Gigantiske graner puster liv i det gamle kongeslot
Tredive kæmpestore douglasgraner skal være med til at formidle danmarkshistorien på et restaureret og udbygget Nyborg Slot.
30 udvalgte douglasgraner fra Sønderskoven ved Silkeborg og Rold Skov i Himmerland fældes i disse dage til et ganske særligt formål. De store graner skal indgå i restaureringen og udbygningen af det gamle kongeslot, Nyborg Slot, og med mål på over 45 meter i højden og omkring en meter i diameter er der masser af lækkert kvalitetstræ til brug i konstruktionen.
I Sønderskoven står douglasgranerne i den bevoksning, hvor det formentlig største træ i Danmark også findes. Man skal dog ikke være bange for, at alle de store træer forsvinder. De allerhøjeste træer og træer, der er fredet på grund af deres helt særlige monumentale karakter, vil ikke blive fældet.
”Det hører til sjældenhederne, at vi fælder nogle af vores kæmpestore træer, og det sker kun til helt særlige formål. Derfor passer vi nu godt på dem, og selvom vi nu fælder nogle af de store træer, vil der være store douglasgraner i skoven i mange år endnu I Naturstyrelsen er vi glade og stolte over at kunne levere træ til et nationalt klenodie som Nyborg Slot. Her vil det unikke træ blive en vigtig del af formidlingen af et stykke danmarkshistorie,” siger skovrider Søren Hald fra Naturstyrelsen i Søhøjlandet.
Træerne bliver fældet med motorsav, da de er for store til, at skovningsmaskinerne kan håndtere dem. Når træerne er fældet og opskåret, skal de lagres i halvandet år under halvtag på savværket, før træet er klar til at blive brugt i byggeriet på Nyborg Slot.
Genopdag Nyborg Slot
”Nyborg Slot og Nyborg by har været et midtpunkt i det danske rige siden middelalderen, og når restaureringen og nybyggeriet er ved vejs ende, så står vi med et forståeligt monument af dansk og europæisk betydning.. Det er et helt enestående bygningsværk, som fortæller en utrolig vigtig del af vores fælles historie, og vi er derfor også glade for, at vi har fået adgang til noget af det bedste tømmer i Danmark til vores nye fløj på Nyborg Slot,” siger projektchef Mads Falbe-Hansen, Slots- og Kulturstyrelsen.
Nyborg Slot var fra 1200-tallet til 1500-tallet et betydningsfuldt centrum for kongemagten i landet, og slottet var mødested for det middelalderlige parlament, Danehoffet. Slottet var på den tid et komplet fire-fløjet anlæg med et højt vagttårn, der gjorde det muligt at bevogte fragt- og skibstrafikken i Storebælt. I midten af 1600-tallet mistede slottet sin betydning, og i de følgende århundreder blev hovedparten af slottet nedrevet.
Slots- og Kulturstyrelsen står bag det store projekt til over en kvart milliard kroner, der nu vil bidrage til forståelsen af Nyborg Slot og Nyborg by som en sammenhængende historisk helhed på en måde, der formidler den store fortælling som Nyborg udgør i danmarkshistorien.
Kilde: Naturstyrelsen.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk