Hvorfor taber træerne bladene?

0

Varmt efterår: Stadig blade på mange træer

Selv om vi er helt henne i november, er der stadig blade på mange af skovens træer – det gælder især bøg og eg. Vintereg beholder ofte bladene hele vinteren, og det samme gælder små bøge. Men normalt ville bladene på de fleste træer være faldet af på denne tid af året. Forklaringen er at, at oktober har været udsædvanlig varm i år, fortæller naturvejleder Jan Kjærgaard fra Naturstyrelsen:

‘Træerne har holdt sig grønne 1-2 uger længere end normalt. I år er de gulbrune og røde farver på bladene først kommet senere. Og mange af bladene sidder altså stadig på træerne. De to dage med nattefrost i sidste uge fik langt fra gjort kål på alle bladene’.

Naturen tåler det sene løvfald

 

Rødeg er kendt for de røde blade om efteråret.

Træerne beholder bladene længere end normalt pga. det milde vejr i oktober.

 

Jan Kjærgaard påpeger, at det senere løvfald ikke giver anledning til bekymring:

Mange svampe og smådyr i skovbunden lever af de nedfaldne blade. Og det er klart at nogle af dem må vente en ekstra tid på føden. Måske får de en lidt kortere periode at æde i, inden de går i vinterhi. Men det kan de godt klare. Kun hvis overgangen til vinteren bliver for brat, kan det komme til at knibe for svampe og smådyr at nå at skaffe næring nok’.

Hvorfor taber løvtræerne bladene, mens nåletræer beholder dem?

Du har måske undret dig over hvorfor træerne i det hele taget taber bladene. Mange hus- og haveejere med plæner og tagrender har i hvert fald ofte stillet sig spørgsmålet.

Træernes blade/nåle er livsvigtige organer for træet. Det er dem der er ansvarlige for fotosyntesen og dermed for træets vækst og overlevelse. Det koster store ressourcer for et træ at danne nye blade hvert eneste forår. Hvis træerne ikke var nødt til det, ville de bevare bladene hele året rundt. Det ser man jo i troperne.

Så hvorfor dog smide dem? Træ.dk hjælper på vej med en forklaring.

Frosten ødelægger bladene

Indledningsvis må vi afsløre at alle træer smider bladene/nålene – også i troperne. De gør det bare ikke på én gang ligesom løvtræerne på vore breddegrader.

Alle træer har behov for at skifte bladene ud en gang i mellem. Årsagerne til dette kan f.eks. være at nye blade fungerer bedre i fotosyntesen eller er fri for skadedyr.

Herhjemme oplever vi løvfaldet meget markant. Træer og planter kan normalt ikke beholde bladene om vinteren, fordi frosten ødelægger de væskefyldte celler. Nogle træer og planter har dog udviklet modstandsdygtighed mod frost ved f.eks. at indbygge en slags ‘frostvæske’ og sænke væskeindholdet. Sådanne planter er nåletræerne.

Nåletræer klarer en kort vækstsæson bedre

Flere nåletræarter (på nær taks og måske skovfyr) er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men stammer fra områder hvor klimaet er lige en tand mere barskt og ugunstigt for plantevækst. Man kan tænke på Midt- og Nordskandinavien samt Alperne hvor vækstsæsonen (den frostfrie sæson) er kortere. I disse områder kan det ikke betale sig for træerne at smide bladene hvert år og danne nye for en kort vækstsæson. Omvendt er der heller ikke så mange skadedyr som angriber blade og nåle i dette klima. Derfor har de stedsegrønne træer en fordel i dette klima og det er også derfor vi ser at de dominerer.

Lærk – et nåletræ der taber nålene

Der findes selvfølgelig undtagelser blandt både løvtræer og nåletræer. F.eks. har både Vedbend og Kristtorn udviklet ‘frostresistente’ blade som de beholder hele året, og så er der Lærketræet:

Lærk trives naturligt under endnu mere tørre og kolde klimabetingelser. Lærketræet vælger at smide nålene fordi det ressourcemæssigt kan betale sig. Det formodes at dette skyldes at træerne tørrer ud hvis de beholder nålene. Det kan også skyldes at visse skadedyr har en fordel i dette klima, som gør at træerne vil have nye friske skadedyrsfrie nåle hvert år.

Et nyt forår truer

November måned er ved at rinde ud og mange dages blæst har tyndet ud i trækronerne. Landets hus- og haveejere kan lægge nakken tilbage og ånde lettet op – for denne gang, for et nyt forårs vækst lurer forude.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×