Crashtest: Juletræ på biltaget
Sørg for at spænde juletræet ordenligt fast.

Juletræet sikres bedst med spænderemme der går rundt om selve stammen. Damen på billedet har altså ikke sikret sit juletræ tilstrækkeligt (Foto: ADAC)
Du har sikkert allerede prøvet det før. Altså det der med at skaffe juletræ og køre det hjem så det er klar inden juleaften. Men husker du også hvordan du får juletræet hjembragt på en ordentlig måde? Hvis ikke, så tillader vi os, i anledningen af den traditionsrige juletid, at gentage de gode råd til forsvarlig juletræskørsel.
Lavtgående missil
Når juletræet skal bringes hjem til jul, vælger mange at transportere træet med bil, f.eks. på bilens tagbøjler. Men er træet skal spændes ordentligt fast. Ellers kan træet blive til et lavtgående og farligt missil i tilfælde af sammenstød eller voldsom opbremsning.
Det viser Crashtests udført af den tyske bilklub ADAC, en pendant til danske FDM. Du kan se videoen af det nedenfor.
I et forsøg blev konsekvenserne af 2 forskellige måder at fastspænde juletræet gennemgået.
Bagage-elastik
I det første forsøg blev juletræet spændt fast med almindelige bagage-elastikker hvorefter testbilen blev udsat for et frontalt sammenstød ved 50 km/t.
Resultatet af crash-testen viste tydeligt at montagen var både utilstrækkelig og farlig. Det 32 kg tunge juletræ sprængte elastikkerne og fortsatte i fuld fart frem over bilens tag. Fatalt for en person, der eventuelt kom i vejen for det løsrevne juletræ.
Spændebånd
Bliver træet derimod korrekt spændt fast med spænderemme er risikoen betydelig mindre. Under crash-testen rykkede træet sig nogle få centimeter, men stropperne modstod vægten svarende til 750 kg og træet blev på taget.
I begge forsøg var træet fastspændt med den tykke ende af stammen fremdad og toppen bagud.

Den tyske bilklub ADAC har testet hvad der sker, hvis juletræet ikke er spændt ordentligt fast til bilens tagbøjler (Foto: ADAC)
Sådan sikres juletræet
FDM anbefaler:
Når du transporterer træet på taget:
- Spidsen skal pege bagud, foden forud – gode spændremme skal surres fast i begge ender. Du skal som minimum spænde remmen i rodenden rundt om selve stammen
- Er træet i et net, må remmene spændes ekstra godt fast om de eftergivende grene. Husk stadig, at remmen skal godt rundt om stammen i rodenden.
- Træets længde er ikke formelt set et problem; det må være 12 meter langt, men ikke overstige bilens tilladte taglast. Det må ikke rage mere end 15 cm ud til hver side.
- Rager træet mere end én meter bagud (eller forud) skal det afmærkes. I dagslys kan det f.eks. være med en hvid klud eller et særligt refleksmærke. I lygtetændingstiden skal der hænge en lygte i enden.
Når du transporterer træet inde i bilen:
- Foden skal være fremad og en træplade bør anbringes på tværs af forsædernes bagside for at fordele et evt. tryk over et større område.
- Hvis bagklappen ikke kan lukkes, bør den holdes nede med en rem, så lygter og nummerplade er synlige.
- Træet må ikke hindre førerens udsyn. Bagruden må dog godt være dækket, hvis bilen har to sidespejle.
- Indtræk af kulilte anses ikke for et sundhedsproblem. Har man en meget gammel bil uden katalysator, kan man evt. skrue op for ventilationsanlægget for at skabe overtryk.
Når du kører med træet på en trailer:
- Foden skal vende fremad og træet spændes godt fast
- Rager det mere end én meter ud over trailerens bagende, skal træet afmærkes.
- Fælles for de tre tilfælde er, at træet ikke må dække for lygter og nummerplade
Kilde:
-
FDM (Forenede Danske Motorejere)
Kør rigtigt med juletræet
MODTAG GRATIS NYT OM TRÆ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
2 kommentarer
Og hvordan skal man transportere træet på cykel? Gode råd modtages gerne 🙂
Med kæde efter cykelen…