Engangsbestik af birketræ

0

DSB indførte træbestik af birketræ som afløser for plastikbestikket i sommer. Træbestikket er 100% biologisk nedbrydeligt og er ikke dyrere end plasticbestik.

Af

DSB indfører træbestik

Du sidder i morgentoget med dit bestilte rundstykke, smør, ost og marmelade. Glæder dig til at sætte tænderne i det sprøde morgenbrød – altså lige indtil den lille plastikkniv, du fik med i kuverten, knækker.

Nu sidder du så med pegefingeren inde i rundstykket og krummer ud over hele bordet. Er det sådan du husker morgenmåltiderne i DSB’s IC3 tog? Så er det et stykke tid siden, du har været der sidst.

Firmaet RGN Danmark A/S, som står for maden og drikkevarerne på alle DSB’s togstrækninger, er nemlig gået over til engangsbestik i træ. Dermed er man som kunde ude over problemet med kniven, der ikke kan skære uden at krumme og ikke kan smøre uden at knække.

Godt for den økologiske bevidsthed

Er man samtidig en økologisk bevidst passager, så smager maden måske endnu bedre, når man ved, at de 1,3 millioner knive og gafler og 3,3 millioner røre-pinde, som der hvert år bruges og smides væk i DSB-togene, nu er skåret af biologisk nedbrydeligt svensk birketræ, ligesom også kaffekrus og servietter er af biologisk nedbrydeligt materiale.

Indførelsen af træbestik er sket for at leve op til DSB’s grønne linje, fortæller administrerende direktør i RNG Danmark A/S Erling Stenholdt Poulsen. Og han tager gerne selv ansvaret for den disposition.

Indførelsen af træbestikket er hygiejnisk forsvarligt

“Jeg kontaktede vores leverandør og bad dem om at finde et alternativ til plasticbestikket og nævnte, at jeg ville foretrække en løsning i træ. Det primære var miljøhensynet, hvor vi forsøger at nærme os en situation, hvor al vores emballage er 100 procent biologisk nedbrydeligt. I dag er vi så langt, at alle de emballager, vi anvender i togene, består af recirkulerende fibre. Eneste undtagelse er emballagen til mad og drikkekrusene til kolde drikke. Der har vi ikke kunnet finde en hygiejnisk forsvarlig afløser til plasticemballagen. Men med det nye bestik i træ er det lykkedes, og så har vi så opnået nogle sidegevinster i form af en kniv, der kan skære igennem uden at knække og uden at der ligger krummer til alle sider.”

Økonomisk har skiftet til træbestik ikke medført nogen nævneværdig ændring, fortæller Erling Stenholdt Poulsen.

Til gengæld har det ikke skortet på positive reaktioner fra omverdenen.

“Vi har fået mange henvendelser fra tilfredse kunder, og så er vi blevet kontaktet af flere virksomheder der gerne vil kopiere vores løsning og indføre det nye engangsbestik af træ i deres kantiner”.

Læs mere:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum