“Jeg håber, vi bliver endnu bedre til at udnytte træ som ressource, også efter første livscyklus”

0

Af

Seks skarpe om træ til Kristian Grove, der er uddannet ingeniør i produktudvikling og innovation, og som står bag virksomheden TimberNest. Virksomheden specialiserer sig i at lave sociale byrumsmøbler af træ fra danske skove.

1. Hvorfor har I valgt at bygge jeres møbler i træ?

Træ som materiale er super alsidigt, nemt tilgængeligt og nemt at bearbejde med værktøjer, man har ved hånden eller kan låne sig til.

Den første prototype på vores TimberNest blev bygget i en baghave på en kold februar-weekend i 2016. Vi har efterfølgende også lavet vores stel i andre materialer end træ, men hovedsageligt holder vi os til træ – specielt som beklædning til møblerne, fordi træ bare er lækkert at røre ved og sidde på.

2. Har træ en betydning for det sociale aspekt?

Møbler i træ har et naturligt udseende og appellerer dermed til øjets æstetik.

Man bliver simpelthen draget af det naturlige udseende, hvilket gør, at folk sætter sig i vores møbler. Møbler i træ virker varmere og mere appellerende end i andre materialer.

Timberlounge i Kolding. Foto: TimberNest

Timberlounge i Kolding. Foto: TimberNest

3. Hvad var dit første træprodukt?

Jeg har altid været lidt af en opfinder – selv som barn, hvor jeg voksede op på et landbrug.

Det produkt, jeg bedst kan huske, var en træhule, jeg byggede sammen med min kammerat. Den var bygget af brædder fra en gammel kornsilo, som vi havde liggende.

4. Hvad kan træ, som andre materialer ikke kan?

Udover det naturlige udseende, så absorberer og afgiver træ ikke varme på samme måde som andre materialer f.eks. plast eller stål.

Det vil sige, at man ikke brænder numsen af på en varm solrig sommerdag, eller at materialet føles utroligt koldt om vinteren.

5. Hvad skal ændres for at vi kommer til at købe flere møbler i træ?

Møbler i træ bliver udskældt for ikke at være vedligeholdelsesfrie ved udendørs brug.

Det er også korrekt. Men der er ikke nogen møbler, der er helt vedligeholdelsesfrie i det udendørs miljø.

Stål ruster på trods af overfladebehandling, plastik bliver degraderet af UV-lys, og uanset materiale undgår man ikke algebegroninger, mågeklatter eller slid fra langvarigt brug.

Derfor er der ikke noget der hedder ”vedligeholdelsesfrie materialer”, og derfor kan man lige så godt bruge træ, der er en naturlig ressource og – alt efter værdikæden – et bæredygtigt materiale.

6. Hvilken rolle håber du, træ kommer til at spille som materiale i fremtiden?

Træ spiller allerede en enorm rolle i byggeriet, men jeg håber den bliver endnu større.

Træ er en nøglespiller indenfor grøn omstilling, men er svær at arbejde med, specielt i konstruktioner, fordi det er så naturligt et materiale.

Jeg håber, vi kommer til at blive endnu bedre til at udnytte træ som ressource, også efter første livscyklus, men det kræver en enorm viden om hele materialets brugsfase, sammensætning, overfladebehandling mm., for optimal udnyttelse ved genbrug.

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum