Efterårsfarverne forsinkes af øget CO2 i atmosfæren

0

Af

Efterårsfarverne forsinkes af øget CO2  i atmosfæren

Har du også fornemmelsen af, at træerne i skoven er grønnere i længere tid end dengang du var barn? I så fald er du ikke helt galt på den. 

Tidligere løvspring og senere løvfald

Statistikken viser nemlig at træerne over de sidste tredive år både springer tidligere ud og beholder den grønne farve og bliver siddene længere på træerne om efteråret.

Træernes vækstsæson er simpelthen forlænget med et par uger.
 
Forskere har hidtil forklaret observationen med den gradvist forøgede temperatur i atmosfæren. Men selvom der er stor sammenhæng mellem temperaturstigningen og det tidlige løvspring, er der imidlertid kun svag sammenhæng til det forsinkede løvfald. 
 

AnneMarieSø i efterårsfarver
Efterårsfarver ved AnneMarieSø (Kilde: Skov og Naturstyrelsen)

CO2 forsinker løvfaldet

Ny engelsk forskning sandsynliggør nu, at det i virkeligheden er atmosfærens forøgede indhold af CO2 der er årsagen.

Over de sidste 30 år er CO2-niveauet i atmosfæren steget med 13,5 %.  Andelen ligger nu på ca. 380 ppm imod ca. 335 ppm for 30 år siden. Eksperimenter har vist at øget CO2 indhold i atmosfæren fører til at planters fysiologi ændrer sig.
 

Engelsk forskningsprojekt finder sammenhængen

I forskningsprojektet, der blev ledet af forskere fra University of Southampton i England, er poppeltræer blevet udsat for forhøjede koncentrationer af CO2.

Sammenligningen med resultater fra træer uden ekstra tilsat CO2 viste, at jo højere koncentrationen var, jo længere tid beholdt træerne det grønne klorofyl i deres blade og jo længere tid blev bladene blev siddende på træerne. 

Årsagen er, at bladene i længere tid kan opretholde en effektiv fotosyntese, der genererer de kulhydrater som holder bladene i live.  

Vil træerne nu vokse ind i himlen?

Træerne kan simpelthen blive ved med at gro i længere tid, men de vil ikke nødvendigvis vokse ind i himlen.

For den udstrakte vækstsæson kan hindre den optimale afmodning af bladene, hvorved det efterfølgende års vækst kan hæmmes.

Om efteråret inden træerne smider bladene, trækker træerne nemlig så mange stoffer som muligt ud af bladene og lagrer og genbruger dem til knopperne og næste forårs løvspring.

Hvis træerne eksempelvis får frost inden bladene bliver færdige med at afmodne kan disse næringsstoffer gå tabt.
 

Anderledes trævalg i fremtiden?

Et spørgsmål er derfor, om man i fremtiden skal vælge andre træarter eller træer med et genmateriale, der er bedre tilpasset fremtidens CO2-forhold, når man skal plante nye træer, udtaler professor Gail Taylor, der har deltaget i det omfattende projekt.

Ingen væsentlig betydning endnu

Hos Skov- og Naturstyrelsen herhjemme ser man med interesse på den engelske undersøgelse. Dog har man svært ved at pege på konsekvenserne. Indtil videre tyder intet dog på, at det senere løvfald har fået væsentlig betydning for træerne, udtaler Skovrider Bjerne Ditlevsen til avisen 24timer.

Tags:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum