Det giver mening at bygge med træ
Mange vælger at bygge med træ på grund af materialets stoflighed, men træ i byggeriet giver også mening både på byggepladsen og på klimakontoen.
Træ er et rart materiale. Det har en behagelig duft, gode æstetiske kvaliteter og har fugtegenskaber der kan give et godt indeklima. Træ bringer også varme ind i hjemmet, bløder indretningen op og får os til at føle os tættere på naturen. Men helt praktisk giver det også mening at bygge med træ – både økonomisk og klimamæssigt.
Det kunne man blandt andet høre om til årets Build in Wood-konference, hvor Kirsten Haggarth fra Waugh Thistleton Architects fortalte om, hvorfor de især anvender krydslamineret massivtræ til deres projekter i London. Arkitektvirksomheden, der blandt andet står bag Dalston Works, har fået øjnene op for den effektivitet, der gennemsyrer det moderne træbyggeri.
Hvis Dalston Works-byggeriet var blevet udført som et traditionelt betonbyggeri, ville man skulle skære 25% af boligerne fra på grund af bygningens vægt. Med den lettere trækonstruktion har man således kunnet tilføje flere boliger på grunden, der ligger over Londons undergrundsbane.
Derudover ville det have krævet 700 lastbiltransporter for at få materialerne hen til byggepladsen, hvis det havde været et betonbyggeri. Det antal kunne man minimere til blot 111 transporter, fordi man byggede Dalston Works i krydslamineret massivtræ. Træelementerne kunne nemlig pakkes fladt og tæt, og man undgik dermed en masse ture gennem den trafikplagede storby.
Dalston Works-byggeriet blev afsluttet otte måneder hurtigere, end hvis det havde været et betonbyggeri, og særligt udsigten til en 20% kortere byggefase og dermed også tidligere indflytning har tiltrukket Waugh Thistleton Architects.
Derudover kan de se det smarte i en reducering af byggeriets CO2-udledning.
Fornuftigt forbrug
For Harpa Birgisdottir, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut, er fordelene ved træ også til at tage at føle på.
I langt tid har man nemlig fokuseret på at nedbringe driftsenergiforbruget for at gøre bygninger mere miljøvenlige. Nu er energiforbruget i driftsfasen dog så lavt, at man i stedet må se på bygningernes indlejrede energiforbrug – altså energiforbruget og miljøpåvirkningen fra produktion og udskiftning af byggematerialer.
Og træ som byggemateriale har bestemt et miljømæssigt potentiale. Skifter man for eksempel beton ud med træ i byggeriet, kan man formindske kulstofaftrykket med helt op til 77%. Vælger man blot at skifte facaden ud med træ i stedet for mursten, kan man nedsætte kulstofaftrykket med 24%.
Spørger man Lau Raffnsøe, teknisk direktør i Green Building Council Denmark, så skriger udviklingen på et materialefokus i byggeriet.
Halvdelen af al materiale- og energiforbrug i EU opstår i driften og opførelsen af bygninger. Ligeledes står drift og byggeri også for en tredjedel af vandforbruget og affaldsudledningen.
Derfor giver det god mening at anvende bæredygtigt produceret træ i byggeriet. Det er både et fornybart materiale, og så er træerne med til at fjerne CO2 fra atmosfæren, inden de bliver fældet.
Mere træbyggeri med hjælp fra skovene
Ser man på de klimaudfordringer vi står over for, er der nemlig mange gode grunde til at bringe mere træ ind i byggeriet.
Det er ikke kun som byggemateriale, at træet har gode egenskaber. Skovene står for at fjerne knap en tredjedel af den globale CO2-udledning om året. Ønsker vi derfor at nå Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning til under 1,5 grader, så må vi ifølge Peter Iversen, teamleder i UNFCCC-sekretariatet, tænke skove og aktivt skovbrug ind i planerne.
En undersøgelse fra Tyskland viser, at mængden af indlejret kulstof i de tyske skove svarer til et gennemsnit på 385 tons CO2 pr. hektar skov. Derudover øges den indlejrede CO2 i træprodukter med tre millioner tons CO2-ækvivalenter om året i Tyskland.
Som nogle af de få i verden, har tyskerne også regnet på hvor stor en udledning man har undgået ved at bruge træ i stedet for andre materialer. Ved at bruge træ til energi, har man undgået 36 millioner tons CO2-ækvivalenter om året, og ved at bruge træ som materiale, har man undgået en udledning på 30 millioner tons CO2-ækvivalenter om året.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.
2 kommentarer
Hvor er det bare god læsning 🙂 Og virkelig interessant, hvordan det formidles videre, så det bliver endnu mere almindeligt at bygge i og med træ. Et lille eksempel på et sommerhus i træ – fra yderst til inderst – kan ses her: https://www.trae.dk/author/jette-rosendal/ En artikel serie skrevet her til Træ. Venlig hilsen Jette
Er der tænkt på overfladebehandling af de flotte træfacader der anvendes i byggeriet?