Fra ispind til skovdød…

0

Træ.dk afdækker hvordan en solstrålehistorie fra Naturstyrelsens informationsafdeling blev til en naturkatastrofe i Fyns Amts Avis. Det handler om ispinde og bøgeskove.

Af -

Fra ispind til skovdød …

Den 24. juli udsendte Naturstyrelsen en pressemeddelelse hvori det blandt andet hedder:

”I denne sommertid er det måske værd at notere, at 50 bøgetræer er blevet fældet i vinter med det eneste formål at tilfredsstille vores trang til is. I Danmark spiser vi 130 millioner ispinde om året, og der går en stor bøgestamme (2½ m3 ) til 2½ millioner ispinde.

Nu er det kun en del af hvert bøgetræ, der har de rigtige egenskaber, så det er lidt snyd at sige, at der bruges præcist 50 træer. I virkeligheden bruges der mange flere.”

Pressemeddelelsen nævner også de særlig kvalitetkrav der stilles til ispinde og som bøgetræet lever op til:

  • Bøgetræ smager ikke af noget.
  • Bøgetræ er smidigt og hårdt og knækker derfor ikke
  • Bøgetræ er rent og indeholder ingen tilsætningsstoffer (det gælder i øvrigt alt træ fra skoven)
  • Bøgekævler er knastfri (i hvert fald dem der sælges til ispindeproduktion).

Ritzau skrev et telegram om denne positive historie, og mange aviser bragte den.

En katastrofe for skoven

Den 29. juli bragte Fyns Amts Avis en egen journalistisk bearbejdning af historien. Den får 4 spalter under overskriften “En (is)pind til skovens kiste”, og det hedder blandt andet:

”Danskernes 130 millioner ispinde om året tager hårdt på bøgeskovene.

En og anden skal nok få en dårlig smag i munden når det nu kommer frem at der går et middelsvært dansk stykke bøgeskov til den populære sommerspise.

Afsløringen kommer fra Naturstyrelsen. Styrelsen er nået frem til at der hvert år er noget nær en hel bøgeskov som må lade livet for at genopstå som ispinde.”

Det var bare for sjov

Efterfølgende har journalist Carsten Olsen fra Fyns Amts Avis forklaret til Træ.dk, at han er ked af hvis artiklen gav det indtryk at ispinde er en trussel mod skovene.

Historien blev skrevet med glimt i øjet som en spøg i sommervarmen. Det var en af den slags historier som kun går i agurketiden. Normalt er avisen helt klar over at brug af træ ikke ødelægger, men gavner skovenes udvikling.

Men flere træmænd som henvendte sig til Træ.dk fandt det ikke morsomt at se et seriøst dagblad omforme en solstrålehistorie om bøgetræets nytte til en truende naturkatastrofe. Hvis der er noget træmænd hader, er det misforståelsen at brug af træ skader skovene.

I 1996 målte Institut for Opinionsanalyse for Træ.dk at 35 % af danskerne mener at der høstes mere træ i skovene end den naturlige tilvækst. Kun 20 % havde den modsatte – og korrekte – opfattelse.

For de 10-15 årige er misforståelsen endnu mere udbredt: 52 % mener at høsten er større end tilvæksten, kun 9 % mener det modsatte.

Men paradokselt nok svarede 75 % af danskerne samtidig at de mente at dansk skovbrug drives rationelt ud fra principper der sikrer skovens bevarelse.

Tilbage står spørgsmålet om hvor stor skade en avishistorie som “En (is)pind til skovens kiste” gør på danskernes forståelse for skov og træ. Dét er svært at måle.

Fakta om træets mange fordele

Så for en ordens skyld slår Træ.dk hermed fast:

Bøgeskovene og isspiserne gør stor gavn for hinanden. Ispinde produceres typisk af mellemstore bøgetræer (30-40 cm i diameter) som typisk er udtyndingstræer i skove, der om et par årtier skal levere rigtigt store kævler til fx møbler. Ispinde er derfor et nyttigt og vigtigt element i bøgeskovens økonomi og videre udvikling.

Og så er der lige en vinkel som ingen endnu har nævnt: Papiret rundt om isen er typisk lavet af udtyndingstræ fra nåleskove der om et par årtier skal levere stort tømmer til fx byggeriet. Ispapir og andet papir er derfor et nyttigt og vigtigt element i nåleskovens økonomi og videre udvikling.

Og hvad er alternativerne til at bruge træ til ispind og indpakning?

Det er fx ispinde af plast – et olieprodukt der bidrager til drivhuseffekten.

Eller indpakning i stanniol – et metalprodukt der koster masser energi og ender som et affaldsproblem.

Derfor man kan glæde sig over at hjælpe både løvskove, nåleskove, klimaet og affaldsbjerget når man spiser sin papirindpakkede is af en træispind.

Dén tanke giver en ekstra god smag i munden.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×