Hemicellulose fra træ har enormt potentiale
I fremtiden kan hemicellulose fra træ fungere som stabilisator, når olie og vand skal blandes i kosmetiske produkter og fødevarer.

Til højre urenset grangummi ekstraheret med varmt vand, i midten grangummi fra industrielle processer, og til venstre renset grangummi. Foto: Anna Kauppi
Omtrent en fjerdedel af træ er lavet af molekylet hemicellulose. Det gør træet fleksibelt, så det ikke knækker, men kan bøje sig i blæsevejr. Hemicellulose består af en lang og kompliceret kæde af monosaccharider (sukkerarter), og stoffet er vanskeligt at adskille fra lignin, som også er et af træets hovedbestanddele.
Det er blandt andet derfor, at hemicellulose, i modsætning til de andre bestanddele i træ – cellulose og lignin – ikke har været anvendt så meget hidtil.
Det er ny forskning ved at ændre på.
”Træhemicelluloser har et enormt potentiale” siger forsker Mamata Bhattarai fra Aalto Universitet i Finland til forskning.fi. Hun står bag en doktorafhandling om granhemicellulose – også kaldet grangummi. I afhandlingen undersøger Bhattarai grangummis egenskaber, når det bliver udvundet ved forskellige metoder.
Kan indgå i kosmetik, lægemidler og fødevarer
For at opnå en homogen emulsion – blanding af olie og vand – er en stabilisator nødvendig.
Resultaterne af Bhattarais undersøgelse viser, at grangummis opløselighed og dets stabiliserende egenskab i emulsioner er stærkt påvirket af, hvordan det udvindes fra træet.
Eksempelvis har rent grangummi, som er udvundet fra trægranulat ved varmt vand under højt tryk, den højeste opløselighed i vand, mens grangummi blandet med ligniner fungerer bedre som stabilisator.
”Træhemicelluloser kan bruges til at erstatte både vegetabilske og animalsk afledte stabilisatorer i fødevarer, kosmetik og lægemidler, ” forklarer Bhattarai.
Hun har især en interesse for at bruge træhemicelluloser i emulsioner i forskellige fødevarer som yoghurt eller dressinger. Her giver stabilisatorer den ønskede konsistens.
”Jeg tror, at disse resultater vil danne grundlag for mange nye undersøgelser. Vi har stadig brug for masser af information om effekten af forskellige udvindingsmetoder på hemicelluloses egenskaber og dermed dets potentielle anvendelse som råmateriale. Træ kan komme til at fungere som en bæredygtig ressource i produktion af fødevarer, men processen med at erstatte fossile materialer er først lige begyndt”, påpeger Bhattarai.
Skandinavien går forrest i forskningen af hemicellulose, og allerede i 2010 viste undersøgelser, at molekylet har potentiale til at være en værdifuld råvare.
Kilde: forest.fi
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.