra en bæredygtigt drevet skov.

Samtidig skulle forbrugerne gerne betale en merpris for mærket træ i forhold til andet træ. Det skulle gøre det økonomisk attraktivt for udviklingslandene at drive deres skove godt og lade skovene certificere, så træet kunne få et bæredygtighedsmærke.

I 1992 holdt FN topmøde om miljø og udvikling i Rio de Janeiro, Brasilien. Mange havde håbet, at mødet ville føre til en global skovlov – en skovkonvention. Men det lykkedes ikke at blive enige om en decideret skovlov.

Det førte til, at en række miljøorganisationer i stedet valgte at satse på, at frivillig certificering hos træmarkedets parter – og ikke politiske tiltag – ville være den hurtigste vej til at fremme bæredygtigt skovbrug.

Handelshindring eller miljøbeskyttelse?

Udviklingslandene opfattede dog ideen om certificering og mærkning mere som en handelshindring end som en håndsrækning fra de rige lande: Hvorfor skulle kun tropetræ have et mærke og pålægges de omkostninger, der følger med en mærkningsordning? Og hvad hvis det viste sig, at forbrugerne alligevel ikke ville betale ekstra for det certificerede træ?

Miljøorganisationernes svar var at brede ideen om certificering af skovdrift og mærkning af træ ud til skove i hele verden. Det stemte med, at miljøorganisationerne også mente, at der var mulighed for at lave forbedringer i de tempererede og nordlige landes skovdrift.

Bæredygtig skovdrift i hele verden

Selvom det ikke lykkedes at vedtage en global skovlov i Rio i 1992, blev konferencen alligevel startskuddet til en aktiv proces for udvikling af skovdriften i en mere bæredygtig retning over hele verden.

Man vedtog en såkaldt skoverklæring, som er en politisk hensigtserklæring, og derfor ikke lige så bindende som en konvention. Skoverklæringen fastlægger en række yderligere principper for bæredygtig skovdrift og fremhæver herunder den nationale ret til at udnytte, forvalte og udvikle egne skove.

Skoverklæringen fastslog, at skove skal ”forvaltes bæredygtigt på en måde som imødekommer de nuværende og fremtidige generationers sociale, økonomiske, økologiske, kulturelle og åndelige behov”.

Ministermøder og nationale skovprogrammer

Siden mødet i Rio har der været mange politiske aktiviteter verden over for at efterkomme skoverklæringen og fremme bæredygtigt skovbrug.

I Europa er det især de europæiske skovministres række af konferencer, der har ført til konkrete tiltag. Du kan læse mere om konferencerne hos Forest Europe.

Nationale skovprogrammer er et redskab til at fremme bæredygtig skovdrift. Det blev lanceret i FN’s ”globale skovprincipper” fra 1992, grundfæstet i FN’s globale skovaftale fra 2007 og indgår også som et centralt element i FN’s strategiske plan for perioden 2017 – 2030.

I dag (2018) arbejder op mod 130 lande med nationale skovprogrammer. Det gælder naturligvis også Danmark, som i 2018 fik en ny udgave af det første skovprogram fra 2002. Læs mere om Danmarks Nationale Skovprogram her.

 

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×