”Jeg har altid haft en kærlighed for at bruge mine hænder”
Kirstine Kjær Hausted på toppen af taget. Foto: Privat
Seks skarpe om træ til Kirstine Kjær Hausted, som er 23 år og selvstændig tømrersvend. Se mere om Kirstine på Instagram: ‘Tomrer.kirsten’ og Facebook.
1. Hvorfra stammer din interesse for håndværk?
Min interesse for håndværk stammer i bund og grund fra min vennekreds. Jeg havde mange kammerater der var en eller anden form for håndværker (tømrer, murer, vvs’er, elektriker, maler osv.), og jeg blev lidt grebet af stemningen, når jeg var sammen med dem.
De havde altid en sjov historie fra byggepladsen, og deres håndværkerhumor smittede hurtigt af på mig.
2. Hvorfor valgte du at blive tømrer?
Jeg valgte at blive tømrer, fordi jeg syntes det var enormt sejt og fascinerende, at man kunne starte med en bunke træ, og i slutningen af dagen havde du lavet og rejst vægge til en carport.
Det var det med at kunne se det, du lavede, blive brugt, og tanken om, at uden en tømrer eller håndværker havde vi ikke huse og bo i eller kontorer til at arbejde i. Og så har jeg altid haft en kærlighed for at bruge mine hænder og måske blive lidt beskidt.
3. Hvor meget fylder træ som byggemateriale i dit arbejde?
ALT. Det er meget længe siden jeg har haft en dag, som ikke har involveret træ. Der er altid en form for træ på arbejdet. Lige fra trægulv, karme og lister, til spær og forskalning til troldtekt (som jo også er træ)
4. Hvordan er det at være kvinde i tømrerbranchen?
Det er hårdt. Fysisk hårdt ja, men i min opfattelse og erfaring har det været hårdt mentalt. Jeg har skullet stå model til rigtig mange ting, kommentarer, afslag og stereotyper.
Jeg lærte hurtigt at svare igen og ‘beskytte’ mig selv for alt negativt, men det har været hårdt i sidste ende. Jeg tænker ofte på at skifte branche, men så let giver jeg ikke op.
5. Hvad skal der ifølge dig til, for at flere kvinder vælger håndværkeruddannelser?
Vi skal reklamere mere med det! Allerede fra den dag, ens forældre spørger dig “Hvad vil du være når du bliver voksen?”
Man hører meget sjældent igennem sin skolegang, at man kan være kvinde OG håndværker. Man bliver oftest set smidt på gymnasievejen, og så er det de drenge med krudt i røven, adhd og læsebesvær, der straks bliver fortalt, at de skal være håndværkere.
Så jo mere vi kan tale op omkring faget som håndværker, inkludere kvinder og andre former for ‘minoriteter’, så vil man begynde at se anderledes på faget som kvinde og derved lokke flere med.
Vi skal have bredt budskabet noget mere ud, og vi skal sætte fokus på kvindelige rollemodeller. Vi skal postes på sociale medier, fremvises i TV og skrives om. Så kommer det ud til alle fra nær og fjern. Vi skal inkludere snakken om håndværksfagene ved spisebordet derhjemme og i skolerne, og så skal vi i den grad have boykottet normerne for, hvad en håndværker er. Så bliver der plads til alle!
6. Hvad synes du er det mest overraskende ved træ?
Dets arbejdsevne og holdbarhed.
Det overrasker mig stadig, når man fx laver terrasse, at man skal jo lige huske, at træet arbejder, så man skal lige have lidt mere luft nogle steder. Et levende og fantastisk materiale, som bliver brugt hver dag overalt!
Jeg håber, træ i fremtiden vil spille en større rolle som et bæredygtigt byggemateriale, der kombinerer æstetik, holdbarhed og miljøvenlighed i fremtidens byggeri.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.



En kommentar
Jeg har arbejdet for et lille firma i Ringsted. I over forer år har vi haft kvindlig lærling. De har givet et helt andet stemning til arbejdspladsen. De var dygtig og ihærdig. Jeg kunne ikke tænke mig et arbejdsplan uden kvinder ! Tone var en anden. Flere rigtig god diskussioner stedet for biler, bajer og kvinde. Det var ligesom vi skulle kigge indad og se hvordan vi var uden kvinder før vi kunne se at de liftet omgangstone og samtale emne til noget helt anden højde !Det har været nogle fantastiske år – tak til de kvindlig lærlinge og svende vi har haft.