Danskere udvikler verdens første bionedbrydelige MDF-plade
Bioteknologisk gennembrud for aarhusiansk virksomhed kan betyde en grønnere fremtid.
Køkkenskabe, reoler og bordplader – den populære træfiberpladetype MDF anvendes i stort omfang til møbler og andet inventar. Fordelene ved materialet er blandt andet, at det kan fremstilles af billige restmaterialer fra træindustrien og småt dimensioneret udtyndingstræ fra skovene.
En ulempe er dog, at den lim, der binder pladerne sammen, indeholder stoffet formaldehyd, der i høje koncentrationer kan være sundhedsskadelig og give dårligt indeklima. Efter problemer med formaldehyd i 1970erne, vedtog man i 1980erne grænseværdier for både pladers formaldehydindhold og formaldehydemission. En anden ulempe ved limen er også, at den ofte fremstilles af råolie.
En grøn industri giver grønt miljø
Det vil den danske biotek-virksomhed, Pond, gøre noget ved. De har netop udviklet hvad der formodes at være verdens første biobaserede og bionedbrydelige MDF-plade. Gennembruddet kommer som følge af, at den aarhusianske virksomhed har udviklet en bionedbrydelig lim, kaldet bioresin, der både gør op med brugen af råolie og formaldehydgenerne.
“Det er et kæmpe gennembrud. Og det største der er sket for os. Det kan få stor indflydelse på møbelproduktionen i hele verden og kan få en kæmpe betydning for miljøet”, siger Thomas Brorsen Pedersen, stifter og CEO i Pond, til Århus Stiftstidende.
Ved en test af den nyudviklede MDF-plade fandt man, at den ikke blot levede op til MDF-standarden, men faktisk også var stivere end almindelige MDF-plader.
Man er derfor yderst optimistisk i den aarhusianske lejr. Her vurderer man, at hvis man i fremtiden skal bruge virksomhedens bioresin til alle spån-og MDF-plader, vil det kræve en daglig produktion på 100.000 ton.
På trods af, at den succesfulde virksomhed har åbnet et mindre kontor i Shanghai, håber Thomas Brorsen Pedersen, at man kan holde en del af produktionen af stoffet i Aarhus.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
4 kommentarer
Fantastisk nyhed…. Det bør udbredes til byggebranchen hvor MDF/OSB er bredt anvendt..
Det lyder som en tiltrængt nyhed til MDF pladerne, den nye lim BIORESIN, men af artiklen fremgår der ikke noget om hvordan pladen opfører sig i forhold til fugtighed og ubearbejdet opskåret kanter, er den venlig overfor alle behandlings typer, bejdser- lak – olier og maling?
Tillykke med det kæmpe gennembrud, Pond! Håber det bliver til en paradigmeskift i branchen. Kan I sige mere om indholdet af bioresin?
Super mere ud af den tangent. Imponeret.