Familieboliger i Danmarks højeste træhus
I Køge har man store planer om at opføre Danmarks hidtil højeste træhus, der skal bestå af boliger til alle familietyper.

Visualisering: Vandkunsten.
Midt i den spirende bydel Søndre Havn i Køge Kyst er 30 husstande gået sammen i byggefællesskabet Fællesbyg Køge Kyst om at opføre et bæredygtigt byggeri, som med sine 24 meter bliver Danmarks hidtil højeste hus med en bærende konstruktion i træ.
Og der er mange fordele ved at bygge med træ. For eksempel får beboerne en times arkitektbistand til indretning af den nye bolig med i købet. Trækonstruktionen, der er baseret på søjler og bjælker, gør nemlig bygningen så fleksibel, at det langt hen i processen er muligt at ændre på den enkelte lejligheds værelsesstruktur.

Visualisering: Vandkunsten.
Derudover er arkitekturen skabt, så rammerne inviterer til fællesskab, og derudover gavner trækonstruktionen både klimaet og beboernes sundhed og velbefindende, fortæller Jan Albrechtsen fra Tegnestuen Vandkunsten:
“Det er stadig lidt uvant med så store bygninger opført i træ, men huset skal opføres med en teknik, der er velkendt, særligt i vores nabolande, og trækonstruktionen har flere fordele. Det gavner klimaet ved at lede mindre CO2-ud, det giver et betydeligt bedre indeklima, fordi materialerne kan ånde – og så er det meget fleksibelt, da huset bæres af søjler i træ, så man faktisk kan flytte rundt på væggene senere hen.”
Kun trappetårnene i huset skal opføres i beton og etagedækkene med en kombination af træ og beton, men derudover er det planen, at hele huset skal opføres i træ.

Visualisering: Vandkunsten.
Hos byudviklingsselskabet Køge Kyst er der glæde over, at projektet nu er så langt, at der ligger en betinget købsaftale, at hovedparten af beboerne er fundet, og at også arkitekturen er faldet på plads i form af et skitseprojekt, som er godkendt af Køge Kyst.
“Fællesbyg Køge Kyst er et stærkt bidrag til det socialt og visuelt mangfoldige byområde på Søndre Havn, som hele tiden har været visionen. Det nye hus bliver en fantastisk ramme om beboernes dagligliv, og jeg er sikker på, at vi også får nogle særlig engagerede og initiativrige borgere, som kan præge livet i hele bydelen,” siger Køge Kysts projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen.
Fællesbyg Køge Kyst forventer, at byggeriet af det nye hus går i gang i foråret 2019, og at beboerne flytter ind i slutningen af 2020.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.