Hvor mange træer skal der til for at køle en by?

0

Af

De fleste er vist enige om, at sommeren er varm i år. Har du været på storbyferie sydpå, er du nok også godt klar over, at det kan blive endog meget varmt.

Udover generelt stigende temperaturer kan varmen få et ekstra nøk opad på grund af fænomenet Urban Heat Island, som kan opstå, når byens mørke overflader af blandt andet asfalt, mursten og beton optager og holder på solens varme, og der samtidig er færre træer og planter til at køle omgivelserne, når vand fordamper fra deres blade.

Træplantning er en velkendt metode til at sænke temperaturen lidt i byerne, men hidtil har initiativerne i høj grad været baseret på skøn, skriver Woodcentral.

Et studie publiceret i Proceedings of the National Academy of Sciences giver imidlertid nu byplanlæggere og beslutningstagere et bedre grundlag for at beregne, hvor meget trækronedække der skal til for at opnå en bestemt kølende effekt på tværs af en hel by.

Opskaleret viden

Studiet er ledet af Jia Wang, Weiqi Zhou og Yuguo Qian fra Chinese Academy of Sciences. Steward Pickett fra det amerikanske forskningsinstitut Cary Institute of Ecosystem Studies er medforfatter.

”Træer er gode til at køle, fordi de transporterer store mængder vand fra jorden op i luften. Når vandet fordamper fra bladenes overflade, optager det en stor mængde varme. Det er ganske enkelt fordampningens fysik. Træernes skygge bidrager også til kølingen,” forklarer Pickett i en pressemeddelelse.

Hidtil har de fleste undersøgelser af bytræers kølende effekt fokuseret på meget lokale områder, helt ned til en bestemt gade eller et enkelt kvarter. Når trækronedækket øges med ét procentpoint, falder temperaturen i nærområdet som tommelfingerregel med mellem 0,04 og 0,57 grader.

Men resultater fra et mindre område kan ikke uden videre overføres til en hel by. Forskerne satte sig derfor for at undersøge, hvordan den beregnede køleeffekt ændrer sig, når skalaen udvides fra lokale områder til hele byer.

Samme mønster i forskellige byer

Forskerholdet analyserede satellitbilleder og temperaturdata fra fire byer med meget forskellige klimaforhold: Beijing og Shenzhen i Kina samt Baltimore og Sacramento i USA. Baltimore og Beijing ligger i tempererede klimazoner, Shenzhen i en subtropisk klimazone og Sacramento i en middelhavsklimazone.

Undersøgelsen peger på, at sammenhængen mellem et areals størrelse og køleeffektiviteten ikke er lineær, men følger en potenssammenhæng.

Det betyder groft sagt, at jo større et areal med trækronedække, man måler på, desto større bliver den beregnede kølende effekt – sammenhængen mellem trækronedække og temperatur ændrer sig nemlig med områdets størrelse.

Forskerne sammenlignede derfor trækronedække og jordoverfladetemperatur i områder af stigende størrelse, fra husblokke til hele byer. De fandt det samme mønster i alle fire byer: Ét procentpoints større trækronedække var forbundet med mere køling på byniveau end på husblokniveau, men forskellen voksede gradvist langsommere, jo større områder de så på.

Begrænser ekstrem varme

Med metoden kan træernes kølende effekt beregnes på byniveau frem for kun for enkelte gader og kvarterer. Det kan give byplanlæggere et værdifuldt værktøj til at fastsætte konkrete mål for trækronedækket med henblik på at begrænse ekstrem varme i byerne.

Ifølge Pickett kan næste skridt være at udvide analysen til flere byer med andre klimaforhold og undersøge, hvor godt træer vil kunne køle byerne i fremtiden, når klimaforandringer sandsynligvis gør nogle områder endnu varmere og tørrere.

Videnskabelig artikel: A scaling law for predicting urban trees canopy cooling efficiency

Kilder: Cary Institute, Woodcentral og NASA

 

Hør podcast: Vi skal plante så mangfoldigt som muligt

 

 

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum