“Det er helt ude i skoven, at politikerne udlægger 75.000 hektar til urørt skov”

2

Seks skarpe om træ til...

Af -

…Emil Andersen Hvid, skovfoged i Valdemarskilde og Gunderslevholm Skovadministration I/S.

Hvorfra stammer din interesse for træ?

Min far var tømrermester, så træ har været et livsvilkår, siden jeg blev født. Jeg har altid hjulpet ham med tømrerarbejdet, og som stor knægt hjalp jeg med at sanke brænde i Giesegaardskovene, som lå lige op af den gård, jeg voksede op på.

Senere fik jeg job som skovarbejder på Giesegaard Skovdistrikt, og så er det gået hånd i hånd derfra med uddannelse til skov- og landskabsingeniør og senere ansættelse som godsskovfoged i Valdemarskilde og Gunderslevholm Skovadministration I/S.

Hvorfor er det vigtigt at bruge træ?

Det er vigtigt at bruge træ, fordi det er en fornybar ressource, og fordi man ved at bruge det binder CO2 – eller som minimum undgår at bruge andre ikke-fornybare fossile brændsler. Derudover mindsker man brugen af CO2-tunge bygningsmaterialer, når man bruger træ.

Endelig er træ bare rigtigt behageligt at arbejde med.

Hvorfor kan du godt lide træ?

Træ er et naturligt og levende materiale, og man er derfor nødt til at være påpasselig med, hvad man udsætter det for, både mens det gror, men også når man forarbejder det.

Jeg holder meget af at følge træernes og bevoksningernes liv, og sørge for at hjælpe med diverse indgreb for at hjælpe træerne i deres vækst. Og før man ved af det, står man med et produkt i hånden i form af flis, brænde, gulvtræ, konstruktionstræ eller lignende, og man er stadig i gang med at optimere bevoksningen, således at de flotteste træer står tilbage inden afdrift. Tit har man fået overleveret flotte bevoksninger fra forgængerne, og man forsøger selv at gøre sit til, at det man afleverer videre til næste mand på skovfogedposten i hvert fald ikke er værre end det, man selv modtog.

Når man arbejder med træ, arbejder man med naturen. Det er i sig selv et privilegie at få lov til at have ”naturen” som kollega og sparringspartner, og man bliver jævnligt også klar over, hvor formidabel en modstander ”naturen” kan være, hvis man ikke passer på.

Hvordan skal vi prioritere mellem anvendelsen af træ og biodiversitet i den grønne omstilling?

Vi kommer til at skulle bruge meget mere træ i fremtiden. Så vi skal værne om og øge størrelsen på vores produktionsskove, særligt når vi i Danmark i forvejen ikke producerer særlig meget af det træ, vi selv forbruger. Heldigvis er det ikke i skovene, at biodiversitetskrisen er særligt stor, og jeg mener ikke, det noget sted er verificeret, at hvor der er produktionsskov, er der ikke stor biodiversitet.

Tværtimod er jeg af den overbevisning, at fordi vi har drevet skovene på den måde vi har, er biodiversitetskrisen meget begrænset i skovene. Hvis det ikke var for Fredskovsforordningen fra 1805 – herunder det øgede fokus på selvforsyning og produktion af træ – så havde der været meget stor biodiversitetskrise i skovene i dag.

Hvad er den største udfordring ved at øge brugen af træ?

Den største udfordring ved at øge brugen af træ, er at vi kan komme til at mangle det i fremtiden, hvis ikke vi øger vores produktionsskovsarealer. Vi risikerer at blive afhængige af tvivlsomme stater som for eksempel Rusland.

Derfor er det også helt ude i skoven, at politikerne udlægger 75.000 hektar til urørt skov, uden at sørge for at den produktion kommer et andet sted fra. Man burde som minimum havde sørget for, at for hver hektar man udlagde til urørt skov, skulle der rejses en hektar produktionsskov et andet sted.

Men politik er desværre sat sådan sammen i dag, at det ikke kan betale sig at tænke så langsigtet, som en god skovpolitik kræver. Det er svært at planlægge 50-100 år ud i fremtiden, når ens tidshorisont kun løber de fire år, en valgperiode gælder. Og det er for nemt at hoppe med på en populistisk vogn og ødelægge dekaders dygtige forstarbejde, når biologerne skriger biodiversitetskrise.

Man retter bager for smed, når man udlægger urørt skov, for jeg tror egentligt godt at både biologer og politikere, når alt kommer til alt, ved at biodiversitetskrisen – for størstepartens vedkommende – er i det åbne land.

Hvordan ser du på træs rolle i klimaudfordringerne?

Træ er helt klart en vigtig medspiller i forhold til at nedbringe CO2 i atmosfæren, og det gør man allerbedst ved at lave produktionsskov efter tysk/skandinavisk forbillede og bruge træet i byggeri mm.

Men det største problem er nok stadig de mange afbrændinger af skov – naturlige eller påsatte – som fortsætter verden over. Før vi får styr på det – og her er det som udgangspunkt de påsatte – kan vi plante nok så meget ny skov i Danmark, uden at det betyder særlig meget.

Det er et langt sejt træk at overbevise især ulande om, at det er noget møg at brænde skovene af – og nogle få steder vil det også stadig være nødvendigt med påsatte brænde af den ene eller den anden årsag (regenerering af skov eller historiske græsgange til husdyr mm.).

Men vi er nødt til at satse på at levere know-how og ikke mindst good governance til ulandene, så de kan producere deres træ på en forsvarlig måde og få en indtægt man kan leve for af det, de kan producere i skovene. Det vil medføre, at de kan se, at det er en dårlig ide at brænde skovene af, for eksempel for at have husdyr eller dyrke landbrug.

Men der er vi langt ude i fremtiden, og derfor er vi indtil da også nødt til at øge vores skovareal og træproduktion i Danmark, både for at dække eget behov for træ og minimere afhængigheden af andre, men også for at vise, at vi finder skoven vigtig af mange samfundsårsager.

Foto: Emil Andersen Hvid

 

 

Træ.dk stiller i en artikelserie seks skarpe spørgsmål til mennesker, der har en passion for træ. Kunne du tænke dig at medvirke, eller har du et godt bud på en interessant træmand m/k, så skriv til redaktionen på info@trae.dk.

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

2 kommentarer

  1. peter schou siger:

    kan man ikke bare lade dårlig landbrugs jord, gro til med træer, så for man uberørt skov fra bunden af

  2. Ralff siger:

    Mit indtryk er, at der ikke er stor biodiversitet i dyrket skov?

    https://naturstyrelsen.dk/media/250401/anne-lund-biodiversitet-i-dyrket-skov.pdf:

    Videnskabelige undersøgelser viser, at biodiversiteten af vedboende arter stiger med
    mængden af dødt ved. Det er især dødt ved med en stor diameter, der har ligget over længere tid,
    som er levested for en række sjældne arter (…). I Skandinavien har man estimeret, at omkring 6.000-7.000 arter er afhængig af dødt ved som levested.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×