Fjeldenes skove blev ikke udslettet under istiden
Ny forskning viser at rødgran har overlevet istiden i Norge. Måske danner den derfor sin egen art.
Udsletter en istid alt planteliv?
Da sidste istid var på sit højeste for omkring 20.000 år siden var det meste af Skandinavien dækket af kilometertyk is. Isen havde udslettet alt planteliv. Først da isen efter årtusinders massive kuldegreb endelig trak sig tilbage kunne flora og fauna brede sig nordpå.
Sådan har opfattelsen i hvert fald været ind til for nylig.
Der var træer hele tiden
Nu tyder ny forskning imidlertid på, at ismasserne ikke udslettede alt planteliv. Resultater fra Norge viser nemlig at der visse steder har været træer hele tiden.
Læs mere om skovenes historie
Ny gammel granart
Den danske forsker og dna-ekspert Eske Willerslev fra Grundforskningscenter for GeoGenetik på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet har sammen med et hold af kollegaer fundet ud af, at rødgran (Picea Abies) med stor sandsynlighed ikke er én art, men faktisk to.
Én som findes i hele Europa, også i Skandinavien, mens den anden kun findes i det vestlige Skandinavien.
Arterne adskiller sig genetisk, men også fysisk, idet den vestskandinaviske gran er hårdere i veddet.
Forskellene troede man tidligere var variationer inden for arten, men nu er der altså tegn på at der er tale om to separate arter.
Overvintring
Opdagelsen af den vestskandinaviske gran passer ikke ind i den gamle teori om at alle Skandinaviens træer har spredt sig nordpå efter istiden. Træerne må simpelthen have ’overvintret’ i isfri områder igennem istiden.
Flere undersøgelser peger på det samme. F.eks. har geologer fundet pollenrester i søer der viser at der fandtes isfri områder med plantevækst, selv i de allerkoldeste perioder af istiden.
Ny forståelse
’Opdagelsen får betydning for hele vores opfattelse af hvordan organismer overlever klimaændringer’, udtaler Eske Willerslev til videnskab.dk.
’Selv organismer så temperaturfølsomme som træer har altså kunnet klare meget hurtige og meget voldsomme klimaændringer,’ fortsætter Eske Willerslev og henviser til at man også i Patagonien og Alaska kan se træer som står helt på til isranden og vokser fint.
Ud over den nye granart har forskerne også dokumenteret at der for 20.000 år siden, altså under seneste istids koldeste periode, også voksede fyr langt oppe bag Norges fjelde.