København får ny byskov
Københavnerne kan se frem til en ny 14 hektar stor byskov.
København skal frem mod 2025 have 100.000 flere træer. En stor del af træerne skal plantes i en ny 14 hektar stor byskov ved jorddeponiet på Kalvebod.
Planen for indretningen af den nye skov er også klar. Indretningen er blevet til i et tæt samarbejde med københavnerne og førende eksperter, og skoven kommer til at byde på vildtvoksende arealer og mulighed for at plukke bær og frugter.
Rig mulighed for at sanke
Fra borgernes side har man ønsket sig en vild skov, der ikke ligner byens parker for meget. Samtidig har mange givet udtryk for, at de gerne vil have mulighed for at plukke bær, nødder og frugter. Den nye byskov kommer derfor til at bestå af forskellige hovedområder, så flest mulig af ønskerne bliver imødekommet:
- Lavskoven med mindre træer som skovæble og hassel
- Copenhagen Food Forest, der bl.a. vil rumme mirabeller, hyld og solbær og blive etableret i samarbejde med Byhøst og københavnerne
- Den Åbne Skov med arter som fyr og kirsebær, hvor der vil være fokus på læring i samarbejde med Københavns Naturskole
- Bytræsskoven med træarter som røn, platan og pil, der er kendt fra bymiljøet i København
- Egeblandskoven, hvor der vil blive brugt mange bevoksningstyper, træarter og buske som ribs, avnbøg, kvalkved og eg.
Få et smugkig
Der er foreløbigt øremærket 800.000 kr. til plantningen af 25.000 træer på de første 5,5 hektar af skoven. Disse træer bliver plantet til efteråret.
Man vil dog allerede i slutningen af juni kunne danne sig et indtryk af den kommende byskov, da der er blevet sået forskellige blomstertyper, der skal give et indtryk af skovens fremtidige indretning. Den resterende finansiering skal findes i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger.
Med mindst 95 pct. danske arter fordelt på mere end 30 forskellige træer og buske, kommer skoven til at understøtte lokale arter af insekter og dyr.
Der vil dog også være træarter, som forventes at få Danmark som naturligt spredningsområde som følge af fremtidige klimaforandringer. Det gælder valnød, ægte kastanje og mellemeuropæiske egearter. Årsagen er, at det skal sikre erfaringer med arternes trivsel og vækst i Danmark.
MODTAG GRATIS NYT OM TRÆ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
En kommentar
mener man så at det er sundt spise den frugt og de bær der vokser på en gift /deponi grund
samt hvad med alt det støv der kommer fra stenknuser værket det lægger sig over hele.