Er fotosyntesen aflyst?
For nylig kunne man læse i en ny undersøgelse, at grønne planter ikke kun henter kulstof fra luften, men også fra svampe under jorden. Hvad betyder det nu for træer og fotosyntesen som vi kender den?
Seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning Hanne N. Rasmussen kunne forleden afsløre, at op imod 40 procent af alle plantearter får en del af deres kulstof fra svampe, der lever i deres rødder – og altså ikke udelukkende fra luften via fotosyntesen, som ellers har været den hidtidige opfattelse. Det viser forskning, som Rasmussen har udført i samarbejde med kolleger på Bayreuth Universitet i Tyskland.
Fotosyntesen er dog ikke kørt helt ud på et sidespor. De underjordiske svampenetværk – mykorrhiza – formidler ganske rigtigt kulstof planterne imellem, men som supplement til planternes fotosyntese, ikke erstatning. Ifølge Rasmussen er det er temmelig kontroversielt, at nogle grønne planter ikke lever helt og fuldt af deres egen fotosyntese, men faktisk henter kulstof fra andre planter ved hjælp af svampe.
Indtil videre har forskerne påvist, at der foregår en overførsel af kulstof fra svampe hos Firblad og Hvid Anemone. Men resultaterne åbner op for, at omkring 40% af alle plantearter får suppleret deres fotosyntese med kulstofforbindelser overført via svampe til rødderne. Det skøn bygger på, at den type svampe-symbiose, som Firblad og Hvid Anemone har, er meget almindelig og findes i omkring 40 % af de grønne plantearter.
Men vil denne nye viden påvirke vores forståelse af træerne? Vi har spurgt Hanne N. Rasmussen.
Denne type mykorrhiza, er det også en type, der forekommer sammen med nogle træarters rodnet?
”Der er visse træarter, som har arbuskulær mykorrhiza: ask, løn og andre Acer-arter, repræsentanter for rosenfamilien som røn, tjørn, æble, kirsebær og flere mindre træer som benved, hyld, kristtorn, taks, ene. De fleste store træarter (såvel nåle- som løvtræer) i Danmark og de nordligt tempererede egne har ektomykorrhiza. Går vi til troperne har det store flertal af træarter, så vidt jeg ved, arbuskulær mykorrhiza. De to typer mykorrhiza involverer simpelthen vidt forskellige svampegrupper og udgør to separate systemer.”
Hvilken betydning kan denne viden have for vores måde at forstå skovens økologi på?
”For mig at se handler dette om plantearters indbyrdes forhold og om, hvordan plantesamfund hænger sammen. Tit ser vi jo de samme arter optræde sammen igen og igen. Vi har vel altid troet, at det alt sammen var en funktion af jordbund og lokalklima, men man får jo den tanke, at der også kan være tale om indbyrdes afhængighed.
Der er nogle arter som er nydere og andre som derfor må være ydere. Modtagere af kulstof fra svampene kan vi afsløre ved, at de har en afvigende isotopsammensætning, mens vi har svært ved at fastslå, om en given art er yder.
Sammen med de samme tyske kolleger er jeg på vej med en opfølgende artikel, hvor vi gennemgår samtlige de arter, hvis arbuskulære mykorrhiza-type kendes, og hvor man har målinger af deres isotop-sammensætning. Udfra den opgørelse kan vi slutte, at modtagere af kulstof altid er arter, som har “Paris”-typen af A-mykorrhiza, og at overførslen i cirka halvdelen af disse arter er stor nok til at være statistisk pålidelig.
Der er også nogle træarter med i materialet, men hos ingen af dem var data signifikante. De kan enten være ydere i systemet, eller de kan være modtagere, men i så lille udstrækning, at vi ikke kan måle det med sikkerhed.”
Hvis vi lægger en klimavinkel ned over denne nye viden, hvilke perspektiver giver det på træernes rolle som ”CO2-støvsugere” i klimakampen?
”Det er virkelig svært at sige, men det har næppe nogen hæmmende virkning på træers optagelse af CO2, om de har nogle skovbundsurter “på kost”. Foreløbig har vi behov for at identificere nogle nyder-/ydermakkerpar, som der kan eksperimenteres med.
Måske kan man dyrke et træ som almindelig ahorn med og uden hvid anemone og se, om træerne har større tilvækst uden anemonerne. Samtidig skal anemonernes biomasseopbygning tages med i regnestykket.
Vi skal huske, at de arter, som tilegner sig ekstra kulstof gennem svampene, også har fotosyntese. Der er tegn på, at disse arter – som hvid anemone – udmærker sig ved relativt lavt chlorofyl-indhold, men det er ikke noget som umiddelbart kan ses.”
Hvad der foregår i skovbunden og under jorden, og hvordan det hænger sammen med træernes liv, vækker også interesse hos andre – se fx vores artikel Kan træer tænke og tale? eller denne TED Talk fra Suzanne Simard:
Kilde: Københavns Universitet, Hanne Nina Rasmussen
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.
En kommentar
Altså skal det forstås sådan, at en skov ikke bare er en samling af træer, men omfatter langt mere, herunder mikroliv og svampe?
Så er mit spørgsmål, nu der i disse tider bliver plantet ny “skov”, om vi kan manipulere til gunstig udvikling af egentlig “skovkultur” (med det hele) ved at inficere med diverse mikroorganismer og svampe?
Et lignende “princip” som Rodolf Steiner (1861 – 1925) var inde på. Dengang ved hjælp af såkaldte “mark- og humuspræperater”, som er en praktiseret bio-dynamisk metode med okkulte/overnaturlige augmentationer.
Har vi mon nu, med fx svampene, mere fast grund under fødderne for biologiske genveje?