Kina eksporterer træprodukter uden at have skov selv
Kina eksporterer træprodukter uden at have skov selv
Kina har nu overskud på sin handel med træprodukter. Det er overraskende, for Kina er meget skovfattigt.
Årsagen er at landet primært importerer råvarer såsom rundtræ, skåret træ, cellulose, returpapir og papir. Mens eksporten omfatter forædlede produkter med stort indhold af arbejdskraft, såsom møbler, papirprodukter og træplader. Og eksporten stiger hastigt.
I 2004 udgjorde importen af træprodukter 16,3 milliarder $, og eksporten var 16,0 milliarder $. Der var altså et underskud på handelsbalancen på 350 mio. $. Året før var det 2 milliarder $.
Allerede i 1. halvår 2005 blev der for første gang nogensinde overskud på handelsbalancen med træprodukter: 420 mio. $. Eksporten af træprodukter steg med hele 31%, mens importen kun steg med 18%.
Men der skal endnu mere fart på. Regeringen vil undersøge hvor Kina har særlige fordele og finde nye produkter. Man vil udvikle de bedste industrier aktivt med vægt på forædlede produkter, og man vil styrke forskning og udvikling af nye varianter samt forædling af frø. Man vil standardisere produktionen, øge kvaliteten og kontrollen af produkter efter internationale standarder, skabe internationale mærkevarer og løbende analysere udviklingen på verdensmarkedet.
Et eksempel er eksporten af trædøre til USA:
2003: 124.300 tons, værdi 168 mio. $
2004: 150.000 tons, værdi 200 mio. $
2005: skøn 200.000 tons.
Det er vækstrater på omkring 30% om året.
Som årsager til kinesernes gode konkurrenceevne nævnes højt teknisk niveau, udenlandske investeringer, indførsel af teknologisk avanceret udstyr, lave omkostninger til arbejdskraft, originalt design i forskellige stilarter og god produktionsteknologi.