Coronavirus siger nej tak til træ
Alle elsker træ. Undtagen bakterier og vira – inklusive corona. Nye undersøgelser viser, at corona overlever kortere tid på overflader af træ end af andre materialer.
Træ er lidt af en superhelt. Træ giver os fornybart materiale, som lagrer CO2, træ gavner vores sundhed, og træ kan bruges i stedet for fossile råstoffer til både plastik, makeup, softice og cykelhjelme. For bare at nævne nogle enkelte ting.
Og som verden ser ud lige nu er det værd at bemærke endnu en af træs enestående egenskaber: Bakterier og vira trives mærkbart dårligere på overflader af træ sammenlignet med fx glas eller plastik. Det betyder helt konkret, at coronavirusset mister sin smittefarlighed relativt hurtigt på træoverflader.
Træ, papir og pap klarer sig bedre
Viras evne til at overleve på træoverflader undersøges som led i et større projekt, der blev startet sidste sommer af universiteterne i det østlige Finland og Jyväskylä. De første undersøgelser indikerer, at coronavirus stopper med at smitte meget hurtigere på en overflade af træ end en af plastik. Også overflader af papir og pap klarer sig bedre end plastik, om end ikke nær så godt som træ.
Undersøgelsens data om smitsomhed siger intet om, hvor sandsynligt en infektion er. Den mest sandsynlige måde at fange virussen på er stadig gennem luften.
”Siden sidste forår er der imidlertid offentliggjort fund, der viser, at coronavirus kan overleve på overflader i timer, dage og endda uger. Så vi følte det nødvendigt at undersøge, hvor længe de forbliver smitsomme på forskellige overflader og under forskellige forhold, ” forklarer lektor Antti Haapala fra University of Eastern Finland, der er en af kræfterne bag undersøgelsen.
Undersøger andet end corona
Projektet sammenligner overlevelse og smitsomhed af vira på træ- og træproduktoverflader, både behandlet og ubehandlet. Det studerer også emballagematerialer og papirprodukter samt glas-, sten-, plast- og tekstiloverflader.
”Man kan sige, at vi studerer alle de overflader, som folk vil komme i kontakt med i deres daglige liv”, siger Haapala. Smitsomheden undersøges under forskellige perioder, temperaturer og fugtighedsgrader.
Projektet løber indtil udgangen af 2021, og forhåbentlig er kampen mod den nuværende pandemi i det mindste delvist overstået takket være en eller flere vacciner. Derfor undersøger projektet også smitsomheden af flere andre vira. Ud over SARS-CoV-2, årsagen til den nuværende pandemi, inkluderer undersøgelsen MERS og HcoV coronavirus og TGEV, et coronavirus, der inficerer svin.
På den måde håber man, at undersøgelsen kan være til hjælp, hvis – eller når – den næste pandemi rammer os.
En kombination af stoffer
At virus og bakterier ikke trives godt på træoverflader har længe været kendt – se fx Træ.dk’s artikler Træ bekæmper resistente bakterier og Træ vinder strid om hygiejne.
Tiina Vainio-Kaila fra VTT Technical Research Center i Finland har i sin doktorafhandling klarlagt, at det især er indholdsstoffer i kernetræ og splintved af skovfyr, og til en vis grad også i rødgran, som forhindrer væksten af flere patogene bakterier – herunder MRSA-bakterie (Staphylococcus aureus), som man desværre ganske ofte ser patienter pådrage sig på hospitalet.
Imidlertid kan ingen enkelt ekstraktionsforbindelse alene forklare den antibakterielle virkning af træ. Det ser ud til, at de antibakterielle egenskaber skyldes sammensætningen af de organiske stoffer.
”Det gælder i det mindste for fyr og gran, som er de to arter, som jeg er mest fortrolig med,” siger Vainio-Kaila til forest.fi.
Også harpikssyrer, som findes i både kerne- og splintræ af fyr og gran, har vist sig at være antibakterielle. Andre stoffer, der vides at være antibakterielle, er visse såkaldte stilbenoider, der kun findes i fyrretræ.
En anden finsk undersøgelse viser, at selv birk synes at have antibakterielle egenskaber, på trods af at det adskiller sig fra fyr og gran i mange henseender, skriver forest.fi.
Mere træ på hospitaler og institutioner?
De hygiejniske egenskaber ved materialers overflader er vigtige – især på steder som hospitaler, plejehjem eller daginstitutioner, hvor sygdomme kan sprede sig, når hænder kommer i kontakt med overflader, der derefter berøres af andre hænder.
Mennesker, der opholder sig i disse miljøer, er ofte særligt sårbare over for infektioner, enten på grund af et svækket immunsystem eller på grund af små børns tendens til at putte hænderne i munden.
Og selvom træs superheltekræfter trods alt ikke rækker til at udrydde coronavirussen fuldstændig, så er det måske værd at overveje, om der skal skrues lidt op for træoverfladerne rundt omkring?
Kilde: Forest.fi
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.