Flyvende fældning
Sådan kan man også fælde træer: Fra luften. Foto: AirForestry
I en almindelig skov skal der indimellem tyndes ud i bevoksningen, så de blivende træer får optimale forhold til deres videre vækst og kan vokse op til at blive for eksempel byggematerialer, der kan erstatte fossile materialer i den grønne omstilling. Udtyndingstræerne bliver normalt fældet nede fra jorden. Men måske vil fremtidens skovmaskiner gøre det fra luften af?
Det er der i hvert fald noget, der kunne tyde på: Den svenske virksomhed AirForestry har udviklet en drone, der snupper træerne fra oven.
Sædvanligvis skal tunge maskiner køre ind i skoven for at fælde og hente træerne ud, men den nye drone kan let og elegant flyve hen over bevoksningen, finde det træ, der skal fjernes, placere sig over trækronen og sænke et særligt fældeværktøj ned. Værktøjet griber fat i træet, afgrener det, fælder det tæt ved jorden og løfter stammen ud af skoven.
Skånsomt for skov og skovbund
Teknologien er udviklet i Uppsala i Sverige, hvor AirForestry blev grundlagt i 2020. Virksomheden beskriver sig selv som en svensk deeptech-virksomhed med ekspertise i skovbrug, flysystemer, automatisering og skalering af ny teknologi.
Selve dronen er 6,2 meter i diameter og bygget i kulfiber. Den er elektrisk, har vinklede rotorer og er udstyret med et specialudviklet fældeværktøj på omkring 60 kilo. Ifølge AirForestry selv er systemet tænkt som en flåde af droner, der kan arbejde samtidig og autonomt, mens de overvåges fra én kontrolstation på jorden.
De nye droner kan især få betydning i skove, hvor terrænet ellers kan gøre det vanskeligt eller belastende at bruge traditionelle maskiner.
Indtil videre er teknologien dog stadig under udvikling. I maj 2026 startede et pilotprojekt mellem AirForestry og en række svenske skovmastodonter som Stora Enso og Sveaskog, som skal videreudvikle, teste og evaluere den dronebaserede udtynding i praktisk skovdrift.
Så vil tiden vise, om flyvende træstammer bliver en del af fremtidens skovbrug.
Kilder: AirForestry og Wood Central
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.

2 kommentarer
De første tanker der “fløj” gennem mit hovedet: 1. Hvad med larmbelastning?. Fældning af træer foregår inde i skoven, hvilket tager noget af larmen. Den store drone står over trækronerne under fældningen – og stammes transporteres også i luften hen til en ventende lastbil . I nogle af Tysklands skove transporteres stammen vhja. stærke heste til lastbilen. Derved undgår man også at belaste jorden – desuden næsten ingen støj på vej til lastbilen.
2. Hvordan påvirker det fuglelivet i skoven? I deres optik kommer “fjenden” ikke alene nedefra, nu også ovenfra.
Mange grønne hilsner
Teknologien er især kendt fra USA. Her skoves der stort træ, fra uvejsomme arealer. En mand klatrer op (og det er højt op) afkvister og foretager en topkapning. Herefter fældes træet næsten. – Næsten; så helikopteren kan fange toppen af træet, og knække stammen fri fra roden. Stokken flyves så til oparbejdning på en industri.
I USA er det store og værdifulde træer, der hentes på denne måde (Skandinaviske nåletræsavværker foretrækker faktisk mindre stokke med diameter maks ca 40 cm). Er et træ dobbelt så tykt, så er volumen og dermed værdi 4 x så stort, og økonomien tilsvarende bedre. Et anden ting er at det har en selvstændig værdi at hente træ udfra især nåleskove. Rent brandteknisk er det vigtigt at hente træ fra skoven. Træ der dør naturligt, kan være udgangspunktet for skovbrand. Den naturlige foryngelse af nåletræskove, sker typisk ved skovbrand, hvor den modne bevoksning kolapser og skoven brænder. Herfter starter så en ny cyklus, typisk med pionerart (ofte af ringe teknisk værdi), der fungerer som forkultur for den næste generation af klimakstræer.
I Serige er der en ret stor mængde af “Ôvergrovt Timmar” – Træer man ikke fik fældet i tide, og som derfor har vokset sig store og værdifulde. Træerne sælges til savværker, der er specialiseret i opskæring og forædling af højkvalitets træ.