Kom ud i skoven og kvit tobakken
En ny undersøgelse peger på, at det er nemmere at holde op med at ryge, hvis man bor eller opholder sig i nærheden af træer.
Grønne graner og liflige løvtræer gør bare noget ved både sundheden og humøret – den erfaring har de fleste gjort sig. Men vidste du, at skove og træer også kan afhjælpe din rygetrang?
En ny undersøgelse fra University of Exeter Medical School i England peger på, at bor man i eller tæt på grønne områder, er det både mere usandsynligt, at man begynder at ryge, og til gengæld mere sandsynligt, at man stopper, hvis man en gang er røget i tobaksfælden.
Resultaterne stemmer overens med tidligere forskning, der har påvist, at det at kigge på træer og andre grønne sager kan gøre ens ”cravings” mindre – uanset om man er forfalden til cigaretter, chokolade, pomfritter eller alkohol.
En gåtur – eller sågar bare et blik på – naturen kan give det samme ”boost” i humøret, helt uden de skadelige følgevirkninger, som en usund livsstil i mange tilfælde fører med sig, viser forskningen.
Gælder på tværs af samfundsklasser
I undersøgelsen fra Exeter har man helt specifikt kigget på sammenhængen mellem rygere og grønne områder. Og man opdagede, at andelen af rygere var mindre, jo større områder af grønt, der var i nærheden. Og omvendt var der flere rygere i områder med kun lidt grønt.
Helt præcist var mennesker, som lever i områder med store grønne områder, 20 procent mindre tilbøjelige til at ryge end dem, der havde mindre grønt omkring sig. Blandt dem, der tidligere var rygere, var op til 12 procent mere succesfulde i deres bestræbelser på at blive røgfri, når de havde træer og andet grønt i nærheden.
Forskerne fortæller, at deres fund gælder på tværs af alle samfundsklasser, uanset socioøkonomisk status, og altså ikke er en afspejling af, at velhavende mennesker ofte både ryger mindre og bor grønnere. Effekten slog nemlig igennem i alle samfundslag.
Forfatterne håber, at deres resultater kan føre til, at samfund tilbyder flere grønne områder for at støtte borgernes almene sundhedstilstand og altså også få flere til at kvitte tobakken.
Kilde: Treehugger og ScienceDirect
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.