“Det fascinerer mig at åbne en stamme og se, hvad der gemmer sig under barken”

1

Seks skarpe om træ til...

Af -

…møbeldesigner Anne Brandhøj. Siden sin uddannelse på designskolen har Anne været fascineret af træer og deres langsommelige cyklus. I sine design fokuserer hun på det uperfekte og inkorporerer både knaster, revner, harpikslommer, svampeangreb og farvenuancer.

1. Hvilket udtryk giver det dine produkter, at de er udformet i træ?

Træets farve og struktur er en stor del af det udtryk, mine skulpturer og møbler har. Jeg arbejder aktivt med svindrevner, spor af svampe, harpikslommer, knaster og marvstråler.  Ved at dyrke disse uregelmæssigheder sender værket et signal om, at det er født, formet og proportioneret af og på naturens præmisser.

2. Hvordan endte du med at designe produkter af lige netop træ?

Som nyuddannet møbeldesigner havde jeg ikke lyst til at formgive nye, fejlfrie produkter, og under mit afgangsprojekt på Designskolen fik jeg mulighed for at tage i skoven og finde ud af, hvordan træerne egentlig blev til de planker, der normalt landede i værkstedet. Jeg lærte sågar at fælde træerne med hjælp fra de lokale skovarbejdere.

Det fascinerer mig at åbne en stamme og se, hvad der gemmer sig under barken. Jeg foretrækker at formgive i træ, fordi det tillader, at man hele tiden fjerner materiale og langsomt arbejder sig tættere og tættere ind på en form. Jeg nyder også, at træet er et blødt og imødekommende materiale, som tilmed dufter fantastisk skønt.

3. Kan du komme med et eksempel på en teknik, du bruger til at bearbejde/udforme træet?

Når jeg arbejder ved drejebænken, starter jeg med en hel stamme frisk træ med bark. Når jeg begynder at dreje, arbejder jeg mig langsomt igennem træets lag, farver og strukturer. Det giver et helt særligt kig ind i den unikke træstamme, jeg står og arbejder med.

I den ideelle verden tager det op mod 20 år at tørre en stamme, hvis man skal stresse træet mindst muligt. Jeg opfandt en hurtigere metode, der resulterede i, at træet ofte revnede. Revnerne blev et fokus. Et ’clash’ mellem det glatte, bearbejdede og måske olierede træ og de naturlige knaster eller revner, der både er taktile og uvante for det fleste at se på og røre ved.

4. Hvordan er din designproces fra idé til færdigt produkt?

Jeg arbejder med hele træstammer, så min designproces afhænger meget af, hvad der kommer frem under barken, når jeg begynder at bearbejde træet.

Hvis jeg selv er med ude for at fælde, starter min proces allerede der. Dernæst formgiver jeg træet, mens det stadigvæk er friskt og vådt. Så lader jeg det tørre imellem 6 og 12 måneder, hvorefter jeg ofte kombinerer formerne med andre elementer – enten med ovntørret træ eller andre former i træ der langsomt har fået lov til at tørre. Til slut pudser og oliebehandler jeg, til træet er silkeblødt.

Udvalg af hylder fra udstillingen “On Balance”

 

5. Har du nogle overvejelser om bæredygtigheden af det træ, du bruger?

Jeg tænker meget over at bruge alt træet og ikke lade noget gå til spilde. Min udstilling ‘On Balance’, som var 100 hylder, tog udgangspunkt i afskær og rester jeg havde gemt gennem flere år.

Mine værker er både bæredygtige i form og indhold, i proces og resultat. Det er vigtigt for mig at have hænderne på alle led i processen – fra jeg tager ude i skoven og finder den helt rigtige træstub, til værket står færdigt.

6. Hvordan ser du brugen af træ i møbelproduktion udvikle sig fremadrettet?

Jeg håber, at der kommer lidt flere forskellige træsorter på banen, eksempelvis bøgetræ. Derudover ønsker jeg også en udvikling, hvor træet ikke nødvendigvis behøver at være ensfarvet og ensartet. Jeg synes, det tilfører møblet utrolig meget karakter og kvalitet, når man kan se liv og struktur i træet.

Fakta

Modtag gratis nyt om træ

En kommentar

  1. Holger Broegaard, Ryslinge Savværk siger:

    Fantastisk at se nye tider inde for design. Det vil jeg kalde nytænkning inde for branchen. For godt et årti siden Jeg foreslog jeg lederen af Kunsthåndværkerskole i Kolding brugen af spraglet/knastet i deres design. Det blev meget kraftigt afvist. Knaster og misfarvning ødelagde designeres udtryk og modtagerens blev forvirret af de knaster designeren ikke havde konstrueret/designet. Det var som om design dengang ikke kunne arbejde sammen med naturen, men imod den.
    Lidt malurt: Hvis det skal kaldes brugskunst og ikke kun bruges til “pynt” bør revnedannelse begrænses til næsten ingen ting. Det er nu ikke smart med børnebørnenes havregrød i sprækkerne på en bordplade eller spisebræt. Det er en lille elementær regel der siger at tørresvindet procentvis er det halve i diameteren i forhold til omkredsen i en kævle for næsten alle træsorter. Det vi sige at kævlen altid vil revne ind til midten. Hvis kævlen deles i midten til to er problemet løst(delvist). Det er det problem savværksbranchen lever med hver dag. Jeg vil gerne deltage i et kursus og dele ud af mine(og andres) erfaringer.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×