Digital hjælp til byens træer
Det er ikke helt billigt at plante bytræer, så derfor giver det god mening at passe godt på dem. En app skal gøre det lettere at vedligeholde træerne.

Arkivfoto - ikke et billede af den omtalte app. Foto: Lubo Minar.
Bytræer kan løfte byrummet, og mange af os bliver gladere af, at der er noget grønt at kigge på. Men det er langt fra billigt, når kommunen skal plante nye bytræer. Et bytræ kan nemlig koste helt op mod 90.000 kr. at plante. Det giver derfor økonomisk god mening at passe godt på bytræerne, når de er plantet, så de ikke tager skade af vandmangel eller manglende næring i jorden.
Den problematik fik i efteråret 2017 tankerne i gang på Aarhus Universitet. Her gik elektronikingeniør-studerende Jacob Aagaard sammen med tre studiekammerater om et projekt, der skulle hjælpe byens træer med at vokse.
”Vi fik at vide, at det er styrtende dyrt at plante et nyt træ. Derfor vil man helst ikke udskifte træer, så når først træerne er i jorden, gælder det om at holde dem i live,” siger Jacob Aagaard. De studerende tog derfor kontakt til Aarhus Kommune med henblik på et samarbejde:
”I samarbejde med kommunen har vi udviklet en simpel enhed, der kan måle fugtigheden i jorden omkring træet. Med relativt lidt ekstra arbejde kan enheden udbygges til ligeledes at måle pH-værdi, saltindhold og gødningsværdi. Tanken er, at hvis der er et træ, som er i kritisk tilstand, kan kommunen tjekke op på træet med det samme. På den måde kan man undgå, at træet dør på grund af de miljømæssige omstændigheder, det befinder sig i,” siger Jacob Aagaard.

Foto: AU Foto.
Teknologi og træer
App’en, som Jacob Aagaard har udviklet sammen med sin gruppe, bruges til at sætte enheder op og navngive og positionere dem. App’en er baseret på Internet of Things-teknologi, hvor der skabes et netværk mellem ting og computere. Hvis et bytræ mangler vand, sender det en advarsel til kommunen, der så kan følge op på det med det samme.
Og hos Aarhus Kommune tager man godt imod projektet:
”Det er et rigtig fint projekt, de har lavet, og det spændende for os at se, hvordan vi kan drage nytte af de nye teknologier. Det er stadig svært at sige noget om, hvor meget man kan spare med denne teknologi, men det kunne være spændende at bruge måleudstyret på forsøgstrækninger for at kunne optimere vandingen af træer, så vi får en bedre trivsel på træerne,” siger Hanne Lund Steffensen, som er projektleder ved Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune.
Projektet har også fået international anerkendelse, da Jacob Aagaard vandt tredjepladsen i Internet of Things-konkurrencen IoT Spartan. Her dystede han med studerende fra otte internationale universiteter om at lave det bedste Internet of Things-projekt.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk