”Man kan lave alt af lignin – undtagen penge”
Danske forskere imprægnerer træ med lignin udvundet af restprodukter fra papirindustrien. Projektet har netop modtaget en stor bevilling til det videre arbejde, og Træ.dk har taget en snak med projektleder Tor Ivan Simonsen om metoder og perspektiver.

”Man kan lave alt af lignin – undtagen penge”.
Sådan har det lydt i trækredse, men måske er tiden ved at løbe fra det gamle mundheld?
Lignin – der er en af træs hovedbestanddele sammen med cellulose og hemicellulose – er et restprodukt fra papirproduktion og har i dag stort set ikke anden værdi end som biomasse, der kan brændes og erstatte fossil energi.
Dog er der flere projekter i gang, som bekræfter den første del af udsagnet: Tidligere har Træ.dk beskrevet, hvordan lignin kan indgå i alt fra batterier over brugskunst til solceller og emballageskum, der kan erstatte flamingo og bobleplast.
Og hvad så med den sidste del – altså, det med pengene – holder den stadig?
Det er ph.d., forsker og projektleder Tor Ivan Simonsen i fuld gang med at udfordre.
Sammen med sit team har han modtaget bevillinger fra Innovationsfonden og fra Spin-outs Danmark (finansieret af Villum Fonden) til LignoSolve, et produkt baseret på lignin, som forbedrer træets naturlige modstandsdygtighed over for fugt og svampehenfald uden skadelige kemikalier.
LignoSolve imprægnerer træ med træ, så at sige.
Et vigtigt gennembrud
Det er ikke første gang, Simonsen har lignin mellem hænderne.
Faktisk opstod ideen til LignoSolve i kølvandet på hans ph.d.-projekt, hvor han arbejdede med at udvikle biobrændsel baseret på lignin til containerskibe.
”Vi fandt ud af, hvordan man kunne opløse lignin i meget høje koncentrationer uden at det udfældede – noget, som tidligere ikke var muligt. Det var et vigtigt gennembrud, men selvom teknologien virkede, blev ligninvæsken ikke kommercialiseret som brændsel, af en række forskellige årsager”, fortæller han til Træ.dk.
Og så begyndte tankerne om LignoSolve at spire.
Virker som et skjold
Traditionelt bliver træ, der skal anvendes udendørs, imprægneret med biocider for at beskytte det mod råd og svampeangreb. Men hvorfor ikke booste én af træets egne forsvarsmekanismer på naturlig vis i stedet for?
Lignin fungerer nemlig som en slags skjold, der gør det sværere for fugt og svampe at trænge ind i træet.
Kan man imprægnere træet med lignin, så står man faktisk med et naturligt alternativ, som allerede findes i træet selv, og som ikke belaster miljøet. Og samtidig giver man et restprodukt en funktion, i stedet for at lade det gå til biomasse.
”Lignin udgør cirka 25 % af træ. Men det er den del af træet, der ikke bliver til papir i papirproduktionen. Du kan prøve at forestille dig, at for hver tre ruller toiletpapir, du bruger, er der én rulle lignin, der ikke bliver brugt – og som i stedet bliver brændt af. Det sker i så stor skala, at der hvert år afbrændes mindst fem millioner tons, alene i Norden”, fortæller Tor Ivan Simonsen.
Trækonstruktioner uden gift
Holdet bag LignoSolve har som vision at erstatte biocider i træ og på sigt understøtte en total udfasning af gift i vores udendørs trækonstruktioner, fortsætter Simonsen.
Det handler både om miljø, sundhed og ansvarlig brug af ressourcer og at undgå den store mængde kemikalier, der i dag bruges til at beskytte træ mod nedbrydning.
”Ved at bruge lignin til at forlænge træets levetid og erstatte miljøskadelige alternativer, skaber vi ikke bare værdi – vi løser også konkrete problemer i byggeriet og industrien. Samtidig kan vores løsning være med til at lagre kulstof i længere tid i bygninger og produkter, og dermed blive et konkret værktøj i den grønne omstilling,” lyder det fra forskeren.
Sigter mod kommercialisering i 2030
Omverdenen er begyndt at få øje på perspektiverne ved LignoSolve. Udover bevillingerne fra Spin-outs og Innovationsfonden, som giver Tor Ivan Simonsen uddannelse og støtte til at opbygge en virksomhed, er LignoSolve i finalen til at vinde Evergreen-prisen – den måske mest prestigefyldte pris inden for trævidenskab i Europa.
Hvordan fremtiden bliver, er som bekendt svær at spå om, men Simonsen er optimistisk:
”Vi er stadig i udviklingsfasen og tester både holdbarhed og skalerbarhed, men målet er at være klar med de første kommercielle produkter i løbet af 2030. Vi sigter mod en løsning, der kan produceres og bruges af træindustriens aktører uden større investeringer i nyt udstyr.”
Alt tyder altså på, at LignoSolve kan være netop det produkt, der gør det gamle mundheld til skamme.
Se video om LignoSolve:
Fakta: Sådan fungerer det
Tor Ivan Simonsen forklarer her, hvordan processen med LignoSolve foregår i praksis:
”Kort fortalt opløser vi lignin i vand og biobaserede alkoholer ved hjælp af vores patenterede proces.
Resultatet er en væske fyldt med lignin – og det er den, vi bruger til at behandle træet.
Selve behandlingen foregår på samme måde som traditionel trykimprægnering: Træet placeres i et trykkammer, hvor vi først sænker trykket, så luften trækkes ud af træets porer. Derefter fylder vi væsken ind i kammeret og hæver trykket, så ligninen presses ind i træets struktur.
Når behandlingen er færdig, suges væsken ud, og træet får lov at dampe kortvarigt af.
Til sidst er ligninen bundet fast i træet og fungerer som en naturlig rustning, der beskytter mod fugt og svampeangreb.
Det smarte er, at vi ikke tilfører fremmed kemi til træet – vi styrker blot dets naturlige forsvar med lignin, som allerede findes i træet.”
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.